Der er noget, hun bare er nødt til at vise mig, og hun klapper sig på jakkens lommer og så på tasken.

»Det er et billede, en kone til en af mine venner har taget«, siger hun, og hånden dukker op fra tasken, nu med en iPhone. »Det er simpelthen så sjovt. Prøv at se her ... prøv at se her«, og hun bladrer hurtigt mellem billederne på telefonens skærm. »Her!«, udbryder hun i triumf. »Så kommer han hjem fra byen, ikke? I en kæmpebrandert. Og så falder han i søvn på den her måde«.

Hella Joof holder forventningsfuldt telefonen frem imod mig.

Billedet viser et nærmest helt usandsynligt billede af en yngre mand set fra ryggen. Han ligger, nej, sidder på knæene, med overkroppen hen over det ene sæde i en firepersonerssofa, livløs – og dog ikke død.

»Næste morgen, da hans kone skulle køre børnene i skole, finder hun ham sådan her inde i stuen og tager billedet. Sådan her. Og jeg har sagt til ham, at hun jo faktisk tog billedet, fordi hun elsker ham, og nå ja, hun synes nok også, at han er en idiot. Men prøv at tænke dig at falde i søvn sådan her efter at have været i byen en torsdag aften. Sådan nogle ting gør mænd jo«.

Dolly Parton må sove på ryggen
Vi sidder ikke og småsludrer og træder vande, Hella Joof og jeg, ligesom jeg heller ikke viser hende iPhone-billeder af mine venner.

Hella er dybt optaget – menneskeligt, antropologisk – af mandeverdener og maskuline dyder. Især når de tager sig allermindst dydigt ud.

»Jeg havde lyst til at lave en film, der råber hurra for det«, siger hun med henvisning til et katalog over ting, som kvinder ellers elsker at hade mænd for.

Filmen er ’Sover Dolly på ryggen’, der har premiere på torsdag. Titlen refererer til en lifesize-papfigur af Dolly Parton, så barmfager, at hun – hvis papfigurer kunne sove – næppe ville have anden mulighed end at sove på ryggen.

Det røde felt
Filmen fortæller om tv-værten Anne (Lene Maria Christensen), der har opgivet at finde drømmemanden og lader sig inseminere med en ukendt donor.

Da hun er blevet gravid, prøver hun alligevel at finde sit kommende barns far, og først tyder alt på, at det er overskudsfyren Rune (Casper Crump), der er faderen, men faktisk viser det sig at være den platte, fortvivlende utjekkede Gordon (Nikolaj Lie Kaas), selve sindbilledet på alt, hvad der har fået Anne op i det røde felt i hele hendes liv.

Hvordan det ender, fortjener man ikke nobelprisen for at gætte, men som altid i en decideret genrefilm som den romantiske komedie ’Sover Dolly på ryggen’ er det måden hvorpå snarere end selve slutresultatet, det gælder.

LÆS OGSÅLene Maria Christensen og Nikolaj Lie Kaas danner par i ny komedie

Det kræver ikke den store fantasi at se Nikolaj Lie Kaas og hans karakter Gordon for sig med hovedet i en sofapude og med savlen liggende i en strime ud af mundvigen. Mange mænd kan man på den måde se for sig. Mange kvinder har set dem ligge sådan.

»En romantisk komedie ses traditionelt næsten udelukkende af kvinder, det ved vi bare«, siger Hella Joof. »De tager dog måske deres mænd med også. Jeg skrev i ansøgningen om støtte til Det Danske Filminstitut, at det var vigtigt for mig, at mænd kunne gå ud fra den her film med ranke rygge og tænke, at det er okay at have nogle sådan hjemmelavede tatoveringer og en sportstaske med pornoblade under sengen og gøre sådan her«, og Hella Joof vender det halve hoved bort og snyder på skrømt næsen mellem to fingre, »når man har været ude og løbe. Alt det man bare ikke må for piger, ikke?«.

Sådan er mænd, sådan er kvinder
Så du siger hurra for stenaldermanden?

»... Som vi jo elsker«, siger hun og artikulerer det så blødt og varmt, som kun skuespillere og visse mødre kan. »Og jo ældre man bliver, jo sjovere er det faktisk. Jo mere værdsætter man det«.

»Når jeg tænker på mig selv som ung, hvor millimeterdemokratisk jeg var, hvor meget skrig og skrål der var ... Der var så meget, jeg ikke vidste noget som helst om. Jeg voksede op uden en far og har først lært om mænd meget sent. Jeg har opdaget, at mænd er gode til at lege med børn og til at koncentrere sig. Kvinder har altid så mange ting kørende – en telefonsamtale ... en ...«, og Hella Joof kigger sig omkring i rummet, »noget kage og ...«.

Noget kage ...?

»Noget kage, ja, og ... noget tapet! Jeg kan godt lide den måde, mænd kan gå all in på. Jeg er nu også blevet mere tolerant med alderen. Nu hedder det ikke mere så meget ’Er du sikker på, at det er en god idé at gå ned og drikke små grå med vennerne i aften, vi skal jo op og til barnedåb i morgen formiddag?’, og hun siger det engleblidt manipulerende, så man fornemmer, at hun citerer sit yngre jeg.

»I dag er det mere ’Det må du selv om, du er et voksent menneske. Vi ses’«.

Nejnejnejnejnej
For en mandlig interviewer er det svært ikke igen og igen at vende tilbage til de to herrer, også selv om Joof forståeligt nok identificerer sig med kvinden.

Selv tændte Hella Joof på et manuskript, hun fik tilsendt for flere år siden, fordi hun med det samme genkendte sig selv – og adskillige af sine veninder – i beskrivelsen af kvinden, der har stærke, betonsikrede holdninger til, hvordan hendes liv skal se ud. Og især ikke se ud.

»Ja, for man ka’ da ikke ... og nejnejnej ... og man kan da ikke sætte turkis sammen med ... og man kan da ikke drikke og ... Og ikke og ikke og ikke og ikke. Men på et eller andet tidspunkt i sit liv har man forhåbentlig paraderne nede, og så kan det være, at nogen rammer én fra den blinde vinkel, inden man når at få paraderne op igen. Og det er måske slet, slet ikke, som man havde forestillet sig, men egentlig spændende og dejligt på en helt uventet måde. Jeg kender en masse, deriblandt mig selv fra gamle dage, der ved så meget om, hvad vi ikke vil – det er mest piger, der har det sådan, tror jeg – men man kan jo ikke få intet, kun noget med plus foran. Man skal vide nogenlunde retningen med sit liv, men helst ikke have den udstukket alt for præcist«.

Bananflue i ærmet
På den måde handler ’Sover Dolly på ryggen’ om at standse sig selv, inden man har fornægtet sig ned i den nærmeste skyttegrav.

Som Hella Joof siger: »Jeg kan godt lide, at man kaster alle ballonerne op og bare råber hurra«.

Pludselig hvirvler et mikroskopisk insekt op imellem os, en bananflue umiskendeligt, høj og bimlende på sin diæt af gæret frugt. I ét nu er jeg forvandlet til Rumle i ’Radiserne’, ham, der altid bragte sin egen sky af opsparket støv og skidt og fluer med sig. Indbegrebet af en af de der ikke helt propre mænd, som Hella Joofs film er fuld af.

Jeg vifter bananfluen bort, som var den et fremmedlegeme og netop ikke noget, jeg har haft med mig i et ærme eller en hårtjavs. Den kommer tilbage igen og igen, som om den hører hjemme hos mig, fortørnet over, at jeg ikke påtager mig ejerskabet.

Faktum er, at den kan stamme fra mit køkken, hvor jeg ligger i krig med en mindre koloni, der slog sig ned i en bakke mugnende abrikoser i sensommeren og siden blot har sat nye svirrende børn i verden.

Klatter og punktummer
Vi sidder på en frokosttravl café i det indre København, en lidt afskærmet baggård, men til gengæld så småt, at her hurtigt er fuldt.

Vi har taget bordet helt ud til vinduet, og jeg griber mig i at imponeres over, så respektfulde københavnerne er over for en kvinde, hvis ansigt er berømt som fås. Det er, som om Hella Joof er linket fra Montmartres jazznegere i 70’erne og til nutidens moderne og mere og mere farveblinde multikulturelle medie- og gadebillede.

Det var hende, der som medlem af tv-revykvartetten Lex & Klatten, eller var det Det Brune Punktum, stod og legede racistiske klappelege, helt mutters på gulvet i en træt projektør og med lavt selvværd.

Hun var den eneste – læs mine læber: ENESTE – der i 90’ernes Danmark kunne tillade sig at beskrive nøjagtig, hvor bagdelen sidder på sorte kvinder, hvor højt oppe og hvor voluminøst den sidder.

Hun udfordrede såvel dem, der indædt hadede tanken om et farveblindt samfund, og dem – os! – der godt kunne fnise ad en god farverelateret joke, men nødig ville ses, når vi gjorde det.

Korets storbysvada
Der er med andre ord flere mennesker i og uden for restauranten, der genkender hende, men pænt lader som ingenting.

Et enkelt »Hej« til en gæst bag min ryg bliver det til, indtil Hella Joof afbryder en talestrøm og rejser sig halvt op i stolen, da hun ser en kvinde trække sin cykel hen over pladsen: »Hov, det er en af dem, der synger kor i filmen. Jeg skal lige sige tak«.

Kvinden kommer ind og leverer en storbysvada af ord, der kunne være skrevet af Nikoline Werdelin i ’Homo Metropolis’-tiden:

»Jeg tænkte sådan Michael Caine og Sydfrankrig, et forklæde og en lille let permanent, det var svært at sådan lige ...«. Joof: »I ramte den helt rette tone«. Kvinden: »Tillykke med alt, ikke?«. Joof til mig, da damen er gået: »Vi havde tre korpiger til at synge sådan et Henry Mancini-agtigt kor«.

Henry Mancini rimer på ’Moon River’ og blomstrende strygere, på Audrey Hepburn og Holly Golightly, der går rundt i regnen og leder efter sin bortløbne kat i slutningen af filmen ’Breakfast at Tiffany’s’.

»Tit synes man jo, at det er et symfoniorkester, der spiller lydsporet til ens liv«, som Hella Joof siger.

Jeg kan åbne min ajen bajer
Men ’Breakfast at Tiffany’s’ er fra 1961, mere end 50 år gammel, og hvordan stemmer et symfoniorkester med oplevelsen af at være kvinde i 2012?

»Al den frihed, kvinder har fået siden, er fantastisk, og ingen vil bytte den til noget andet. Men den medfører også et meget stort ansvar. Den nye feminisme giver os retten til at blive seksuelt domineret. I dag må nogen godt ta’ en lidt hårdt i håret – det har ellers være no go. Når mænd gerne vil hjælpe en med at bære noget tungt, er det lidt ærgerligt at måtte sige nej, fordi man er feminist. Lad dog mændene bære nogle tunge ting!«.

Hvis det kan stive dem af.

»Vi har så travlt med at kunne det hele. Det er godt for karrieren og alt muligt, men det bliver forvirrende i forhold til seksualiteten. Der kan vi være nødt til at påtage os nogle roller, men dem behøver man jo ikke tage med sig ud af sengen igen, de roller har ikke nødvendigvis noget med resten af ens liv at gøre. Vi har fået de samme muligheder som mænd. Når det er sagt, kan jeg slet ikke holde sådan noget som kønskvotering ud. Det er sådan en offertænkning. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end at gå og spekulere over, om grunden til, at jeg fik plads i den og den bestyrelse, var, fordi jeg er kvinde«.

»Rødstrømperne havde så travlt med, at ’Jeg ka’ godt selv ta’ min ajen cigaret og åbne min ajen bajer med en spade!’. Det ku’ man jo på Femø, og jeg kan det faktisk selv, det lærte jeg, da jeg var spejder. Det er superdejligt, og jeg synes da bare, at vi skal kunne selv. Men når vi tager ud og rejse, bærer min kæreste begge vore kufferter. »Nej, det skal du da ikke, lad mig tage den ene!«, siger jeg så, men »Nej, det betyder ikke noget«, og så bærer han to tunge kufferter, mens jeg bare går rundt med sådan en lille dametaske. Og jeg synes, det er så dejligt, selv om jeg da sagtens kan bære min egen kuffert. Jeg kan ikke skifte dæk på en bil, men det kan jeg jo lære«.

Du mener: Det kunne du have lært.

»Ja, det kunne jeg have lært«. Hella Joof griner. »Der er selvfølgelig ikke noget, vi ikke kan, men det er dejligt ikke at behøve kunne det hele«.

Spiller pik til Hannah Montana
Hella Joof og hendes manuskriptforfattere, Christian Torpe og Marie Østerbye, har stillet deres stædige kvindelige hovedperson i et dilemma.

Hun har to mænd at vælge imellem: en, der er perfekt efter alle damebladsforskrifterne, og en, der har alt som i alt imod sig – lige bortset fra at han er spillet af Nikolaj Lie Kaas.

Først tror Anne, at det er den labre Rune, der er hendes barns sæddonor, men kun for at blive rystet ved visheden om, at det i virkeligheden er Runes helt uantagelige underbo, der har en lysekrone lavet af BIC-lightere.

Første gang Anne banker på Gordons dør, lyder det inde fra hans klondike af en rodebutik af en lejlighed: »Kan man ikke få lov til at sidde og spille pik i fred! Jeg sidder lige og ser ’Hannah Montana’!«.

Sanktbernhardshundehvalp
»Og sådan noget må man jo ikke sige!«, siger Hella Joof, mens hun folder sin krop sammen i påtaget pinlighed over i sit sæde.

»Hannah Montana er sådan en 13-årig pige, der synger og spiller komedie, og det går selvfølgelig slet ikke. Sådan noget må man kun sige for sjov. Men Gordon er sådan en sanktbernhardshundehvalp, der kommer til at overdosere. Det kan godt være, at han ikke lige præcis sad og spillede pik til Hannah Montana, men måske har han lige siddet og zappet ...«.

»Gordon er ligesom ... der er nogle mænd, der er ligesom de der hologrammer. Lyset skal falde på en helt bestemt måde, før du rigtig synes ... Alle mennesker har jo et eller andet fuldstændig vidunderligt, og jeg er sikker på, at man også vil kunne lide dem, hvor man ligesom skal finde ... ligesom stå lidt og ...«.

Hella Joof lægger hovedet vurderende på skrå og kigger på en kikset, men i længden også lidt dejlig mand, der slet ikke er der.

Drømmefyren 'Snit'
Hun har selv, Hella, i ti år været kærester med sin ’Snit’, som hun kalder ham, en læge med rødder i Vestjylland, og sådan cirka så langt fra det københavnske kulturparnas, som man kan forestille sig.

Det er ham, der er den perfekte umage livsledsager. Han er ikke Gordon, selvfølgelig er han ikke Gordon, Gordon er fiktion – men det er ham, der har givet Hella Joof appetitten på at anskue tilværelsen lidt mere fra siden og ind.

»En storbyfjollert«, kalder Hella sig selv i bakspejlet, »sådan en, der har danderet den på samfunds lykke og fromme«.

Modsat ’Snit’ og den samvittighedsfulde, hårdtarbejdende og lakoniske kultur, han er runden af.

Fryd på dåse
Gordon derimod vil, mildt sagt, ikke være alle kvinders kop grøn te.

Især da ikke Annes. Hun er en pæn pige. Pæn med pæn på, korrekt og pæn og med stram nederdel. Sådan en pige, der aldrig prutter, sådan en, der går hjem fra en fest, hvis de opdager, at de har haft noget siddende mellem tænderne, men ikke ved hvor længe.

Det er ikke en mennesketype, Hella Joof selv overlapper meget med, men hun holder af hende alligevel. Bliver fristet til at kilde hende og fremprovokere et kontroltab. Selv bliver hun aldrig flov, siger hun, nogen har taget et billede af hende, der afslører, at det tøj, hun tog på om morgenen, måske var et nummer for stramt.

Og dem, der har det omvendt, ja, dem kan hun tage hævn over på film.

»Det er fryd – fryd på dåse. Hvis sådan en karakter render rundt og er så rigid, at hun tror, hun kan bestemme over det hele, så smider vi bare ham her i hovedet på hende – og så dét her«, og Hella Joof tager om hvert imaginære skyts, hvert benspænd, med vellyst og smider dem ud i rummet mod selve ideen om den pæne stramme pige«.

»Engang skal jeg nok lave en film om en mand, der har et projekt, som vil bygge Babelstårnet, men bliver forhindret af ... noget«.

SE POLITIKEN TVHella Joof tørrer smilet af i ny roadmovie

Din egen ’Citizen Kane’!

»Ja!«. Hella ler højt. »Men indtil videre er de hovedpersoner, jeg holder mest af, dem, som egentlig helst ikke vil være med i filmen og bare render sådan lidt rundt og helst vil være i fred. Men pludselig står der så alligevel nogen og laver en film om dem. De er sjove, de der lidt modvillige. Det er egentlig okay, at de har det der pæne hår og de der pæne negle, men skal de altså have et ordentligt los i røven«.

Niogfyrre komma nioghalvfems
Hella udstiller kursen for sin afstraffelse meget sagligt og afdæmpet.

Joofs tre romantikere

'Fornuft og følelse' er en smuk, vittig, topintelligent komedie. Emma Thompson er fabelagtig. Hun kan spille stor smerte, sorg og afmagt, men hun har hele tiden komedien med. Et lille arkaisk smil nede under det hele. Man ved, man er i gode hænder.


Scenen i 'Falling in Love', hvor Meryl Streep står i sit soveværelse og har tøjkrise inden et hemmeligt kærlighedsmøde med Robert de Niro, er en af mine yndlings. Den måde, hun har alle kjoler i skabet fremme og prøver dem mere og mere desperat, mens skammen og selvhadet og angsten for at være for overdressed og over at være på vej ud i noget forbudt og 'som om han overhovedet gengælder mine følelser' tager magten fra hende. Og så ender hun i en pæn bluse og nederdel, for hun tør ikke andet. Åh, det kender alle damer!


'Vore bedste år' driver af kærlighed, der ikke vil lykkes, og nogen, der skulle have haft hinanden, hvis de dog bare kunne have... og den spændstighed, det giver, når hovedrolleindehaverne, Barbra Streisand og Robert Redford, ikke kan fordrage hinanden.

»Hvis man ikke får sådan et los, bliver hele resten af livet bare en afvikling. Så ser livet også sådan her ud om fem og ti år. Det er da meget sjovere at sende en billardkugle af sted og ikke ane, hvilket hul den ender i«.

I en central scene i din film flytter to mennesker sammen, og jeg blev, på vegne af alle mænd, bevæget over, at fyrens mølædte lænestol får lov at stå i deres pæne stue.

»Den er jo pissegrim, den stol. Scenografen Mette Rio havde fundet den, og da jeg så den, kom erindringen om, da min kæreste og jeg flyttede sammen, og han havde en meget, meget grim Chesterfieldstol, som jeg slet ikke ku’ ta’. Sådan lidt a la Ascot Stilmøbler ude på Frederiksberg. Og jeg har så dårlig samvittighed, for først kom den op i sommerhuset, hvor jeg heller ikke ku’ ha’ den, og så måtte min kæreste sætte den i Den Blå Avis, og så kom der nogen ...«.

En anden mand vel?

»En anden mand, præcis – og købte den. Den scene, du nævner, er min undskyldning over for min kæreste. Jeg var nødt til at have et par replikker, der hed: »Skal den stå her?«, hvortil hun svarer: »Ja, der er den helt perfekt«. Det var min måde at sige undskyld til min kæreste, ’Snit’. Man skal kunne rumme andre menneskers gamle stole. Men som kvinde ved vi jo, at det er os, der har den gode smag, og vi elsker at arrangere og styre ting. Og hvis du vil have sådan en stol og sådan nogle mærkelige skifterammer med karikaturtegninger, fra dengang du var soldat, hængende – så kan det altså ikke være i stuen. Jeg tror, man bliver lykkeligere, hvis man kan rumme det«.

Hun er blevet 50, deraf de nye indsigter. Eller rettere: Hun siger, hun er fyldt 50, lidt som en forsikring, lidt for at det ikke skal slå for hårdt, når hun faktisk fylder 50 første dag i november.

»Okay, jeg er 49«, erkender hun.

»Komma nioghalvfems!«.