Hold nu op, hvor er Nikolaj Lie Kaas dog en alsidig skuespiller!

Hvis man bruger sine søndage på at se ’Forbrydelsen III' kan man se Kaas som alvorlig og professionel PET-type med velsiddende v-hals og styr på sagerne.

Men her i Hella Joofs nye romantiske komedie giver han den så hele den anden arm som storsjofel slendrian i rollen som den romantiske antihelt Gordon Dennis.

LÆS OGSÅHella Joof hylder hulemanden med et højt hurra

Det mest imponerende er, at han er lige troværdig i begge roller; der er nemlig altid menneskelige sprækker i rollernes ydre panser hos Nikolaj Lie Kaas.

Så selvfølgelig findes der noget forsonende ved den upassende grovmundede Gordon, selv om det tager filmens hovedperson, Anne (Lene Maria Christensen), lidt tid at finde det, der gør Gordon til et ordentligt menneske.

Hun leder ellers grundigt, da det viser sig, at Gordon efter alt at dømme er mennesket bag den anonyme sæddonation, der lige nu er ved at vokse sig til et barn i Annes livmoder.

Fra stenaldermand til menneske
Bag den højst aktuelle tematik om sæddonation og fordele og ulemper ved de nye familieforhold, der opstår deraf, gemmer der sig en eviggyldig, næsten klichépræget historie om modsætninger, der mødes.

Når Hella Joofs kærlighedskomedie alligevel lykkes, skyldes det simpelthen Lene Maria Christensen og Nikolaj Lie Kaas’ smækcharmerende samspil.

For selv om der ikke er noget nyt i historien om den kontrollerende kvinde, der skal lære at overgive sig til kaos i form af den utæmmede ungkarl, bliver mødet mellem kontrol og kaos aktualiseret så fint og menneskeligt af de to skuespillere.

LÆS OGSÅBiograferne boomer med danske storfilm

Et godt eksempel på vidden i deres samspil er scenen, hvor de går på restaurant sammen for første gang. Hun vil så gerne finde de gode gener i ham, men han træder hele tiden ved siden af.

De er kejtede, han joker på alle de forkerte tidspunkter, og man ser panikken brede sig i hendes ansigt.

Men da en mand ved nabobordet begynder at genere Anne, træder Gordon pludselig i karakter som mand, og da går hans figur fra at være ensporet stenaldermand (og ikke på den moderigtige palæo-måde) til at være et menneske, Anne – og vi - kan holde af.

Baller og bare bryster
Hella Joof har sans for de små detaljer i spillet og ikke mindst i sproget, der hele tiden vendes og drejes, så smilet aldrig lægger sig.

Så kan det godt være, at et par af figurerne, heriblandt Casper Crumps perfekte drømmefyr, er tegnet vel tydeligt op, ligesom der er lige rigeligt med platte jokes, bare baller og bryster.

Men 'Sover Dolly på ryggen?' holder akkurat balancen mellem sjov og fjoget takket være det gode spil (også i form af blændende birollepræstationer fra Sidse Babett Knudsen, Birthe Neumann og Keld Heick) og en sødme, der sender tankerne tilbage til 'Den eneste ene'.