Daniel Craig sejler ind i suiten på en sky af selvbevidsthed i et arkitekttegnet lysegråt jakkesæt, der sidder på ham, som var det en våddragt.

Hele formiddagen har han skullet tilbagevise rygter om en heftig homoseksuel scene mellem 007 og den nye James Bond-films ærkeskurk, spillet af en heftigt brintet Javier Bardem, og han har ikke siddet ved vores femmandsbord i mere end få sekunder, før den er der igen.

LÆS ANMELDELSE50-årig Bond giver mere af det hele uden at blive for meget

»Der er ingen homoerotik i denne film«, siger han kategorisk, »og tro mig, det er ikke, fordi jeg er bange for emnet. Jeg er ikke bange for noget! Det eneste, der er sluppet ud om filmen allerede, er denne lille barnlige ting, som slet ikke handler om homoseksualitet. Det handler om to magtfulde mænd, der tager røven på hinanden. Det er et pokerspil!«.

Ingen spændetrøje
Scenen, der skabte opsigt ved pressevisningen af ’Skyfall’, er den, hvor skurken Silva møder op for at forhøre 007, der er bundet til en stol, og flirter med ham for at prøve at ydmyge ham, og stryger ham op ad lårene.

»Det er ikke noget, der gør Bond pinligt berørt«, siger Craig, »ikke engang i det mindste«.

Da jeg mødte Craig for første gang, tilbage i 2006, da han blev lanceret som den nye Bond, fortalte han ivrigt om, at den kendteste britiske actionhelt nogensinde ikke var nogen spændetrøje for en dygtig klassisk karakterskuespiller, og da jeg spurgte, om man faktisk godt kunne spille 007, som om han var Shakespeares Hamlet, hvis bare man ikke fortalte tilskuerne om det, var han helt med på den.

LÆS OGSÅJames Bond dropper Martini for øl

Nu har Craig været Bond, James Bond, tre gange og har skrevet under på endnu to film i serien. Hans karriere ved siden af Bond ser lidt blegnæbbet ud, men det gjorde den ærlig talt også inden Bond – det ser ikke ud, som om han har sat noget over styr.

»Oprindelig var jeg jo overordentlig skeptisk over for det her job, og med god grund«, siger han i dag, »og jeg understregede over for producerne, at de ikke skulle regne med, at jeg tog Bond på mig uden for filmsettet. Jeg mener, jeg er ikke James Bond. Han er sådan cirka den person, der ligger allerfjernest fra mig. Han går på toilettet – jeg går på toilettet, det er alt, hvad vi har tilfælles. Men jeg kastede mig over arbejdet og engagerede mig på alle niveauer af produktionen fra de allertidligste manuskriptmøder. Denne gang har jeg nok overtrådt alle regler ved faktisk at hyre Sam Mendes som instruktør, det er ligesom ikke mit job«.

9/11 ændrede Bond
Under indspilningen af ’Die Another Day’ i 2001 kom 9/11 og drev en kile ind mellem især amerikanerne og deres actionfilm.

Da jeg senere på dagen møder Barbara Broccoli, datter af Albert Broccoli, der fandt på 007-franchisen for 50 år siden, og arving til rettighederne og selv 007-producer siden 1987, siger hun, at terrorangrebet på USA gjorde, at Bond skulle nytænkes med det samme.

»Pierce Brosnan var en uhyre populær Bond«, siger hun, »men efter 9/11 måtte vi skifte alt ud. Vi følte, at vi måtte anlægge en ny og mere alvorlig tone«.

Derpå fulgte ’Casino Royale’, den første film i den nye generation af mørkere og mere muskuløse Bondfilm, nu med Daniel Craig i hovedrollen, og senere igen ’Quantum of Solace’.

De nye film revitaliserede utvivlsomt serien, gav den et mere nutidigt udtryk med virkelige bøllebank i stedet for den elegant koreograferede vold i de tidligere film, som aldrig risikerede at give nogen sved på panden.

Bond eller Bourne
Den nye Bond endte med at være tæsket både gul og blå. Men sideløbende var en gådefuld, hårdtslående og prosaisk spionantihelt ved navn Bourne, Jason Bourne, blevet født, og kritikken om, at Bond og Bourne efterhånden var nærmest identiske, blev mere og mere højrøstet.

»Det var interessant, at nogen så det sådan«, siger Barbara Broccoli tørt, »for spiondramaet fandtes jo slet ikke inden Bond«.

LÆS OGSÅKommentar: Bond er bare for cool

Jeg tror mere, det var den måde, Bond var begyndt at se ud og føles på, der mindede folk om Bourne.

»For mig at se var Bourne-filmenes udtryk inspireret af en klassisk Bond-titel som ’Agent 007 jages’ fra 1963. Hos os stjæler vi kun fra os selv, altid kun fra tidligere film. Vi laver Bond-film, det er jo det, vi gør«.

Mendes på glatis
Der er en trend inden for actionfilmen i disse år mod at sætte respektable instruktører til at lave dem, såsom Christopher Nolan, der har stor publikums- og kritikersucces med sin Batmanserie.

Sam Mendes, berømt og prisbelønnet for lødige dramaer som ’Revolutionary Road’, og ’American Beauty’, var et overraskende valg til 007.

Når man sætter ærværdige navne med en høj dramatisk profil til at instruere actionfilm, bliver det normalt noget ret grublende og artyfarty-seriøst, men du synes at boltre dig i genren på dens egne vilkår?

»Det er jo James Bond, ikke?«, genspørger Sam Mendes. »Jeg har kendt Daniel Craig i masser af år, og jeg driller ham altid med, at han altså har mere end ét øjenbryn, som han kan rynke hen over næseryggen«, og Mendes lægger ansigtet an som en karikatur af en bekymret, eksistentielt udfordret karakterskuespiller.

LÆS OGSÅAnmelderne får et kick ud af dyster Bond

»Daniel er blevet losset over i gruppen af skuespillere, der har sådan et grublende, intenst ansigtsudtryk, men jeg kender ham som spasmageren over dem alle. Det samme med mig selv: Jeg laver seriøse dramaer, det er det, jeg gør. Jeg havde brug for at foretage mig noget, der kunne overraske mig selv. Der var ikke ét øjeblik under optagelserne på ’Skyfall’, hvor jeg tænkte, at det her skud havde jeg lavet før!«.

Meget vrøvl om filmfolk
Mendes, der er blevet idoliseret siden filmdebuten i 1999, vender sig stærkt imod som filminstruktør at skulle være hævet over noget:

»Jeg vil gerne være sådan en mand, der kan tilpasse sin stil til det forhåndenværende emne. Efterhånden som jeg bliver ældre, indser jeg, at der er visse stiltræk, der dukker op i mine film igen og igen, om jeg vil det eller ej – en særlig måde at komponere et billede på, en måde at instruere skuespillere på – så nogen ægte kamæleon bliver jeg nok ikke. Men jeg elsker instruktører som Ang Lee, Steven Soderbergh, Roman Polanski og Milos Forman, alle europæere ligesom jeg, og folk, der arbejder inden for alle genrer. Ang Lee har lavet ’Tiger på spring, drage i skjul’, ’Ice Storm’ og nu ’Life of Pi’ i 3D!«.

»Der siges og skrives så meget vrøvl om filmfolk. Der er uendelig få auteurer i branchen. Paul Thomas Anderson (’The Master’, ’Magnolia’ m.fl.) er en af dem. Alle vi andre er håndværkere og historiefortællere, spørgsmålet er blot, hvor gode håndværkere og fortællere«.

Alle disse skurke ...
Noget opsigtsvækkende ved ’Skyfall’ er, at den på den ene side har et vingefang, der er større og mere klassisk, end Bond har været længe, optaget i store, mættede totalbilleder, samtidig med at den i sin kerne er mere intim og privat.

For første gang har vi en Bondskurk, Silva, der ikke er ude på at overtage verdensherredømmet, men har en helt privat høne at plukke med Bond - og med M.

LÆS OGSÅHele verden er ramt af James Bond-mani

»Alle disse skurke, der vil sprænge verden ad helvede til med en atombombe ...«, sukker Javier Bardem, da jeg er nået til at mødes med ham på dagens 007-menu.

»I ’Skyfall’ kæmper alle med deres private problemer, og alle forholder de sig på hver sin måde til de samme temaer, mellem fortid og nutid og mellem det, der er skjult, og det, der ligger åbent fremme. Det er et begavet manuskript«.

»Silva er ude på en personlig vendetta«, supplerer Sam Mendes lidt senere på dagen. »Jeg ville ikke have den der ’Åh, Bond, jeg står her med en a-bombe og skal til at sprænge hele verden i luften!’. Den slags er så nemt, at det er komisk«.

Bjørneomfavnelse fra Bond
Skismaet mellem det lidt for nemme og det mere betydningsbærende skinner også igennem i de aktuelle Bondpiger, måske det mest ringeagtede fag inden for filmbranchen. Her ved alle, at en D-skål udkonkurrerer alt, hvad der kunne minde om talent! Men de to kvinder fra ’Skyfall’ er kloge og seriøse.

Den franskcambodjanske Bérénice Marlohe vil allerhelst bruge sin platform til at tale om behovet for et gennemgribende cambodjansk retsopgør flere årtier efter Pol Pot og De Røde Khmerer, men britiske Naomie Harris, der er så klassisk uddannet som nogen, vil jeg lade komme på banen med anekdoten om første gang, hun mødte Daniel Craig:

»Jeg var så kuet af situationen og ville gerne gøre et godt indtryk. Daniel var ved at prøve kostumer i sin garderobe, og det kunne jeg se, da jeg gik forbi med en veninde, som så sagde: »Hov, skal vi ikke gå ind og hilse?«, og jeg afslog det hastigt og gik videre. Så løb Daniel efter mig, slog mig oven på hovedet og sagde: »Hvor er du på vej hen, dumme tøs!«, og så gav han mig den her bjørneomfavnelse og var bare så varm og ...«.

Ja, og så var han halvnøgen, det har vel også hjulpet ...

»Arrh, det var han dog ikke«, siger Harris. »Han havde dog en kashmirjumper på«.

Ballade i kulissen
Cut tilbage til Craig igen. Nu i den der grå habit, der intet overlader til fantasien. Tænk, at et sæt tøj kan sys, sådan at man regulært ser mandens bicepsmuskel spille, når han løfter vandglasset til munden!

»Modsat dengang i 2006 er jeg nu bevidst«, siger han, »om, at der er grænser for Bond. Han kan ikke spilles som Hamlet. Folk siger om ’Skyfall’, at den viser en mere emotionel Bond, men det er jeg ikke enig i. Det er historien, der er mere emotionel, ikke måden jeg spiller ham på. Sam Mendes og jeg talte meget om det, om, at det her og det her kan han gøre, men aldrig det og det. Når dagen er omme, skal han kunne rette på sit slips og gå videre«.

LÆS OGSÅDen moderne mand ligger mellem James Bond og Åbergs far

Du har skrevet under på at spille Bond to gange mere. Hvem kommer til at instruere?

Bond, undskyld: Craig, læner sig over bordet mod mig, så det spænder alle de rigtige steder i habitten, og hvisker dramatisk:

»Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg fik meget ballade, fordi jeg kom til at bestemme, hvem der skulle instruere den her«.