Når der i næste uge skal uddeles European Film Awards (EFA) i Malta, er ’Barbara’ en af de stærke modstandere, Thomas Vinterbergs ’Jagten’ er oppe imod.

Christian Petzolds drama, der fik Sølvbjørn i Berlin og er Tysklands oscarkandidat, er den foreløbige kulmination på karrieren for den 52-årige vestberliner, der siden årtusindskiftet har markeret sig stærkt i tysk film.

Ikke mindst takket være sit samarbejde med skuespillerinden Nina Hoss, som også spiller hovedrollen i ’Barbara’, og som også er EFA-nomineret.

Da jeg får fat på Christian Petzold, er han dødtræt efter en lang nats optagelser på sin nye film.

Han er ved at indspille en film, som udspiller sig i 1945 og handler om en overlevende fra Auschwitz, der kommer tilbage til Berlin for at genfinde sit liv.

Faktisk er Petzold lidt i tvivl om, hvorvidt han overhovedet kan udtrykke sig sammenhængende på engelsk, siger han i telefonen.

LÆS OGSÅTysk film gør alsidigt comeback i år

Men det går nu strygende, skal det vise sig.

Petzold er en mand med skarpe holdninger til filmkunsten og ikke mindst en meget anderledes film om DDR på samvittigheden.

’Barbara’ er hverken en lun satire som ’Goodbye, Lenin’ eller en dyster storbyskildring som ’De andres liv’, men er en fremstilling af et provinsielt DDR fra de tidlige 1980’ere. Et land med systematisk undertrykkelse og begrænsning af borgernes frihed, men også et land med en egen søvnig rytme og forfalden idyl.

Forvist til randområderne
Efter at have formastet sig til at søge om udrejsetilladelse er lægen Barbara blevet internt landsforvist fra det prestigiøse berlinerhospital Charité til en lille provinsby. Her skal hun takle de faglige udfordringer, mens hun bliver overvåget og chikaneret af Stasi og plejer hemmelige planer om at flygte til Danmark.

»Faktisk fik jeg allerede ideen i 1980’erne«, fortæller Petzold.

Instruktør.  Cristian Petzhold

»Dengang læste og læste jeg som en gal, og en af de forfattere, jeg læste, var den østrigske Hermann Broch. Han havde i 1930’erne skrevet en roman, ’Barbara’, om en kvindelig læge på kant med systemet. Historien blev hos mig, og da jeg nogle år senere lavede en film med Nina Hoss, fandt jeg i en boghandel en udgave af ’Barbara’ med et billede lavet af Gerhard Richter på omslaget. Her lignede Barbara fuldstændig Nina, så jeg købte bogen til hende, og tanken om filmen tog form.

Men jeg ville ikke lave en film om Tyskland i 1930’erne. Det bliver altid sådan nogle store, tunge ting lavet af Konstantin Film og den slags. Så jeg bryder mig ikke om den epoke på film«.

»Men tre år senere mødte jeg en læge fra DDR. Han fortalte mig, hvordan det havde været. Hvis man som læge havde ytret ønske om at forlade landet, blev man straffet. Mændene blev sendt i hæren, hvor de så kunne bruge al deres tid og ekspertise på soldaternes stinkende fødder med alt det der snask mellem tæerne. De kvindelige læger blev forvist til randområderne. Andre mennesker blev enten smidt direkte i fængsel eller ’solgt’ til Vesttyskland, men der var brug for lægerne, som der ikke var nok af i DDR«.

Bogen bag filmens hovedperson
Faktisk får man i filmen ikke direkte at vide, hvori Barbaras brøde består. Det er en del af Petzolds metode. Han vil ikke fortælle mere, end han viser på lærredet.

»Du ser bleg ud. Har du været i fængsel?« – »Ja, jeg har været i fængsel« er ikke et replikskifte, man vil møde i en Petzoldfilm. Til gengæld udstyrer han sine skuespillere med meget udførlige biografier over deres figur.

LÆS OGSÅGlade prisvindere i Berlin: Krisen i dansk film er afblæst

Om Barbara hedder det bl.a.:

»Hun er socialist. Man blev ganske enkelt ikke ansat som læge på Charité uden at være partimedlem. Barbara er socialist, men en skuffet socialist. I de sidste ti år var DDR fuldstændig forstenet uden nogen form for åben debat. I stedet er hun blevet betaget af en mand fra Vesten med en hedonisk krop, som de kom til at se ud i 1970’erne. En antipreussisk mand. Hun vil undslippe de snærende bånd om kroppen i DDR. Og det er hendes forbrydelse«, fortæller Christian Petzold.

»Jeg syntes, det gav mening at fortælle om DDR som ét stort hospital med befolkningen i rollerne som læger og patienter«.

Fantastiske somre
Det er et andet DDR, end vi er vant til at se på film. Et mere lurvet, stille og provinsielt DDR?

»Vi får altid de samme billeder af Det Tredje Rige på film, og det samme gælder for DDR. Billederne er grå, fulde af militær, og folk danser aldrig. Det ligner Nordkorea! Men jeg kom der ofte som barn. Mine forældre var flygtninge fra 1959 og vendte tit tilbage til DDR. Ude på landet. For mig var det et sted med fantastiske somre. Man kunne svømme i floderne, og pigerne og drengene flirtede.

Når man fortæller, er man nødt til at have begge sider med. Ja, der var systematisk mistro og militarisering, men der var også helt almindelige liv. Det var ikke som i en skrækfilm«, siger Petzold, der blot tre kilometer uden for Berlin fandt en lille by, hvor tiden tilsyneladende havde stået fuldstændig stille. *

Det var som at befinde sig i eventyret om det sovende samfund, i de 3-4 måneder filmarbejdet pågik.

Glimt af gamle idealer
Ændrer billedet af DDR sig, som vi kommer længere væk fra Murens fald?

»Ja, det tror jeg. I vore dage ligner Østtyskland næsten mere klicheen om Østtyskland, end det gjorde i 1980’erne. Det er farveløst, og kursen er sat direkte mod Korea. For der er ikke noget arbejde, og mange er racister. Så for mange forekommer DDR i 70’erne at være et mere idyllisk sted end nutidens Østtyskland. DDR blev i 1949 oprindelig grundlagt ud fra nogle idealer. Man var antifascistisk og for folket.

Jeg tror måske, at en af grundene til, at min film er gået så godt i Spanien og Grækenland, er, at den handler om et land, hvor man stadig har et glimt af de gamle idealer og har den socialistiske grundide, at der skal være arbejde til alle. Også selvom det betyder, at der er flere læger end patienter på hospitalet!«.

Lyden af en bil var en høj lyd i DDR
Lægeløftet er på mange måder filmens dramatiske omdrejningspunkt.

Barbara vil flygte til Vesten, men der bliver ved med at opstå livstruende situationer på hospitalet, hvor hendes ekspertise er påkrævet. Hun vil væk, men mod hendes vilje får arbejdsfællesskabet med lægekollegaen André andre undertoner i en kærlighedshistorie, der handler mere om etik end romantik.

»I sidste ende kan der ikke være romantik uden etik. Barbara vil helst ikke bryde sig om André, men måden han arbejder med patienterne på, gør det umuligt for hende at hade ham. Han er for kompleks til at kunne rummes i hendes endimensionale afvisning«, forklarer en tysk filminstruktør, som stadig laver film om og for rigtige mennesker.

Filmen opleves som meget virkelig. Var beslutningen om ikke at bruge musik en del af den bestræbelse?

»Der bliver brugt alt for mange effekter i dag. Jeg håber, 3D vil dø i løbet af 2-3 år. Jeg hader det! Jeg ville have, at det skulle være sådan, at når man lukkede øjnene, ville man kunne se DDR ved at høre det. Man kunne høre naturen. Der var ikke så mange teknologiske interventioner. De havde ikke mange biler. Når en eller anden startede en bil, var det en meget høj lyd i DDR«.

Vigtigt skulderklap
Når man hører lyden af en bil, så ved man, at man skal være på vagt?

»Ja, det er lidt som i en film fra 30’erne. Kvinden står i køkkenet. Hun hører lyden af en bil. Hun og vi ved, det er noget særligt. Måske er det politiet. Måske en mand, der vil fortælle, at hendes mand er død. Bilen var altid en dramatisk lyd. Men i vore dage er det akustiske rum alt for overfyldt til den slags«.

Og man ville alligevel ikke kunne finde en parkeringsplads. Din film er nomineret til adskillige EFA-priser. Er det noget du trækker på skuldrene ad, eller er det et vigtigt skulderklap?

»Min første reaktion var at trække på skuldrene, men så opdagede jeg, at jeg spillede skuespil. Det er faktisk et skulderklap, der har gjort mig rigtig glad«, fortæller Petzold, hvorpå vi aftaler at mødes til en kop kaffe i Malta i næste uge. I 3D.