Et par hundrede kilometer syd for New York, i staten Maryland, finder vi havnebyen Baltimore, en by på rundt regnet samme størrelse som København.

Her både bor og arbejder den uafhængige, amerikanske filminstruktør Matt Porterfield, der med sine to første spillefilm – der i dag og i morgen kan ses i Husets Biograf i København – har været med til at slå en ny og på én gang drømmende og socialt engageret tone an i det uafhængige amerikanske filmmiljø.

LÆS OGSÅUhøjtidelig komedie lokker hjertevarmen tilbage i amerikansk film

I debutfilmen ’Hamilton’ (2006) følger vi uden de store dramaturgiske armbevægelser et ung par, der forsøger at få hverdagen i den nordøstlige del af byen til at gå op i kølvandet på en, deres unge alder taget i betragtning, noget tidlig graviditet, mens vi i hans anden film, ’Putty Hill’ (2010), i samme nedtonede stil følger en håndfuld unge i dagene op til begravelsen af en af deres venner, der er død af en overdosis.

Kærligheden til Baltimore
Begge film er utænkelige uden Baltimore. Det er her, instruktøren finder inspiration til sine fortællinger, hugget ud af hverdagens små og store hændelser, og det er her, han finder sine skuespillere – alle sammen uprøvede talenter, som gør deres entre på det store lærred i hans film, hvor de spiller roller baseret på, hvem de er, og hvad de laver i virkeligheden.

»Jeg tror på, at man som instruktør skal fortælle historier om det, man kender bedst, om det så er et særligt miljø, man kommer fra, ens familie eller ens personlige historie«, siger Matt Porterfield, da jeg fanger ham en sen søndag aften på en skrattende mobilforbindelse.

LÆS OGSÅRobert Redford: Sundance viser sandheden om verden

»Da jeg skrev min første film, boede jeg i New York, og jeg tror, jeg blev inspireret til at fortælle en historie fra det kvarter i det nordøstlige Baltimore, hvor jeg selv voksede op, fordi jeg savnede det. Jeg savnede alt omkring det. Lydene, stemningen og den særlige kvalitet, lyset havde. Energien i det sted var så meget anderledes end New York«, siger manden, der af flere af USA’s førende filmkritikere, herunder Richard Brody, Jonathan Rosenbaum og Roger Ebert, er fremhævet som en af de mest interessante stemmer i den amerikanske filmindustri lige nu.

Tales hverken ned til eller glorificeres
Og det, de peger på, er netop Porterfields stemningsbårne og ekstremt billedstærke skildringer af mennesker fra en mindrebemidlet del af befolkningen, der nok har fået et par psykiske knubs, men som hverken tales ned til eller glorificeres. Og som måske endnu vigtigere aldrig gøres til klicheer af sig selv.

Matt Porterfields film er et frisk pust på en amerikansk indie-filmscene, der længe har trådt vande mellem den såkaldte mumblecore-bevægelse, med de endeløst snakkesalige sædeskildringer fra en begivenhedsløs middelklasseopvækst, og den kradse realisme fra udkants-USA i film som Debra Graniks slagkraftige undergangsdrama ’Winter’s Bone’.

Porterfields film tilbyder et alternativ med deres formelle kvaliteter og deres mod til at engagere sig i en virkelighed, der ikke nødvendigvis skal vise sig fra sine værste sider.

Forlænget ungdom
Der er med andre ord intet negativt eller forceret dramatisk over hans skildringer af rodløse unge, der lever i en slags »forlænget ungdom«, som han selv gerne vil kalde den tilstand, de befinder sig i, og som han mener »begynder så tidligt som i 12-års alderen og fortsætter et godt stykke ind i tyverne«.

Hovedpersonerne i hans film har det måske hårdt i øjeblikket, men rundt om karaktererne skildrer han en hverdag, der emmer af skønhed.

LÆS OGSÅFilmredaktøren: Den foreløbig bedste film kan ikke vinde Guldpalmen

Som når den unge, vordende far i ’Hamilton’ bruger en eftermiddag på at vandre Baltimore tynd, eller når de sørgende unge i hans anden film slår tiden ihjel med at bade i en nærliggende sø, så indfanger han dem stadig i et lys, der elegant viser, hvor smukt alting stadig kan være – selv når tingene er hårdt pressede på den indre front.

På bølge med børnene
På den måde kan Matt Porterfield kaldes en foregangsmand for en ny bølge af amerikanske instruktører, der med ungdommen ved roret og en stålsat tro på fremtiden er stævnet ud for at generobre deres forjættede hjemlands sagnomspundne mytologi.

Siden Matt Porterfield med ’Hamilton’ stod alene med den drøm, er flere kolleger stødt til, fra østkystinstruktørerne Alistair Banks Griffin og Jaffe Zinns til den Austin-baserede David Zellner, der i film som ’Two Gates of Sleep’ (2011), ’Magic Valley’ (2011) og ’Kid-Thing’ (2012) ligeledes placerer en sørgende ungdom i smukke optegnede miljøskildringer, der er rige på både stemning, billeder og kærlighed til karaktererne – som også er alle filmenes ultimative centrum.

Kendetegnende for denne nye tendens er også en afstandtagen til normale fortællemæssige skabeloner på den ene side og evnen til at drømme på den anden.

For nok er stemninger og miljøskildringer i højsædet i denne afart af karakterdrevet realisme, men vigtigere end noget andet er deres film fyldt med drømme – som er med til at give deres film en næsten eventyrlig kant, der konstant forsikrer tilskueren, at alt potentielt kan ske.

Igennem ungdommen drømmes der om fremtiden
Det er ikke mindst tilfældet i det nyeste, og måske indtil videre også mest populære, skud på stammen, nemlig indie-hittet ’Beasts of the Southern Wild’, der får dansk premiere i starten af næste år under titlen ’Hushpuppy’.

Her fortæller instruktøren Benh Zeitlin en smuk undergangsfortælling fra et både sydende, svingende og oversvømmet syd om den unge Hushpuppy, der forsøger at begribe en ny verden komplet med drømmende virkelighedsudfald og stemningsbåret realisme.

LÆSA OGSÅNorsk ungdomsindie tager arven op fra 'Fucking Åmål'

Det er gennem ungdommen, at disse fremstormende instruktører drømmer om fremtiden. En ungdom, som vokser op i et samfund, der stik mod de daglige avisprognoser om arbejdsløshed, økonomisk konkurs og naturkatastrofer alligevel ikke virker tømt for muligheder.

Og Matt Porterfield lægger da heller ikke skjul på, at det også er interessen for samfundet af i morgen, der gennemsyrer hans film.

»Mine film handler om overgange«, siger han.

»Og selv om der ikke er nogen konklusion på deres tilstand, så er der stadig en masse håb. Måske først og fremmest fordi jeg selv har en stor del håb for menneskeheden og for det potentiale, vi har til at overvinde selv den største modstand«.

Ny amerikansk indie:

• Two Gates of Sleep (2011) Løst inspireret af sydstatsforfatteren William Faulkners roman ’As I Lay Dying’ skildrer den spillefilmsdebuterende Alistair Banks Griffin her to unge mænd, der efter deres mors død bærer hendes kiste på den sidste, lange rejse, gennem et på en gang uhyggeligt og magisk landskab.

• Putty Hill (2010) En ung knøs er død af en overdosis, og vi følger hans brødre og søstre samt nærmetruktøren Matt Porterfields stemme høres, når han spørger de fiktive personer om deres forhold til den afdøde, og herigennem tegnes et smukt portræt af sorgen – og livet på den anden side.

• Magic Valley (2011) Livet i udkants-USA skildres her som et elegant atmosfærestykke i musikeren Jaffe Zinns debutfilm om et mystisk dødsfald og underlige efterdønninger. En film, der ånder i detaljerne, ikke mindst på lydsporet takket være filmens danske komponist, Mads Heldtberg fra Düreforsøg og lyddesigner Peter Albrechtsen.

• Hushpuppy (2012) Benh Zeitlins fortælling om den unge Hushpuppy, der nedfælder sin egen historie til eftertiden som runer på en papkasse, er et af sidste års største amerikanske indie-hits. En magisk-realistisk skildring af virkeligheden i kølvandet på naturkatastrofens komme. Filmen får dansk premiere i januar 2013.

• Kid-Thing (2012) Et stort hul i jorden er det næsten mytiske omdrejningspunkt i David Zellners ellers hverdagsrealistiske fortælling om en lille pige, der vælger ikke at hjælpe, da hun finder ud af, at en person er fanget i det. I stedet forsøger hun at etablere en helt anden kontakt.