Det er svært lige at vurdere, hvem af dem der har længst hår. Det kræver et målebånd.

I både Andrew Dominiks og Brad Pitts tilfælde falder håret blødt ned over nakken, og det er, som om de har besluttet sig for at ligne hinanden, ligesom at tage det skæbnefællesskab på sig, der er ved at tegne sig i den umiddelbare horisont.

Brad Pitt ved alle, hvem er. Men Dominik?

’Killing Them Softly' er deres andet fælles værk efter den mirakuløse, lyriske ’The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford’ for fem år siden.

LÆS ANMEDLELSEBrad Pitt er iskold lejemorder i moderne gangsterland

Mandefællesskaber
Ikke så meget fælles i den forstand, at Dominik instruerer, og Pitt spiller hovedrollen – den slags hyppige samarbejder er der masser af. Men ligesom Pitt har Dominik som sin daglige chef på filmsettet, hedder Dominiks daglige chef – Brad Pitt, eftersom Pitt har produceret begge film.

Hvordan de selv hitter rede i det, må de om, at samarbejdet ikke er gnidningsløst, er indlysende, når man ser dem optræde sammen eller læser interview med dem. Og at de holder ved, er et af de bedste eksempler i filmverdenen i dag på, at hvis man vil bløde lidt for det, kan filmkunsten stadig rykke.

LÆS OGSÅWestern-drama sætter sig mellem to stole

Pitt og Dominik er udmøntningen af, hvad deres film handler om: mandefællesskaber. Ud af de 351 minutters film, Andrew Dominik har sendt på markedet siden debuten med ’Chopper’ i 2000, vil jeg skønne, at kvinder har medvirket i de 15 eller 20.

Det er meget markant.

I ’Killing Them Softly’, det nye gangsterdrama, parrets bud på et nyt Amerika uden sammenhængskraft, har James Gandolfinis ulykkelige lejemorderkarakter en luder hængende ud på sit hotelværelse og taler længe og hændervridende om sin kone derhjemme, men det er mest fraværet af dem rent fysisk, der tegner filmenes atmosfære af testosteron og følelsesmæssig utilstrækkelighed.

En værre redelighed altså
’Killing Them Softly’ foregår i 2008 i et New Orleans, som Gud har forladt. Hurricane Katrina har været der og efterladt en spøgelsesby, og når demokraternes Barack Obama og republikanernes John McCain taler om én nation, én amerikansk skæbne og identitet, viser filmen det bundfald, der blev tilbage, når alle har skummet fløden.

Et par vinde og skæve småforbrydere (Scott McNairy og Ben Mendelsohn) røver en forsamling af mafiøse gamblere, der sætter en embedsmand (Richard Jenkins) på sagen.

Han hyrer på gangsternes vegne lejemorderen Jackie (Brad Pitt), som dog ikke kan lide at komme på for tæt hold af dem, han skal slå ihjel, så han sender bud efter sin navnkundige kollega Mickey (James Gandolfini), som dog mest sidder på sit hotelværelse og ikke kan tage initiativ til noget som helst. En værre redelighed altså. Noget må ske.

»Jeg kan godt lide vold på film«, har Andrew Dominik udtalt i forbindelse med ’Killing Them Softly’, en af den slags interviewsvar, man typisk får ballade for.

»Film handler om drama, og vold er det mest romantiske udtryk for drama. Men jeg håber, jeg bruger volden anderledes end de fleste, mere ... modent. Jeg vil gerne vise, hvor skræmmende og oprørende vold er for den, der udøver den. Alle karaktererne i min film er bevidst om, at vold er potentielt pinligt og ubehageligt, og de vil helst ikke vide af den. De vil også helst på så lang fysisk afstand af deres ofre som muligt. Jackie vil gerne gøre drabet til en så positiv og rar oplevelse som muligt for offeret, og han væver hele denne vidunderlige fantasi rundt om dem, inden han slår dem ihjel«.

Engleblide Pitt
Den snerrende subversive tone i ’Killing Them Softly’ overraskede mange kritikere efter løvfaldsvemodet og tristessen i ’The Assassination of Jesse James ...’.

»USA er ikke et land, det er en forretning«, blev et af sæsonens mest anvendte citater, og det har været interessant at følge, hvordan Andrew Dominik gerne er gået ud ad en tangent med en USA-kritik, som hans producer og stjerne, Brad Pitt – som den pæne mand, han er – har prøvet at danse uden om.

I Cannes, hvor filmen blev vist i maj, udbredte Dominik sig om, hvordan ’Killing Them Softly’ faktisk handler om finanskrisen og de folk, der bliver hyret til at rydde op efter den, og Pitt blev spurgt, om han havde en kommentar til det politiske indhold.

Høfligt tager Brad Pitt sig god tid til at læne sig frem mod mikrofonen oppe på podiet, før han engleblidt siger: »Nej«.

En teskefuld sukker
Men sidenhen har Pitt gerne erkendt, at han og Andrew Dominik begge elsker film, der har en farlig understrøm kørende neden under plottet, og han har plæderet for, at en genkendelig filmgenre kan være som en teskefuld sukker, der kan få mere komplekse – og upopulære – udsagn til at glide ned.

Dominik selv har sagt, at hvor ’The Assassination of Jesse James ...’ er »som en sang af Leonard Cohen«, da er ’Killing Them Softly’ mere at sammenligne med en popsang:

»Meningen har ikke været at lave en subtilt underdrejet film«, siger han. »Alle taler oven på alle i filmen, og oven i alt det snakker sangene også bare løs«.

LÆS OGSÅKim Skotte: Pitt er iskold i brutalt gangsterdrama

At filmen er en gangsterfilm, var ifølge Dominik ren logik:

»Krimien er den ærligste af alle amerikanske genrer. Kun her er det totalt legitimt at være motiveret udelukkende af dit begær efter penge. Det svarer meget godt til, hvad jeg har erfaret med amerikanere i det hele taget, især selvfølgelig i Hollywood.

Selv var jeg meget optaget af penge på det tidspunkt, da jeg skulle have finansieret min film, mens vi var midt i en global økonomisk krise. På den måde passede det ene til det andet«.

Vold og cigaretter uden filter
Vold var i allerhøjeste grad på skemaet i Dominiks første film, ’Chopper’, et australsk lavbudgetdrama om den mest berygtede af alle australske mordere, spillet af Eric Bana.

Filmen, som Nicolas Winding Refn må have set mere end én gang, før han lavede sin ’Bronson’, var hypervoldelig, men handler om en mand, der ikke selv kan mærke smerte. For at blive forflyttet til et andet fængsel lader han en kammerat skære ørerne af sig, mens han sidder og nyder en filterløs cigaret!

Det var Brad Pitt, der bragte Dominik til bigtime-Hollywood med Jesse James-filmen, der mest af alt lignede en Terrence Malick-film, fra da Malick var ung, og som grundlæggende beskæftiger sig med de sidste måneder af James’ liv og mere end antyder, at han knytter den idoldyrkende unge Robert Ford til sig for at rekruttere ham til at myrde legenden James.

»Aktiv dødshjælp«, kaldte Dominik det. Filmen handler nok så meget om, hvordan Robert Fords liv smuldrer efter det drab, der skulle have givet ham en plads i solen.

Hvis Dickens lavede en western
»Det var en western, som Charles Dickens ville have lavet den«, sagde Andrew Dominik, »og jeg havde lyst til at vise et autentisk billede af Det Vilde Vesten, hvor folk ikke gik rundt med cowboyhat, men – som sandheden er – med bowlerhat ligesom i London«.

Han sagde også, at det, han havde lyst til at lave, var en film, som den notorisk utilgængelige Andrej Tarkovskij ville kunne være stolt af. ’The Assassination of Jesse James ...’ blev ingen publikumssucces, men kritikerne elskede den.

LÆS OGSÅGuide: Hop ind i weekenden med cocktails, natbar og gangstere

Det var Brad Pitt, der havde insisteret på at få den lavet, selv om pengemændene anede uråd, og Andrew Dominik hævder, at han er blevet set på med mistro siden. Hans tveæggede forhold til Pitt blev grundlagt her.

Marilyn Monroe-film på tegnebrættet
Da filmen blev vist for det ene prøvepublikum efter det andet, der var perplekst over for det, de så, måtte Dominik erkende, at det kan godt være, at et stort navn som Pitt formår at trække publikum til truget, men kan han få os til at drikke?

»Prøvepublikummet tænkte tydeligvis, at aha, her har vi Brad Pitt, han spiller Jesse James, altså må han have det rigtig rart, du ved. Det stod mig klart efter at have beskæftiget mig med historien i to minutter, at Jesse ikke er glad på det her tidspunkt af sit liv, men jeg er bange for, at mange mennesker havde en helt anden film i deres hoveder. De forventede noget helt andet, og trods alle beviser på det modsatte så de den film, de havde lyst til at se«.

Tre voldsomt forskellige film på 12-13 år, og Dominiks fjerde film synes at placere sig i en helt fjerde lejr. 'Blonde' kalder han den, en film om Marilyn Monroe.

Den har hverken noget manuskript eller nogen pengemand bag sig, og uden nogen kødfuld rolle til Pitt (John F. Kennedy?) er det tvivlsomt, om han kommer til at stå som producer og garant for at kunne finansiere den.