Egentlig var det ret trist, da publikum ved 21-tiden torsdag aften troppede op på den røde løber foran Dagmar Teatret. 18 år i træk har NatFilm Festival været et synligt og hørbart pejlemærke i hovedstaden. Et slags filmisk nervecenter, man altid trygt har kunnet navigere efter.

Men nu er det slut. Med NatFilm. Med gale asiatiske pang-film (med svenske undertekster) i Palads. Med smalle svenske, russiske eller tjekkiske kunstfilm i Posthusteatret. Med Åbningsgallaer, Midtvejsgallaer, Publikumsgallaer og Afslutningsgallaer i Dagmar, Empire eller Grand. Slut med alt det gode, som festivalen har budt på.

Næste år bliver NatFilm, og dermed også mændene bag, Niels Lind, Andreas Steinmann og Torsten Hvas, slået sammen med den mere 'pompøse' Copenhagen International Film Festival. Og ingen, tilsyneladende heller ikke bagmændene selv, ved endnu, hvad det kommer til at betyde for festivalen, som vi kender den i dag.

Derfor var det med en vemodig klump i maven, at man torsdag aften satte sig til rette i Dagmars store sal, efter først at have trøstet sig med en fire-fem whisky-ginger-ale-drinks fra langbordet ved indgangen, naturligvis. NatFilm skulle jo lukkes og slukkes med maner. Med John Sayles' Alabama-film 'Honeydripper'. Og instruktøren var endda selv til stede.

Halvfyldt sal
Men salen var kun halvt fyldt, og på masser af de tomme røde sæder, havde publikum derfor nonchalant smidt deres vinterovertøj. Hmmm. Ikke lige det festfyrværkeri af en hyldest til festivalen, man havde forestillet sig.

Op på scenen trådte formanden for NatFilms bestyrelse og formand for Natsværmer-fonden, Kirsten Dalgaard. Hun var rørt, virkede det som om, over at det var sidste gang, hun skulle stå der på scenen og uddele Natsværmerprisen til et ungt filmtalent.

På engelsk bød hun velkommen til festivalens internationale gæster, og overlod så mikrofonen til den altid velklædte Jon Stephensen, der med et par korte, præcise sætninger afslørede, at årets vindere af prisen var Sarita Christensen og Anders Morgenthaler, duoen bag produktionsselskabet Copenhagen Bombay. Blomster, buketter, kunst og 25.000 kroner til dem.

Som Sarita Christensen forklarede, at de to og deres medarbejdere ville bruge på 500 stykker smørrebrød. Hvorefter Anders Morgenthaler kastede sig ud i en crazy takketale om dengang, han arbejdede på et plejehjem og brugte en maskine, der, sjovt nok, også hed Sarita, til at holde de ældre folk fast, mens han spulede dem op i bagen. Han kunne blive en habil stand-upper, den gode filminstruktør...

Snork
Nå. Filmen. 'Honeydripper'. Cirka en halv time inde i John Sayles nye epos, der udspiller sig i de amerikanske sydstater i 50'erne, gik det op for publikum, at det godt kunne gå hen og blive en virkeligt tung og lang aften, det her. Altså de dele af publikum, som på det tidspunkt endnu ikke var faldet i søvn.

For magen til søvndyssende, amatør-agtigt 'provinsteater-nu-som-film'-film skal man lede længe efter. Personificeret i hovedrolle-indehaveren Danny Glover, der virkelig så træt, gammel og slidt ud. Det er et mysterium, hvorfor NatFilm valgte at åbne deres allersidste festival med så kedelig en film.

Vendte man sig om og spejdede ud i salen, sad (eller lå) cirka halvdelen af publikum dybt nede i sæderne med lukkede øjne og tog en 'morfar'. Det forstod man godt.

Galla?
Efter to stive timers discount-trip til Alabama oppe på lærredet klappede folk i cirka 30 sekunder, mest af høflighed må det have været. Og så rykkede NatFilms galla-fest hurtigt ud af biografen og over til Hotel Fox - fem minutters gang fra Dagmar Teatret.

Her stod hotellets bundstærke caipirinhas klar på bardisken til at live op i publikum (eller den tiendedel af NatFilms gæster, som oven på 'Honeydripper' stadig var vågne og i festhumør).

Klokken var nu blevet halv et om natten, og en siddende dj-duo spillede usamplede indiske hits, som en enkelt fyr besluttede sig for at rykke til på dansegulvet. Det man kunne kalde en mild søvnig stemning bredte sig over selskabet. Her taler det selvfølgelig til NatFilms undskyldning, at det heller aldrig har været let at sparke en ordentlig, vild fest i gang direkte efter at man har været i biografen. Og slet ikke på en torsdag.

Men alligevel kan man spørge sig selv - eller dem - hvorfor de så ikke, når det nu er deres sidste festival nogensinde, havde prøvet at stable noget nyt, anderledes og sjovt på benene.

For NatFilms galla-åbningsfest torsdag aften lignede fuldstændig en fest, man har været til før, til forveksling. Eksempelvis NatFilms galla-åbningsfest. Sidste år.