Anders Morgenthaler er en travl mand. Om blot et par uger har hans nye animationsfilm ’Æblet og ormen’ premiere, og allerede nu er han i fuld sving med nye optagelser af forrige års kombinerede biograf- og bogunivers ’Carsten og Gitte’, denne gang til tv.

Samtidig er han manden bag flere børnebøger, satireflodhesten Dolph og den groteske tegneserie WulffMorgenthaler, der kan læses dagligt i herværende avis. Og så er hans mindste datter ved at blive kørt ind i vuggestue, så hun er med på armen, da vi møder ham til en snak om dansk børnefilm.

Ikke så overraskende har tilværelsen som far været med til at forme hans ideer de seneste år.

»’Carsten og Gittes filmballade’ var en film for de mindste, fordi jeg på udviklingstidspunktet selv havde et lille barn. ’Æblet og ormen’ er for de lidt større børn, for nu er min ældste datter blevet lidt større«, forklarer Anders Morgenthaler.

LÆS ARTIKELMorgenthaler vil lære børn at gå i biografen

Fedt at lave voksenfilm, ukompliceret at lave børnefilm
Er det et kald at lave film for de mindste?

»Jeg ved ikke, om det er et kald, men for mig er det en befrielse, at man har det der meget umiddelbare univers. Det er også super fedt at lave voksenfilm, men for mig er der noget helt ukompliceret ved at lave børnefilm. Det er en legeplads, hvor jeg kan opløse alle reglerne og lave mine egne regelsæt – og børnene er sgu med på det!« siger Anders Morgenthaler, og fortsætter:

»Tag nu for eksempel ’Æblet og ormen’ – den handler om frugt, der er levende, og når man fortæller det til voksne, kigger de på mig, som om jeg var sindssyg, fordi de tænker: »Hvor fanden får du det fra?!««, fortæller Anders Morgenthaler med et grin.

Det stod ikke ligefrem skrevet i kortene, at Morgenthaler skulle lave børnefilm. Han udmærkede sig først med sin afgangsfilm ’Araki – The Killing of a Japanese Photographer’ (2002), som blev udvalgt til filmfestivalen i Berlin og til Semaine de la Critique i Cannes.

Og siden debuterede han som filminstruktør med den ambitiøse animationsfilm ’Princess’ (2006), der med sin udpenslede vold og skildring af pornobranchen bestemt ikke var for børn og sarte sjæle.

Hans anden spillefilm, ’Ekko’ (2007), var en film med levende skuespillere, og den var mere regelret i sin fortælling om en far, der kidnapper sin egen søn.

ANMELDELSEAnders Morgenthaler har lavet en stærk spillefilm

Men mellem alle filmprojekterne var Morgenthaler selv blevet far, og det var en oplevelse, der udløste hans indre barnlige skabertrang.

Laver genrehop
»Efter at jeg selv fik børn og samtidig var kørt i stilling til at være film-auteur med to meget voksne, grænsebrydende film, tænkte jeg: hvorfor ikke udnytte chancen til at bruge den del af mig selv«, siger 36-årige Morgenthaler og uddyber straks, at mangfoldigheden for ham er en af de store fornøjelser ved at lave film.

»Ligesom nogle tager til Calella for at lave barhop, laver jeg en slags genrehop – det ene øjeblik laver jeg en hardcore, dødsagtig tegnefilm (’Princess’, red.), og det næste øjeblik laver jeg en åbningsfilm til BUSTER til hele familien. Jeg ved godt, at man siger, at man som instruktør begynder med at lave børnefilm, og så når man er blevet voksen, laver man voksenfilm. Fuck det – jeg skal nok komme til at lave masser af voksenfilm, jeg har allerede to i støbeskeen – men jeg har små børn nu, så det er nu, jeg skal satse butikken på det«, siger Anders Morgenthaler.

Og fortsætter: »Det ligger mig meget på sinde at skabe et filmisk rum for børn. En voksenfilm kan noget andet, men en god børnefilm kan jo for fanden ændre børns syn på livet eller give børn et helt andet værdisæt. Gode børnefilm kan virkelig ændre noget«.

Børnefilm af debutanter
Men er der alligevel lidt rugbrødsarbejde i at lave børnefilm?

»Nej, overhovedet ikke. Det er klart, at jeg kan se, at der ved hjælp af børnefilmene kan komme en bedre økonomi i vores firma, som dermed bliver i stand til at understøtte de smalle film, men hvis jeg kun gjorde det for pengene, ville det ikke blive godt. Hele vores firma er bygget på, at vi synes, det er sjovt at lave børneting«, siger Anders Morgenthaler med henvisning til filmselskabet Copenhagen/Bombay, som han grundlagde i 2006 sammen med producer Sarita Christensen.

Hvordan har børnefilmen det anno 2009?

»Den har det rigtig godt hos os«, griner Anders Morgenthaler, men bliver straks alvorlig igen. »Det publikum, der er til børnefilm i dag, er blevet opdraget til at se noget, der er forholdsvis indholdsløst og enormt pænt. Man kan råbe og skrige – og man kan selvfølgelig lave nogle støtteregler, der kan ændre på det – men hvis man som jeg har kommentarer til vilkårene for at lave børnefilm, så må man forsøge at lave en film, som kommer ind og blander sig og prøver noget andet. Det bliver for let bare at sige, at alle de kommercielle film er noget lort. Det er ekstremt ansvarsløst«.

Firseragtigt at være en gnavpotte
Så du mener, at der er grund til pessimisme på børnefilmsområdet?

»Ja, fordi medieforliget blev, som det blev (med mere støtte til sikre succeser, red.), bliver det meget svært. Børnefilm er en klassisk debutantting, og debutanterne har det virkelig hårdt for tiden, hvilket gør det svært at få børnefilmene frem«, konstaterer Anders Morgenthaler.

»Men så må man lave billigere børnefilm eller finde alternative måder at lave dem på, som vi gør herude. Vi skal i hvert fald tage udfordringerne alvorligt – det vigtigste er, at vi ikke bliver sådan nogle gnavpotter. Det er fandeme så firseragtigt at være en gnavpotte, dem er der sgu nok af. Hvis man skulle placere et ansvar, så ville jeg sige, at de etablerede instruktører skulle tage et ansvar og lave nogle film for børn – ligesom Ole Bornedal gjorde, da han lavede ungdomsfilmen ’Vikaren’ – det ville være fedt«, siger Anders Morgenthaler og kaster handsken:

»Jeg kunne godt tænke mig at se Trier lave en børnefilm. Det ville være et fedt og originalt ansvar for ham at tage«.