Amerikanske Darren Aronofsky imponerede forrige år med ’The Wrestler’, som gav genoprejsning til 80’er-ikonet Mickey Rourke i rollen som en nedslidt fighter i wrestlingens verden.

’Black Swan’ kan ses som et med- eller modstykke, denne gang er bokseringen blot udskiftet med ballettens feminine og forfinede, men mindst lige så brutale og konkurrenceprægede verden.

LÆS OGSÅ Anmelderne: Black Swan er en gudesmuk film

’Black Swan’ er på samme tid en psykologisk thriller, der udspiller sig i New York City Ballet, og en mere overordnet skildring af kunsten som en destruktiv skabertrang, der kræver liv og sjæl af kunstneren – i dette tilfælde den unge ballerina Nina Sayers (Natalie Portman), der drømmer om en hovedrolle.

Da balletchefen Thomas Leroy (Vincent Cassel) endelig tilbyder hende drømmerollen i ’Svanesøen’, er det med kravet om, at hun skal danse både den hvide svane og den sorte. Rollens ene halvdel ligger perfekt til den kontrollerede, yndige ballerina, men den sorte svane er et mørkt og erotisk parti, der ligger langt fra Ninas egen tilværelse som jomfruelig lillepige, der lever sammen med sin overbeskyttende mor (en frygtindgydende Barbara Hershey).

Hengivelse
Leroy forfører Nina til at hengive sig til lysten og dansen, men da kompagniet får en ny danser i skikkelse af den sexede og legesyge Lily (Mila Kunis), bliver det tydeligt for både Leroy og Nina, hvad den hvide, jomfrunalske svaneprinsesse mangler.

Herfra hvirvler Nina ned i en skizofren spiral af skiftevis blafrende paranoia og velbegrundet frygt. Det er i visualiseringen af dette spil mellem det reelt uhyggelige og Ninas tiltagende hallucinationer, at Aronofsky viser filmisk særklasse.

Han lader Nina danse på en tynd line mellem kontrol og fortabelse, indtil hun – som svanen i slutningen af balletten – må kaste sig i den metaforiske afgrund, gal, forpint og beruset af dansens svimlende piruetter.

I det visuelle spejlkabinet, hvor grænsen mellem rædsel og kunstnerisk triumf er hårfin, virker instruktørens intense pas de deux med tilskueren både forførende og frastødende.

Mesterligt mørkt univers
Aronofsky kan sine horrorfilm på fingrene, og han skaber et mesterligt mørkt univers, der både rimer på Roman Polanski og Michael Haneke.

Uhyggen lurer overalt, og det er svært at beslutte sig for, hvad der er mest uhyggeligt: Ninas verden af bamser og barnlige pasteller hjemme hos den ikke så lidt Hitchcock-inspirerede mor eller ballettens benhårde konkurrenceverden, for begge universer forlenes med uhygge i lyd og billeder.

LÆS OGSÅ Natalie Portman var fysisk nødstedt som balletdanser

Matthew Libatiques svævende kamera fanger alle spejlingerne i dansens skyggekabinet af ballerinaer, der med slanke kroppe og opsat hår let ligner hinanden.

Også lydsiden får en ekstra tand: Når Nina står ud af sengen om morgenen, knirker og knækker hendes led, og selv noget så banalt som at klippe negle kan der komme rendyrkede horrorlyde ud af, når saksen er lagt i hånden på en skizofren anorektisk dansepige med akut dødsdrift.

Noget skurrer
Billed- og lydmæssigt er ’Black Swan’ en overlegen film, og scenen, hvor Nina udvikler sorte svanevinger til tonerne af Tjajkovskijs musik, er uforglemmelig. Men noget ved filmen skurrer.

I stedet for at give plads og lade billederne tale skruer Aronofsky lidt for meget op for dramaet på alle tangenter.

Dobbeltgængermotivet er unheimlich som bare pokker, men det nærmer sig effektjageri at give Nina hele tre dobbeltgængere – kompagniets afgående primaballerina (spillet af Winona Ryder med en grusom ironi fra Aronofskys side), Lily og Ninas mor, der selv måtte opgive en karriere som danser, da hun fik Nina.

Overgjort
Natalie Portman, der selv har danset ballet som barn, er bogstaveligt talt helt oppe på tåspidserne i den krævende rolle. Hun gør en glimrende figur i de mange medrivende dansescener, hvor kameraet skiftevis jager hende og danser med hende, men hendes figur bliver unødvendigt skinger og enstrenget i løbet af filmen, hvor mors søde pige (overantydet af Portmans stemme, som ligger et leje højere end vanligt) spaltes ud.

Spillet mellem hvid og sort svane, fastlåst og frigjort, kontrolleret og besat er alt for hårdt tegnet op, og de subtile nuancer skriges ud i den tonstunge symbolik, som når den lille knuste dansefigur i Ninas smykkeskrin danser videre uden arme og ben i filmens slutning.

Ikke nok med at Ninas ansigt konstant spaltes ud i de spejle, hun passerer, også dialogen er fuld af replikker som »Hun vil tage rollen fra mig, hun forfølger mig«. Det bliver slet og ret hysterisk til sidst. Nogle gange taler billeder mere end ord – i det mindste i filmens verden skulle det gerne være tilfældet.