Duellen mellem slyngler assisteret af korrupte magthavere og retfærdige selvtægtsmænd er en amerikansk klassiker. Historien om de få mænd med rygrad, som gør det beskidte arbejde for det tavst bævende flertal.

Cowboyfilmen er den arketypiske ramme, men gangsterfilm kan også bruges.

Gangster Squad var en virkelig afdeling i L.A.P.D., som under absolut tys-tys blev oprettet i 1946 og det næste tiårs tid opererede uden for lovens rammer, hvor det civilklædte tæskehold tog sig af byens banditter uden hensyn til fine fornemmelser, lovens snærende bånd eller kedsommeligt bureaukrati.

Plakaten for 'Gangster Squad’ læner sig op af Curtis Hansons filmatisering af James Elroys ’L.A. Confidential’. Begge film trækker på det samme råstof og den fede stil fra efterkrigsårene.

Elroys L.A.
Elroy spandt sin egen ende over begivenhederne og skabte figurer, der stod på egne dramatiske ben, selvom de var inspireret af virkelighedens politimænd. Ruben Fleischers ’Gangster Squad’ er derimod »baseret på autentiske begivenheder« og bruger hovedpersonernes rigtige navne.

Den stilige societystrømer Jack Vincennes, som i ’L.A. Confidential’ blev spillet af Kevin Spacey, hed i virkeligheden Jerry Wooters, og som sådan bliver han i ’Gangster Squad’ spillet af Ryan Gosling.

LÆS OGSÅDrive-stjerne dropper Winding Refn

Men der er en afgrund til forskel på de to film. ’L.A. Confidential’ var en hårdkogt film noir plantet på gyngende grund i en moralsk gråzone. Figurerne er psykologisk komplekse og afspejler deres sammensatte verden som lovens håndhævere uden for lands lov og ret.

Korruptionen, lastefuldheden og dobbeltspillet er ikke overfladen, men kernen i Elroys vision af Englenes By.

Renskurede helte
Fleischers ’Gangster Squad’ er den forsimplede helteversion af samme historie, hvor man til og med politisk korrekt – og historisk ukorrekt – har sørget for at blande de etniske kort behørigt. Politimændene kan godt lufte en lille tvivl i ny og næ, men de er filmens good guys, som skal frelse byen fra dens bad guys.

Fleischers lige så renskurede som bloddryppende portræt virker ikke meget mere troværdigt i forhold til sin virkelighed end en cowboyfilm med John Wayne.

Bag den moderne brutalitet, hvor man bl.a. har ’fornøjelsen’ af at se en mand blive revet midt over af to automobiler, er ’Gangster Squad’ et utidssvarende gammeldags amerikansk helteepos. Josh Brolin er som tæskeholdets anfører O’Mara støbt i samme maskuline granitform som en Gary Cooper.

Hvislende elegant Gosling
Ryan Gosling er til gengæld hvislende elegant som Jerry Wooters. Men også hans skikkelse fremstår for ukompliceret. Intet må distrahere fra modsætningen mellem de gode gutter og Sean Penns dæmoniske fremstilling af eksbokseren og storgangsteren Mickey Cohen.

Ingen tvivl om at Cohen var en rå banan, men han var også en vittig hund og den glatteste ål, men Penn får lov til at spille ham så tænderskærende iskold og psykopatisk, at interessen for figuren fuser ud.

LÆS OGSÅMorsom metavold tager nørderne tilbage til Tarantinos 90'ere

’Gangster Squad’ er en kontant underholdende gangsterfilm, men den mangler stil og substans. Den mangler den stil, der kommer med en instruktør med et personligt blik.

Det er ikke nok at overrende rekvisitafdelingen for retroguf, og Will Beals manuskript og Ruben Fleischers instruktion mangler den kompleksitet, som kunne have forløst stilen som andet og mere end et overfladisk tidsbillede.

Mangler stilsans
Det er hårdt at sammenligne med et mesterværk som ’L.A. Confidential’, men hvis man vil fremhæve manglerne i ’Gangster Squad’, kan man i stedet sammenligne med to andre aktuelle gangsterfilm.

John Hillcoats ’Lawless’ fortæller en anden slags gammeldaws gangsterhistorie med en hel del mere personlighed, originalitet og atmosfære. Andrew Dominiks ’Killing Them Softly’ er nutidig, men har al den stilsans, ’Gangster Squad’ mangler med sine mange overflødige slowmotionscener.

’Gangster Squad’ er mere i familie med Brian De Palmas flade Elroy-filmatisering ’Black Dahlia’, end den er med ’L.A. Confidential’ eller Polanskis ’Chinatown’.

Det er, som om Hollywood er befolket med unge instruktører, der kun drømmer om at efterabe De Palmas maskinpistolbjæffende »Say hello to my little friend!« i stedet for at træde i karakter som mænd med en vision.