Der er langt fra Frears’ afsløringer af Londons brutale underverden i ’Dirty Pretty Things’ til den landlige idyl i hans seneste film, ’Tamara Drewe’.

Men ser man nærmere på Frears’ karriere, vil man alligevel få øje på visse ligheder.

Udforsker livets moralske spørgsmål
Frears begyndte sin filmkarriere som assistent for instruktør Karel Reisz, som i spidsen for Free Cinema-bevægelsen stod for en strømning af friskere, mere realistiske film.

Forinden havde han været del af teaterkompagniet Royal Court, som iscenesatte ny dramatik, og begge kunstneriske holdninger – realismen og trofastheden over for oplægget – løber gennem hans film.

Frears har instrueret udadtil så forskellige film som det historiske intrigedrama ’Farlige forbindelser’, den romantiske komedie ’High Fidelity’, den socialrealistiske ’Mit smukke vaskeri’ og dramaet ’The Queen’ – film, der alle forskelligheder til trods udforsker livets små og store moralske spørgsmål og den måde, hvorpå vores beslutninger – selv de mest ubetydelige af slagsen – kan få konsekvenser for vores og andres liv.

Det gælder også i ’Tamara Drewe’, hvor skæbnen slår et voldsomt slag med halen i filmens sidste del.

Et hul i jorden
’Tamara Drewe’ er en tro filmatisering af Posy Simmonds tegneserie, som er løst inspireret af Thomas Hardys roman ’Fjernt fra verdens vrimmel’, som der også refereres til i filmen.

Titelfiguren er en ung og smuk journalist (Gemma Arterton), der vender hjem til sit barndomshjem i landsbyen Ewedown, som ligger smukt i det bølgende engelske landskab.

Byen er dog et veritabelt hul i jorden med undtagelse af det lokale forfatter-refugium, der drives af den succesrige kriminalforfatter Nicholas Hardiment (Roger Allam) og hans hustru Beth (Tamsin Greig), som bager biscuits og serverer te for forfatterspirerne.

Tamara Drewes hjemkomst sætter hele tre hjerter i brand: førnævnte Nicholas Hardiment, den tilrejsende rockmusiker Ben (Dominic Cooper) og Tamaras barndomskærlighed, altmuligmanden Andy Cobb (Luke Evans).

Og dermed får hendes ankomst konsekvenser for Nicholas’ hustru og alle andre involveret i den omsiggribende intrige, som orkestreres af byens to teenagepiger, der som nutidige Jane Austen-karakterer keder sig nok til at ville skabe ravage.

Fornøjelig farce
Hele hemmeligheden bag Tamaras evne til at sno mændene om sin lillefinger er hendes næse. Hun havde et ordentligt skaft som barn og har nu fået en plastikoperation, som gør hende uimodståelig.

Hele næsehistorien er ret fjollet, og generelt løber der en barnagtig plathed gennem filmen, selv om spillet er godt, Ben Davis’ billeder er dejlige, og Alexandre Desplats musik klæder dem.

Men farcen er fornøjelig, og ’Tamara Drewe’ er herligt uprætentiøs i sin blotlæggelse af menneskers fejl og mangler. Så længe Stephen Frears har så godt et greb om den menneskelige komedie, tilgiver man gerne et par skønhedsfejl.