Havde den ’magiske realisme’ i litteraturen fået sin fødselsattest i Europa i stedet for Latinamerika, havde Günter Grass været et godt bud på fadderskabet.

Hans roman ’Bliktrommen’ fra 1959 befinder sig en sted mellem dokumentaristisk fiktion og allegorisk fantasi, og da Grass endelig, tyve år efter udgivelsen, sagde ja til filmatisering, fik han Schlöndorff til at skærpe realismen såvel som surrealismen i projektet.

Hyklerisk anstændighed som dække over dyrisk brunst
Historien handler om tabet af uskyld – barnets såvel som Tysklands.

Men den besynderlige, også nærmest frastødende, dreng Oskar Matzerath – der har to fædre, en tysk og en polsk – stritter længe imod syndefaldet: På sin 3-års fødselsdag 12. september 1927 får han som gave en bliktromme – og beslutter samtidig, at han aldrig vil være voksen.

Mens knægten derefter tyranniserer sine omgivelser med trommehvirvler og skrig så skingre, at det får glas til at splintre, iagttager han fortsat de voksnes dobbeltspil – især hyklerisk anstændighed som dække over dyrisk brunst.

Sideløbende hermed foregår den tyske nations ekspansion ind i Polen og dermed Gdansk såvel som nazisternes tiltagende brutalitet over for mindretal – dværge som Oskar og jøder som legetøjshandleren Markus, der passer drengen under moderens, fru Matzeraths, ugentlige hyrdetime med polske Jan Bronski.

Burlesk tilføjelse viser Rasputin-orgie
Når instruktørens tilføjelse af godt 20 minutter fra de tredive år gamle fraklip bør blive den nye ’rigtige’ version, skyldes det især dens uddybning af enkeltskæbner. Kolonialhandler Matzerath blev i den gamle version nærmest identisk med stupidt, grådigt nazimedløb, men nu får vi modvægten med: mandens fortvivlede forsvar for dværgen, da nazisterne vil fjerne den lille, viser ham ikke med mere hjerne end før, men med hjertet på rette sted.

Modsætningerne i ham gør også hans endeligt mere gribende: Da russerne rykker ind, prøver han at sluge sit nazistiske partiemblem – forgæves.

En lille burlesk tilføjelse viser et Rasputin-orgie (med manusforfatter Jean-Claude Carrière i munke-sybarittens rolle) og en nok så væsentlig nyklipning af jøden Fajngolds hjemkomst efter 1945: Han følges stadig, i sin egen bevidsthed, med sin kone og seks børn – selv om de alle er omkommet i Treblinka.

Grass' SS-fortid
Både kz-overleverens hjerteskærende illusioner og medløberens indre splittelse står langt bedre belyst for os i dag, 32 år efter filmens første premiere, 22 år efter Tysklands genforening og 6 år efter Grass’ egen udmelding om, at han som purung var med i Waffen SS.

Men selv om nyklipningen sætter menneskelige og politiske dimensioner i mere nuanceret lys, slår helheden stadig lige stærkt igennem – fra kameraets panoreringer over de trøstesløse østpreussiske kartoffelmarker til den skræmte og skræmmende mandslings dead-pan-mimik, mens hans verden mister enhver uskyld.

Fra realiteternes velnærede ål, som fiskeren fanger i hesteådselets hoved, og til den fortryllende magi når Oskars tromme forvandler nazisternes marchmusik til ’An der schönen blauen Donau’ – og heil-paraden til vuggende valsetrin.