Tre selvmord på to timer er voldsom kost i en film, der ellers forløser den svære rejse fra ungdom til voksenliv med følelserne uden på de tynde bluser og med stor skønhed.

De smukke unge mennesker i filmatiseringen af Haruki Marukamis klassiske dannelsesroman ’Norwegian Wood’ fra 1987 svæver rundt som personer fra en vildfaren drøm i en lige så svævende virkelighed af revolte i gaderne, skønne hjem og landlig idyl.

Trekantsdrama
Det er forførende og flot at beskue i al sin stemningsskabende opsætning, men for i hvert fald mig var det også meget svært at blive berørt af.

Lige indtil de to, der vel med bedst ret kan kaldes hovedpersonerne, den purunge mand Watanabe og pigen Naoko, finder hinanden og en slags forklaring i en frysende kold morgen, hvor de vandrer hvileløst rundt i bølgende grønne græsmarker.

LÆS OGSÅAnmelderen er ikke i tvivl: Murakami er enestående

Da er hun for længst blevet indlagt på det, der må være verdens smukkest beliggende sindssygehospital »et sted i bjergene«, og han er på endnu et besøg i håb om at finde et svar på sin egen kærlighed et sted bag hendes sjælelige mørke.

Dramatisk brud
Det er svært. For før de to nærede følelser for hinanden, var hun kæreste med hans bedste ven, som pludselig og tilsyneladende uden grund begik selvmord.

Under gåturen i det bølgende græs angiver hun en mulig grund til selvmordet, da hun samtidig med stor alvor og selvfølgelighed fortæller indgående om sine egne oplevelser med sex.

Hun blev våd den ene gang, hun var sammen med Watanabe, men aldrig under forsøgene med den suicidale kæreste.

Et dramatisk og konkret brud på det, der ellers indimellem ligner æstetikken fra en ungdommelig reklame i den vietnamesiske instruktør Tran Anh Hungs filmatisering. Her rykker man sig i sædet og skifter rolle fra den afslappede beskuer til den involverede betragter.

LÆS OGSÅMurakami: Det uvirkelige bliver mere og mere virkeligt

Fremragende skuespillere
I sin bog holder Haruki Marukami de begivenheder, der primært udspiller sig i Tokyo i tresserne med ungdomsoprør, studier og kærlighedens vilde forviklinger, på afstand med tiden som forløser.

Men i filmen har Tran Anh Hung (’Duften af den grønne papaya’) valgt at holde fortællingen i nutid. Et dramatisk forståeligt greb, som dog også komplicerer historien. For nu er vi i øjenhøjde med de implicerede og må tage deres trængsler og kærlighedens vanvid for pålydende i stedet for at kunne iagttage det gennem den erfarne fortællers distancerede blik.

LÆS OGSÅJapansk darling og Dylan kappes om Nobelprisen

Det gør det indimellem lidt vanskeligt at kapere filmen og dens meditativt langsomme tempo. Ikke fordi skuespillerne er dårlige, de er tværtimod fremragende.

Matsuyama Kenichi spiller den plagede Watanabe med enorm følsomhed og alvor, Rinko Kikuchi er både betagende og troværdig i rollen som den sindslidende Naoko, og Kiko Mizuhara er en smuk kilde af ro og varme midt i det følelsesmæssige drama som Midori.

Men det skær af mystik, der generelt ligger over Marukamis bøger, forsvinder til fordel for nuets nærvær.

Den uopnåelige drøm
Tilbage står de nøgne og neurotiske forhold omkring en sindssygt loyal ung mand, hvis vedholden over for både (dårlige) venner og en (håbløs) kærlighed er tæt på at bringe hans egen mentale sundhed i fare.

Måske fordi han ikke formåede at redde sin ven fra selvmord, sætter Watanabe alt ind for at hjælpe og frelse den syge pige.

En nærgående og rørende kærlighedstrekant, som dog trods den mere direkte fortælling i nutid i filmen holdes på afstand. Ligesom Watanabe, der nærmest er blind passager og iagttager af sit eget liv, undtagen når han er sammen med Naoko og forelskelsen tvinger ham til at træde i karakter, er vi på afstand som beskuere til al denne weltschmerz og melankoli.

LÆS OGSÅMurakami-feberen er i udbrud igen

Det er, som om de smukke unge mennesker i de smukke billeder befinder sig inde i en drøm, man ikke sådan kan gå ind af. Kun når filmens musikalske side åbner døre, lukkes man ind.

De saftspændte toner af Jonny Greenwood fra Radiohead fremhæver kærlighedens smerte med stor lethed, og de valgte sange fra tresserne, der er brugt i abrupte klip, gør deres.

Men det er ikke nok til at fjerne indtrykket af, at ’Norwegian Wood’ er en film, man primært vil huske for Lee Ping-bins sindsoprivende smukke og sensuelle billeder af, hvor ondt de største følelser kan gøre, når kærligheden er en drøm, man ikke kan nå.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN