Egentlig er det en klassisk western, rocksangeren Nick Cave har skrevet manuskript til. Den foregår bare i Australien, er mere sandstrygende realistisk og indeholder mere rå vold end sine amerikanske kolleger. Og så rummer den noget så sjældent for genren som et facetteret kvindeportræt, båret hjem af Emily Watson.

Rammen for fortællingen er den barske udørk i Australien, hvortil den såkaldte civilisation er ankommet. Med sin grovkornede racisme mod de indfødte aboriginals, der meget passende får en undskyldning allerede i filmens indledende tekst. Men også med hensynsløst hærgende bander af lovløse som Burns brødrene. De har spredt skræk og rædsel over hele landet ved blandt andet at voldtage og dræbe en gravid kvinde. Nu har Charlie Burns (Guy Pearce) forladt banden og taget sin uskyldsrene lillebror Mikey (Richard Wilson) med.

De to tages til fange af den britiske politichef, kaptajn Stanley (Ray Winstone), som giver Charlie det tilbud, der har givet filmen sin titel 'The Proposition': Hvis han ikke dræber sin onde storebror Arthur inden juledag, vil lillebror Mikey blive hængt. Et af den slags tilbud, man ikke kan afslå.

Undervejs mod den mulige fuldbyrdelse viskes den i western normalt så tommetykke linje mellem godt og ondt grundigt ud. Hvilket gør 'The Proposition' til en lige så rig og desillusioneret film som Clint Eastwoods 'De nådesløse'.

Netop i den type western - og formentlig i sine egne kulsorte sange om omstrejfende enspændere og mordere - har Nick Cave hentet inspirationen til de arketyper, der snarere end hele menneskeskæbner befolker manuskriptet.

Stærkest i den afdeling er Guy Pearces fremstilling af den ensomme rytter, Charlie, der, vaklende i troen på den højere mening, med søvngængeragtig sikkerhed rider mod sin bror og sin egen skæbne. Med John Hurt i en vidunderlig birolle som en belæst og stærkt fordrukken dusørjæger - et for tilskueren behageligt afbræk i rejsen.

Ray Winstones store krop, der gradvist går op i sømmene og støver til som ørkenen omkring ham, giver pondus til stakkels politichef Stanley. Fanget mellem den blodtørstige lokalbefolknings krav om hævn og sit eget ønske om at »civilisere dette land« og beskytte sin søde kone (Emily Watson), mister han fuldkommen kontrollen.

Han repræsenterer alt det gode ved civilisationen og demokratiet uden selv at kunne leve op til det; hvilket får en til at tænke på George W. Bush og hans mission i den irakiske ørken.

Til gengæld giver Emily Watson rollen som politikonen, der midt i dette kaos forsøger at opretholde britisk orden med gode manerer, en dejlig kop te, æg og bacon og en rosenhave. Hun kæmper hårdt for at finde mening med sin egen tilværelse i vildnisset og hjælpe den mand, som hun ikke desto mindre kommer til at sende til tælling. Et sjældent helt kvindeportræt i denne genre.

Lige så vellykket og usædvanligt er instruktøren John Hillcoats insisteren på at lade det barske, støvede og steghede landskab få en slags hovedrolle i filmen. Det befolkes så tæt af fluer, at deres summen deler soundtracket med Nick Caves og Warren Ellis dystre og indimellem stærkt ironiske musik.

Lige så ironisk forholder Cave sig til den dæmoniske bror Arthur (Danny Huston), hvis mytologiske skjul filmen nærmer sig med næsten samme spændingskurve som undervejs mod oberst Kurtz i 'Dommedag nu'.

Det viser sig, at Arthur ikke er den onde selv. Han er en bandit, men en lært, reflekteret og filosofisk af slagsen. Da den fjerde bror, som kan synge skønsang, mens han voldtager kvinder, spørger Arthur: »Er vi misantroper?«, falder svaret prompte: »Min Gud nej da, vi er en familie«.

Spørgsmålet er relevant nok for en film med fuldtonet sortsyn. Der lykkes, fordi den filmiske amatør Nick Cave får skabt et nærværende drama i et umanerligt barskt landskab, befolket af skarpe arketyper, som Sam Peckinpah næppe kunne have skåret bedre ud af sin amerikanske prærie.

Ligesom USA er Australien åbenbart grundlagt på egoisme, begær, vold og den moral, der har det med at blive trængt i baggrunden. Men hvis man vil opleve det sande vilde west, må man sadle op og drage mod den blodsprængte solnedgang i Australien til tonerne af en kuldslået sang af Nick Cave.