Er Ruben Östlunds ’Play’ et drama eller en dokumentarfilm?

Spørgsmålet blev aktualiseret, da filmen blev vist på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX sidste år, hvor en britisk filmanmelder kritiserede festivalen for at have den med i hovedkonkurrencen.

LÆS OGSÅAnmelder kritiserer rost dokumentarfilm for at være fiktion

Jeg er tilbøjelig til at bakke om hans kritik: ’Play’ er ganske vist baseret på virkelige hændelser i Sverige for et par år siden, men filmen er i sit udtryk og fremgangsmåde en fiktionsfilm, komplet med manus, instruktion og skuespillere.

Det gør den dog ikke mindre interessant eller relevant som debatindlæg, nærmere tværtimod.

Op til tilskueren at finde dramaet
’Play’ tager sin begyndelse med en lang, uklippet sekvens fra et shoppingcenter i Göteborg, hvor tre svenske skoledrenge bliver lokket med på en lang dags rejse mod ingenting af fem jævnaldrende indvandrerdrenge.

Men intet i handlingen er entydigt, og selv om indvandrerdrengene umiddelbart virker som filmens skurke, er ’Play’ tilrettelagt på en måde, så man gang på gang må spørge sig selv, hvad der egentlig foregår.

Det gælder også i filmens anden handlingstråd, hvor personalet på et tog fra Malmö til Göteborg bliver voksenmobbet af nogen, der har efterladt en vugge i gangen.

LÆS OGSÅSvensk film rammer en øm tå

Mystikken skyldes ikke mindst filmens formsprog, som er med til at gøre handlingen gådefuld.

Med lange, statiske indstillinger er det op til tilskueren selv at finde dramaet, og der er næsten ingen klassiske indstillinger i ’Play’. I de fleste scener er menneskene beskåret så man ikke kan se deres hoveder, eller også ses de på så lang afstand, at man ikke er sikker på, hvad der foregår.

Umuligt at få afklaring
Det gælder eksempelvis i en meget ubehagelig scene til sidst i filmen, hvor to voksne svenske mænd går hen til to indvandrerdrenge og afkræver dem en forklaring.

På grund af afstanden er det umuligt at vide, om det rent faktisk er de drenge, der var med til at røve Sebastian og hans venner eller ej. Enten er der således tale om et racistisk overgreb, eller også er det en retfærdig reaktion på en ondskabsfuld forbrydelse.

Kameraet holder sig på afstand, som om det er frastødt af, hvad det ser.

Latter afløses af panderynker
Uvisheden borer sig ind hos tilskueren, kun afbrudt af øjeblikke af absurd komik i form af det sært eventyrlige indslag med et dansende indianerband, der i fuld fjerdragt sætter lyd og farver på et gråt svensk torv, inden de storgrinende spiser indtjeningen op på McDonald’s.

LÆS OGSÅAnmelderne roser tåkrummende svensk film

Latteren bliver dog hurtigt afløst af panderynker, og som sådan er ’Play’ en langt mere alvorlig og politisk film end Östlunds foregående film, ’De ufrivillige’.

Der er mere Ken Loach og Michael Haneke end Roy Andersson over ’Play’, der skildrer et velfærdssamfund med ondt i hverdagen, hvor børn overlades til sig selv, og forældre aldrig svarer på telefonen.