Mens meningstømte eller elendige parforhold kan have rigtig godt af at blive punkteret, ligger landet anderledes med det dilemma, mange andre oplever: valget mellem det vellykkede, trygge ægteskab og så en pludselig utilsigtet forelskelse i en tredjepart.

Det valg gennemlyses i denne velskabte, rolige, men også noget ensporede fortælling om rejseskribenten Margot, spillet af Michelle Williams.

Hun er virkelig godt gift med Lou, en bamset og humoristisk kogebogsforfatter med Seth Rogens godmodige og dog lidt farlige vildsvinecharme – men mangler der alligevel et eller andet i hendes liv? Det spørgsmål dukker op sammen med Daniel, som hun først møder i et fly – og derpå som ny genbo hjemme på villavejen i Toronto.

Margots tunnelsyn
Daniel – spillet af Luke Kirby, der unægteligt er kønnere end Rogen – finansierer sin billedkunst ved at løbe med en rickshaw om dagen, og uden at trænge sig på gengælder han utvetydigt hendes interesse.

Filmen fokuserer – næsten med tunnelsyn – på Margots dilemma, der svinger mellem fortvivlet selvkontrol og forsøg på at genskabe gnisten i ægteskabet – og så glimtvis overgivelse til det spændende ny.

En interessant sidehandling følger en tidligere alkoholiseret svigerindes kamp mod at give sig hen til spruttens selvdestruktive forsøg på at udfylde tomrummet i sjælen – eller hvor det nu sidder.

Hendes figur udvider Margots dilemma – tryghed eller lidenskab i kærligheden – til et mere universelt: Findes fuld livsfylde overhovedet uden stadig fornyet risiko?

Tomhed inden for rammen
Med det spørgsmål henvender filmen sig vel især til yngre mennesker med en vis livserfaring og selverkendelse.

Dertil bidrager også dens rolige tempo og miljøer, der er hverdagskønne ligesom den behageligt uglamourøse Michelle Williams, der næsten uafbrudt er i billedet.

Fotografen Luc Monpellier elsker hende ganske vist i modlys, men den fokusering på rammen – og dermed på tomrummet indeni – antyder jo også netop splittelsen, der kan ramme enhver og ikke kun i valget af parforhold.