Som så meget andet i denne verden er også befolkningstallene skævt fordelt.

Nogle steder bliver fremskridtet ædt op af overbefolkning. I andre dele af verden synker befolkningen langsomt sammen om sig selv i faldende fødselstal, voksende ældrebyrde og ensomhed.

I mange europæiske landsbyer er den helt gal. De talentfulde unge rejser til storbyerne og vender ikke tilbage. Landsbyerne tømmes for unge, funktioner og for fremtid.

Oberst Giftekniv
Men i den slovakiske landsby Zemplinke Hámre har byens borgmester Josef Gajdos taget probate midler i brug.

Efter rituel afspilning af Glenn Millers ’In The Mood’ gjalder den tidligere obersts stemme ud over landsbyen fra tidlig morgen. Via højttalerne deler borgmesteren sit syn på tingene med sine bysbørn.

Selv om drukmåsene får tørt på, holder indbyggerne af deres aktivistiske borgmester. »Vi er nødt til at få livet i gang igen«, forklarer han og har indledt en veritabel klapjagt på de slappe fødselstal.

Med filmholdet i hælene opsøger han smilende og med slet skjult irritation alle byens enlige mænd og kvindelige singler i den fødedygtige alder. Hvorfor kan 1 + 1 ikke bare blive 2, når det nu ligger ligefor?

Bal i byen
Men nogle mænd vil hellere rode med bilen eller tømme flasken.

Både mænd og kvinder tøver. De ved jo nok, at det ikke er de hotteste blondiner og de flotteste fyre, der er tilbage i kurven, uanset hvor meget højttalerne lokker med ’In The Mood’.

Men så arrangerer borgmesteren et stort bal, hvor de enlige kan møde hinanden, vinde flotte præmier og med lidt held måske allerede samme aften antænde gnisten, der kan betyde nye små slovakker i landsbyen, inden den ender som et alderdomshjem. Nu skal der kobles.

Velkendt humor
På den alvorlige baggrund har Erika Hníková lavet en munter dokumentarfilm fra det nordøstlige Slovakiet.

Den underfundige og menneskevarme humor kan man genkende fra 1960’ernes tjekkoslovakiske filmperler som ’Brandmænd i fyr og flamme’ og Jiri Menzels ’Skarpt bevogtede tog’.

Fortællingen om ’Borgmester i byen uden bryllupper’ kunne næsten have været en tidlig Kundera-novelle. Kun kommunismen mangler.

Og så spørger man så alligevel sig selv om en højttalertype som borgmester Gajdos kunne være opstået uden at have baggrund i et system, der var overbevist om at vide bedst for sine borgere.