I de islandske sagaer gik de ofte bersærk.

Et ord, som dengang specifikt betød, at man tillagde sig dyriske kræfter og opnåede et uciviliseret, umenneskeligt og ukontrollabelt raseri. Og skal man tro Óskar Thór Axelssons debutfilm ’Black’s Game’, går de stadig bersærk oppe i Island.

Spektakulær setting
’Black’s Game’ følger den rodløse Stebbi (Thór Kristjansson), hvis voldsomme temperament sender ham i arresten, hvor han møder barndomsvennen Tóti (Jóhannes Haukur Jóhannesson), som tilbyder at skaffe ham af med hans voldstiltale, hvis Stebbi til gengæld vil finde noget hash, politiet ikke kunne finde.

Hvis noget går galt, siger Tóti, skal Stebbi finde sit nulpunkt og gøre det første, der falder ham ind. Med andre ord: gå bersærk. Det lader Stebbi sig ikke sige to gange, og snart er han blevet fast inventar i Tótis gangstergruppe under navnet Stebbi Psycho.

LÆS OGSÅKim Skotte: Pitt er iskold i brutalt gangsterdrama

’Black's Game’ er tydeligvis inspireret af en lang række gangsterfilm, men den afviger fra dem alle ved at foregå på Island, som ikke alene er en spektakulær setting, men også et ret enestående marked for narkotika, da det kræver snilde at smugle stoffer ind i det isolerede øsamfund.

Af nøjagtig de samme grunde er Island dog også en lidt umage lilleput-location for en hårdkogt narkothriller, og når den ondeste fyr i byen går under navnet Skæve Einar, må man trække på smilebåndet.

Ud af nulpunktet
Óskar Thór Axelsson har været sig dén reaktion bevidst, derfor har han fyldt sit univers med onde personnager, og særligt Bruno (Damon Younger) er uhyggelig med sin dæmoniske udstråling.

Men både Bruno og de andre i filmen er ensidige personer, hvis psykologiske bevæggrunde er lige så tågede for os som for dem selv. De sniffer coke, holder orgier og slås, så blodet springer, men bevæger sig alle omkring et eksistentielt nulpunkt, hvor der hverken findes en fortid eller en fremtid.

Nulpunktet skal også forstås helt bogstaveligt i filmen, der udspiller sig omkring årtusindskiftet. Det var et tidspunkt med store ændringer i det islandske narkomiljø, som der gik fra at være drevet af små hobbykriminelle til at blive organiseret af professionelle grupper. Med andre ord et tidspunkt, der repræsenterer et Island år nul på flere planer.

LÆS OGSÅForbrydelse betaler sig i sublimt gangsterdrama

Nicolas Winding Refn har været producer på ’Black’s Game’, og de er da også oplagt at kalde Axelssons teknisk imponerende debutfilm for ’Pusher’ på islandsk.

Filmen er fuld af stilistisk overskud, men i modsætning til ’Pusher’-trilogien mangler ’Black’s Game’ miljøskildringen, som løfter sig fra et ensidigt billede af Reykjavík som en hårdkogt storby, hvor gaderne driver med stoffer.

Det havde klædt ’Black’s Game’ at bevæge sig ud af nulpunktet i ny og næ.