Annonce
Annonce

Forsiden

Annonce
Biografen 12. okt. 2012 KL. 14.19

Ny film sender gangstergenren ud på bøhlandet

Der er sprut og kugler i stride strømme i John Hillcoats gevaldigt underholdende film.

Politiken synes
Politiken synes

I 1920’ernes USA havde begrebet måneskinsarbejde en lidt anden betydning.

Moonshine kaldte man det hjemmelavede sprut, som gud og hvermand i nattens mulm og mørke destillerede i hjemmebrænderier i skovens stille ro. En lukrativ forretning blev det først med forbudstidens indførelse i 1920.

Salget af illegal sprut grundlagde gangsternes storhedstid. Gangsterne fra Chicago har været flittige gæster på filmlærredet, men John Hillcoats ’Lawless’ stiller skarpt på et mere overset led i hjemmebrænderiets fødekæde.

Denne gang foregår skyderierne langt ude på bøhlandet på hjemmebrændernes hjemmebane i West Virginia hos de seje Bondurant-brødre.

LÆS OGSÅUltravold er blevet mainstream på lærredet

Et godt spjæt
Filmen, som bygger på Matt Bondurants roman ’The Wettest County in the World’ om hans egen families promilleholdige meritter, udspiller sig i 1931 på et tidspunkt, hvor smarte storbygangstere er ved at overtage sprutbranchen fra de lokale, og hvor en korrupt guvernør assisteret af en ualmindelig ondsindet politiagent importeret fra Chicago gør alt for at flå og knægte de gæve moonshinere.

De fleste bøjer sig for overmagten i skikkelse af den slangeagtige Charlie Rakes med en midterskilning så bred som en hovedlandevej, men Bondurant-brødrene nægter. Det bliver blodigt i Franklin County.

Som i ’The Proposition’ instruerer australske Hillcoat et manuskript af landsmanden Nick Cave, og med en blanding af makabre optrin, sort humor, seværdige skuespilpræstationer og sans for sydstaternes slang swinger Hillcoat og Cave igen glimrende sammen.

LÆS MERENick Cave skriver klassisk gangsterfilm

Herligt at se gangsterfilmen som genre pakke madkurven og tage en tur langt ud på landet.

’Lawless’ oser af atmosfære. Det hele er kørt lige til kanten. Den er for kulørt til at blive en gangsterklassiker, men er en uortodoks og svært underholdende gangsterfilm i en epoke, hvor genren ikke giver mange gode spjæt fra sig.

Brødre midt i volden
Tom Hardy og Shia LeBeouf er begge virkelig gode som henholdsvis den ældste bror Forrest og Bonduranternes yngstemand Jack.

Gary Oldman er sleben som Chicago-gangsteren Floyd Banner, mens Guy Pearce skaber en sygeligt klam skurk i form af den pertentlige psyko-dandy Rakes. ’Lawless’ er noget af en blodig herrefilm, men til gengæld stråler både Jessica Chastain og Mia Wasikowska i birollerne som den eksilerede natklubdanserinde Maggie og den unge kvækerdatter Bertha.

LÆS OGSÅNick Cave flippede ud på filmjournalist i Cannes

Forrest har et godt øje til Maggie, men han er i udgangspunktet ikke godt skåret for tungebåndet og er det slet ikke, da først han får skåret halsen over fra øre til øre. Ifølge en lokal vandrehistorie kan Forrest Bondurant ikke dø, og minsandten om ikke han også overlever med ca. 88 sting som ny rullekrave.

Spradebassen Jack er hans diametrale modsætning. En rigtig lillebror, som ikke kan få det hele hurtigt nok, hvad enten det gælder kvækerdatteren Bertha, en hurtig bil eller en andel i sprutforretningen.

Så brødredynamikken giver ’Lawless’ dens egen rustikke hjertevarme midt i voldsomhederne.