I ’People Like Us’ kan man stadig kan skimte konturerne af en god film bag slutresultatet.

Alex Kurtzman har produceret og skrevet (til både ’Star Trek’ og ’Transformers’) og gjort ved i Hollywood og instruktørdebuterer nu med ikke helt sikker hånd.

LÆS ANMELDELSEStar Trek skraber det kitschede image af

’People Like Us’ er historien om en ung mand på flugt fra sig selv.

Sam er hidsig sælger sidst i tyverne. Den fremmedgjorte søn af en musikproducer, som kompenserer for opvækstens manglende anerkendelse med oppustet ego og flugtreaktioner. Sam kommer for sent til sin fars begravelse, men ikke for sent til at opdage, at han har en ukendt halvsøster.

To sårede søskende, som ikke har kendt til hinandens eksistens. Sådan bliver det ved i en rum tid, for Sam er vokset op i et hjem, hvor der var mange ting, man ikke talte om. Sams problemer med at åbne munden om svære ting er den altovervejende grund til, at filmen ender med at vare små to timer.

Køn dusinvare
’People Like Us’ er personligt stof.

Kurtzman er selv vokset op med bevidstheden om at have ukendte ’halvsøskende’ et sted derude og oplevede en dag tilfældigt at møde en af dem. Men det er, som om han med vold og magt har villet gøre filmen til et alment drama uden helt at kunne finde den rette balance med det personlige.

’People Like Us’ ligner også en film, hvor musikken har spillet en meget større rolle end den spinkle ramme, den nu udgør.

Der er fine anslag i mange scener, men Kurtzman lader sig for let friste af det lille ekstra lag klæbe-klistre, som får det til at ligne amerikansk tv-drama på den gammeldags måde.

Elisabeth Banks som søsteren Frankie og Michael Hall D’Addario som hendes 11-årige søn er begge virkelig gode.

Michelle Pfeiffer er absolut hæderlig som Sams mor, men det hjælper alt sammen ikke så meget, når Chris Pine i hovedrollen spiller fersk-følsom med rødrandede øjne som køn dusinvare.

En bedre Sam og en seriøs udlugning blandt hans mange enslydende replikker (»I am so sorry!«) kunne have været nøglen til at forvandle ’People Like Us’ fra føle-light til vedkommende drama.