Hvis man vil finde det filmiske ophav til pionerånden på CPH:DOX, er der ikke noget bedre sted at starte end hos Dziga Vertov og hans klassiker ’Manden med kameraet’ fra 1929.

Filmen får repremiere i fornem tilstand og med spændende musik af Sheffield-trioen In The Nursery, netop som CPH:DOX er slut.

Filmen vises med digitaliseret nyindspilning af In The Nurserys musik fra 1999. En blanding af kølig electronica og en mere klassisk musiktilgang opnår at modernisere uden at forfladige.

LÆS OGSÅCitizen Kane er ikke længere verdens bedste film

Montagestilen
’Manden med kameraet’ er en film fra dengang, hvor russiske filmskabere som Dziga Vertov og Sergei Eisenstein satte dagsordenen og formulerede den unge kunstarts teoretiske fundament.

Eisenstein skrev de definitive hovedværker ’The Film Sense’ og ’Film Form’ om bl.a. de montage-teorier, der blev brugt og udfoldet filmkunstnerisk i ’Panserkrydseren Potemkin’.

Meget kort fortalt handlede det om at analysere og systematisere kunsten og at fortælle og fremkalde bestemte følelser ved hjælp af klipning, kameravinkler, lyssætning osv.

LÆS OGSÅ Nørdet dokumentar hylder Kubricks filmgeni

For Vertov handlede det ikke om at følelsesforstærke, men om at komme så tæt på virkeligheden som muligt. Ikke virkeligheden som sådan, men virkeligheden som den opfattes af beskueren.

Vertov ville skildre virkeligheden, så den sad lige i øjet.

Den ny tids kulturhelt
I det unge Sovjetunionen kæmpede kunstnerne for en ny kunst til en ny tids menneske. Propaganda, avantgardisme og abstraktion kunne en kort overgang trække på samme begejstring. Det var, inden Stalin hældte betonmonumentalisme og sentimentalkommunisme ud over det hele.

Men i 1920’erne så det endnu anderledes ud, og det er rent ud bevægende at gense Vertovs æstetiske radikalitet og smittende begejstring for den nye tids menneske og dets muligheder.

Dziga Vertov stak ikke noget under stolen. Publikum fik at vide, at nu skulle de se et filmisk eksperiment. En film uden handling, uden musik og uden forklarende mellemtekster.

LÆS OGSÅDokumentarfilm udforsker tiden i sanseåbnende billeder

Han ville indfange og skildre livet i det unge Sovjetunionen. Det er den myldrende modernistiske storby med al dens mangfoldighed og modsætninger, men det er samtidig en film med en uortodoks hovedperson. Nemlig kameramanden. Fotografen som den ny tids kulturhelt.

En uforfærdet helt i posebukser, kasket og lange støvler, der trodser alle farer for at komme tæt på virkeligheden.

Susende af sted i tog og automobiler i Ukraine på jagt efter brandbiler, svævende over dæmninger og klatrende på svimlende høje skorstene for at få det helt rigtige fugleperspektiv eller liggende på maven midt i folkemængden for at få frøperspektivet med.

Et barn af sin tid
’Manden med kameraet’ kan ses som en grundbog i filmens udtryksmuligheder. Her bliver den unge kunstarts magi både afsløret og befæstet.

Her er raffinerede kameravinkler, et smörgåsbord af associationsklip, en opvisning i elegante temposkift, overblændinger, billeder der fryser, højdespringere og hækkeløbere i slowmotion og split screen både på højden og i bredden. Også med brug af trickfilm fremmanes i de realistiske nutidsbilleder fremtidens og fremskridtets hektisk-håbefulde puls.

Som montagekunst er ’Manden med kameraet’ betagende smuk og så gennemmusikalsk klippet, at man ville have ’hørt’ masser af musik også uden In The Nursery.

LÆS OGSÅCPH:DOX-leder: Dokumentar i dag er ikke kun journalistik

Fra hvert eneste klip stråler stoltheden over frembringelsen af en ny kunst. En folkets kunst, som skal erstatte de støvede borgerlige kunstarter med den fart og det tempo, som udviklingen af det socialistiske menneske vil kræve.

’Manden med kameraet’ har et element af propaganda, men som i ’Panserkrydseren Potemkin’ overstråler filmens liv og æstetik propagandaen.

’Manden med kameraet’ er et barn af sin tid, men den er ikke et dybt problematisk barn af sin tid som ’Triumph des Willens’, hvor Leni Riefenstahl som en uhyggeligt dygtig elev af de russiske læremestre nogle år senere spændte montageteorierne for nazismens propagandamaskineri.

Endte i unåde
Men hvilket håb på filmkunstens vegne dengang i 1929, før Hollywood sendte superheltene ud for at erobre kloden.

Som eksperimenterende filmskaber endte Vertov selvfølgelig selv i unåde. Manden med kameraet ved det ikke selv, men hvad han filmer, er reelt sidste udkald for troen på filmkunsten som et redskab til at skabe en ny og bedre verden.

Hvad er det så, manden med kameraet fotograferer? Det nye liv. De forsovede vågner op til en verden i støbeskeen. Maskiner buldrer energisk. Civilsamfundet udfolder sig med myreflittighed fra morgen til aften.

LÆS OGSÅPropagandafilmen vender stærkt tilbage

Sporvogne, busser, brandbiler og ambulancer drøner rundt i de hektiske nye tider, hvor menneskemylderet kun lover godt for fremtiden.

Selv med alt, hvad man ved om de lidelser, der gik forud og skulle komme bagefter, er det et betagende optimistisk billede af menneskets og filmkunstens muligheder.

Filmer sig selv
Billeder i en suggestivt fremdrivende klipning peger hele tiden i retning af en fremtid uden for billedrammen, men hvis potentiale konstant bliver antydet.

Selvfølgelig var også datidens dokumentarfilm en opvisning i manipulation af virkeligheden.

Næsten som i et spejlmaleri af Velázquez ser man den ensomme kameramand afspejlet på linsen af filmkameraet ivrigt filmende ... sig selv. Proces og værk smelter sammen.

LÆS OGSÅNy film: Hitchcock var sexgal og hævngerrig

Hvadenten man har set den før eller ej, er denne smukke udgave af ’Manden med kameraet’ en virkelig øjen- og nu også ørenåbner.