At lave den menneskeligt vedkommende feelgood-komedie er en vanskelig kunst. Langt de fleste forsøg er for kalkulerede til at kunne ramme hjertekule, tankesæt og lattermuskel med samme præcision.

Franskmændene mestrer nu denne amerikansk dominerede disciplin bedre end de fleste.

Det kan godt være, at Leos Carax og hans ’Holy Motors’ er den kunstneriske limousine, der igen får feinschmeckerne til at falde i svime over fransk filmkunst, men det er ’De urørlige’ lavet af makkerparret Eric Toledano og Olivier Nakache, der fortsætter den franske bølge, hvor ’The Artist’ slap i fjor.

Renset for sentimentalitet
Filmen bygger på en sand historie. Den rige Philippe Pozzo di Borgo blev efter en paraglidningsulykke lam fra halsen og ned. Efter en årrække blev den unge Abdel fra et belastet socialt boligbyggeri ansat til at passe ham.

En handikappet rig mand får nyt livsmod ved mødet med en fattig mand fra betonforstæderne.

LÆS OGSÅ'De urørlige' har trukket 20 millioner franskmænd i biografen

Så kort kan det siges. Men måden det bliver sagt på, er det afgørende. I ’De urørlige’ sker det med en humor renset for enhver form for sentimentalitet.

En fryd af flabet timing
I virkeligheden var Abdel en lavstammet, rund araber. På film bliver han til Driss. En stor flot afrikaner spillet af den populære franske skuespiller og tv-personlighed Omar Sy.

En lille udskiftning, som næppe har skadet filmens gennemslagskraft! En gusten manøvre? Måske ikke.

Omar Sy er fast inventar i Toledano og Nakaches film. Uanset forklaringen er hans (s)parring med den rutinerede François Cluzet en fryd af flabet timing.

To pariaer
Filmisk er kombinationen af sort og hvid bare et godt match for en film, hvor sociale, fysiske og visuelle modsætninger skal gå, løbe og sågar svæve op i en højere enhed.

Den lige så lamme som stenrige Philippe skal frelses fra medlidenhed og kvælende omsorg. Egentlig var Driss kun kommet for at få en underskrift, så han på bistandskontoret kan bevise, han har været arbejdssøgende.

Nu får han i stedet jobbet som en blanding af personlig sygehjælper og Jeppe i baronens seng. Omar Sy er i sit es som den lange, småkriminelle Driss, der pludselig befinder sig i en overklasseverden, der både er fabelagtig og absurd.

Philippes forlorne aristokratiske univers krakelerer under Driss’ måbende øjne og skoggerlatter. Det udsigtsløse liv i ghettoen påkalder sig pludselig en anden form for ansvarlighed i Driss. Philippe har alle muligheder, men er håbløst fastlåst i sin lammede krop.

Driss har ingen social bevægelsesfrihed, men er fysisk i topform. Den ene er handikappet, den anden socialt udstødt. De er begge urørlige, pariaer. Men de kommer til at se sig selv med de nye øjne, de har fået af hinanden.

Ingen klister
’De urørlige’ er oplagt fortællingen, mange gerne vil se i en tid, hvor samfundets fællesskab knager og giver sig i krisens tegn.

En film om et møde på tværs af farver og klasser, hvor ægte mennesker erstatter professionel omsorg.

Og hvor kunne det hele dog være blevet klistret, hvis tonefaldet bare havde været en smule mindre rent og humoren en anelse mindre rå.

Den brede pensel
Ordene ’solidaritet’, ’integration’ og ’empati’ kunne være blevet skrevet med blævrende budding.

Nu bliver de i stedet hvirvlet af sted med en lige så grinagtig som overrumplende biljagt, en hyggelig frokost på Deux Magots, musik af Earth, Wind & Fire, støttestrømper og ’pottræning’ i røg og hamp.

’De urørlige’ er filmen, som scorer alle tænkelige billige point med en overflod af ærlig charme. Den brede pensel er bare nogle gange et meget befriende redskab.