Det var helt tilbage i 1981, at succes-musicalen ’Dreamgirls’ baseret på historien om 60’ernes store, sorte pigegruppe The Supremes åbnede på Broadway. Bill Condons veloplagte, moderne filmatisering af ’Dreamgirls’ er i udgangspunktet en musical. Men i stil og tonefald snarere en veldrejet biopic under dæknavne tilsat fængende musicalelementer.

Når filmen mere opleves som dramatiseret portræt end som musical, skyldes det, at den musikalske hovedvægt er lagt på sangnumre, der er musikalsk integrerede i handlingen. ’Dreamgirls’ er hverken en musikalsk portrætfilm som ’Ray’ eller en egentlig musical, men en underholdende og temmelig uforpligtende fusion af de to genrer.

Image er vigtigst
’Dreamgirls’ er reelt historien om The Supremes, det sorte pladeselskab Motown og dets diktatoriske chef Berry Gordy. Her fortalt som fortællingen om The Dreams og frontfiguren Deena. Deena er – næsten – Diana Ross og sådan er det hele vejen igennem.

Dæknavnene draperet om de historiske identiteter er tynde som tyl, men giver visse dramatiske friheder i genfortællingen af et vigtigt kapitel i populærmusikkens historie. Den store, slidsomme manøvre, da Motowns ’godfather’ Berry Gordy midt i 60’erne gjorde det muligt for sorte kunstnere omsider at få det fulde udbytte af deres egen musik. Men en succes med store menneskelige omkostninger under den diktatoriske Gordy.

’Dreamgirls’ er en historie om rivalisering og manipulation. Om kynisme og kærlighed og om dengang man lærte lektien, der nu er børnelærdom: Talent er vigtigt, men image er vigtigere.

Smart underholdning
Nutidens store r&b-stjerne Beyoncé Knowles spiller Diana Ross-figuren Deena og gør det fuldstændig overbevisende. Jamie Foxx er den snu Curtis, men bliver overtrumfet af spradebassen Eddie Murphy i flot comebackstil som Jimmy Early, der nogenlunde dækker over Smokey Robinson.

Hamle op med de ægte Supremes-numre fra hitfabrikken Motown kan Henry Kriegers driftsikre pasticher ikke, men det er såmænd smækkert nok endda. ’Dreamgirls’ er smart underholdning, men netop fordi den opererer under dække, mangler den også det forpligtende mod og det historiske bid, der gjorde ’Ray’ til en helt særlig introduktion til epokens sorte musik.