Det nytter ikke at bluffe.

Jeg må med det samme indrømme, at jeg aldrig har været ’Star Trek’-fan.

Snarere må jeg blankt erkende, at jeg altid har fundet fænomenet lattervækkende med dets håndtegn, retrofuturistiske 60’er-kostumer og nørdet-indforståede jargon.

Indesluttet univers
Hvilket ikke betyder, at jeg ikke har respekt for den verdensomspændende, kultiske Star Trek-fanskare, der gennem snart et halvt århundrede har hyldet universet og dets personer i film, serier, bøger og klubber.

Jeg har bare altid følt mig uden for det gode selskab – og det er jo netop faren ved et indesluttet univers som Star Trek, at det er svært at få adgang til som uindviet.

Men her tilbyder den nye film, som simpelthen hedder ’Star Trek’, sig som en mulig åbning til Star Trek-universets intergalaktiske hemmeligheder. Og tak for det.

En ny begyndelse
’Star Trek’ er ganske vist den 11. ’Star Trek’-film, men den er alligevel en ny begyndelse for den efterhånden noget støvede sci-fi-franchise, der i modsætning til ’Star Wars’ (der som bekendt udspiller sig »a long time ago in a galaxy far, far away«) handler om fremtiden for vores egen verden.

’Star Trek’ anno 2009 skydes af sted i høj hastighed med en prolog, der fortæller forhistorien om den heltemodige kaptajn George Kirk, der ofrede sit liv for at redde resten af besætningen på rumskibet ’Kelvin’.

Faderskabskompleks i asteroidestørrelse
Han døde akkurat i det øjeblik, hans søn James Tiberius Kirk blev født (rendyrket guf for filmanalytikere med freudianske tendenser: Barnet presses ud, samtidig med at redningsfærgen skydes ud af det eksploderende moderskib), og tyve år senere bliver Kirk (Chris Pine) – nu en rodløs rebel med et faderkompleks på størrelse med en mindre asteroide – opfordret til at indskrive sig i Stjerneflåden ligesom sin far.

Spock (Zachary Quinto), som er søn af en menneskekvinde og en mand fra planeten Vulcan, er på vej samme sted hen, og da filmen har rundet den første halve time, er hele den klassiske Star Trek-besætning – Kirk, Spock, ’Bones’ McCoy, Scott, Uhura, Sulu og Chekov – kommet om bord på det gode (rum)skib ’USS Enterprise’ på vej til at redde planeten Vulcan fra udslettelse.

Kirk/Spock-forhold
Had-kærligheds-forholdet mellem Kirk og Spock er en af de centrale drivkræfter i filmen, der tegner de to op, så man aldrig er i tvivl om deres indbyrdes forskelle.

Kirk er en vildbasse i sine følelsers vold, mens Spock bestræber sig på at underlægge sine følelser rationel logik og evnen til blindt at parere ordrer.

Den ene handler, mens den anden tænker – ja, de slås endda forskelligt: Mens Spock kæmper med en lydløs og elegant karatelignende stil, uddeler Kirk uelegante, men ærlige knytnæver, så det synger.

Batman-lignende prequel
Kirk og Spock er hovedpersonerne i det klassiske ’Star Trek’-univers, men aldrig før er deres forhistorie blevet fortalt.

Instruktøren J.J. Abrams gør dermed for Star Trek, hvad Christopher Nolan gjorde for Batman og Martin Campbell & Marc Forster for Bond: Han skraber det kitschede image af og begynder med begyndelsen i det, man kalder en prequel, nemlig en forhistorie til den i forvejen kendte fortælling.

Ved på den måde at gå et skridt bagud og rykke lidt i filmens tid-rum-kontinuum, kan han skrive historien om og frigøre fortællingen fra de originale skuespillere, der er blevet for gamle, og fra personer, der er døde i mellemtiden – som kaptajn Kirk, der rent faktisk afgik ved døden i den syvende ’Star Trek’-film.

’Beam me up, Scotty!’
På den måde får han bragt den støvede serie tilbage til fremtiden – uden nogensinde at svigte seriens originale mytologi, hvis 42-årige kontinuitet sikres via de genkendelige uniformer, udstyr og ikoniske sætninger som ’Beam me up, Scotty!’.

Helt præcis blev det første afsnit af tv-serien ’Star Trek’ sendt på amerikansk tv 8. september 1966 med William Shatner (ham fra ’Rescue 911’) i hovedrollen som Kirk.

Allerede i sin første sæson koncentrerede serien sig om besætningen på ’USS Enterprise’ og deres mission om »modigt at tage derhen, hvor intet menneske før har været«.

Forglemmeligt plot
Samme mission om nye landvindinger udtales i filmen, men rent filmisk rejser ’Star Trek’ ikke langt fra basen i sin dybt konventionelle fortælling om ære, loyalitet og fremtidsoptimisme.

Filmens plot er temmelig forglemmeligt, men er kort fortalt centreret omkring skurken Nemo (en uigenkendelig Eric Bana), der er ude på at hævne drabet på sin kone ved at få alle føderationens planeter – inklusive Jorden – til at implodere i et sort hul.

Arne Jacobsen-tallerkenform
Neros tatoverede og ubarberede ansigt får ham til at ligne en utæmmet indianer, og hans verden af dæmonisk vildskab står i skærende kontrast til de lysfyldte, ordnede forhold på ’USS Enterprise’, der med sin Arne Jacobsen-lignende tallerkenform står som en modernitetens kontrollerede højborg mod Neros vilde kaos.

Og sådan skal det jo være i et univers som ’Star Trek’: De onde er ordentligt onde, de gode er tilsvarende renhjertede, og der smøres tykt på efter alle kunstens regler, nøjagtig som konventionerne foreskriver.

Men det gør ikke desto mindre personerne (med undtagelse af Kirk og Spock) til nogle papirtynde typer, der falder ind i fastlagte roller frem for at vokse foran tilskuerens øjne.

Underholdningen sikret
Ligeledes er de mange sentimentale moralprædikener om at »realisere sig selv og finde sit kald« nok til at kalde tilskueren ud af filmens 23. århundrede og tilbage til det egocentrerede 21. århundrede.

Men til trods for den relativt uinspirerede intrige, der byder på forvirrende tidsrejser (og en gæsteoptræden af Leonard Nimoy, der spillede Spock i ’gamle dage’, og som nok skal få inkarnerede ’trekkies’ til at huje), er underholdningen sikret i ’Star Trek’.

Flotte special effects
Først og fremmest takket være et energisk drive, der sikrer, at man aldrig keder sig, men også takket være flotte special effects, især i den elegant koreograferede scene, hvor Kirk, Sulu og en tredje fra ’USS Enterprise’ skal foretage et rumdyk i frit fald ned på en gigantisk maskine, der truer med at bore et sort hul (!) i planeten Vulcan.

En sidste, men meget væsentlig, forsonende kvalitet ved Abrams’ version af ’Star Trek’ er, at den ikke tager sig selv for højtideligt.

Træfsikkert trav
Abrams, der selv pendler mellem tv (’Felicity’, ’Alias’, ’Lost’) og spillefilm (’Mission: Impossible III’ og ’Cloverfield’), har i flere interview fortalt, at han aldrig selv har været ’trekkie’, men netop udebanefordelen betyder, at Abrams ikke har nærmet sig Star Trek-arven med et knæfald, men med et frisk og ligefremt blik og et træfsikkert trav gennem den neutrale zone, der ligger mellem de mest hardcore Trekfans og almindelige biografgængere.

Hvilket bringer os tilbage til min indledende anke.

Jeg tror nemlig, at den centrale forhindring for mit – og sikkert mange andres – forhold til ’Star Trek’ var den seriøsitet, serien omgav sig med.

Som om man skulle have en liste klar over sine ti favoritepisoder, sine yndlingsskurke (Romulans, Klingons, Cardassians, eller hvad de nu hedder) og kende det hemmelige håndtegn for overhovedet at kunne tale med om filmene.

Ind i Obamaæra
Den form for selvhøjtidelig detaljefetichisme dyrker denne ’Star Trek’-film heldigvis ikke.

Abrams og hans manusforfattere Roberto Orci og Alex Kurtzman er ikke lammet af seriens kanoniserede status, og med ungdommelig energi og en relativt stor grad af kunstnerisk frihed (og de fedtede fingre dybt nede i popkulturens honningkrukke) får de flot teleporteret ’Star Trek’ ud af Kennedytidens fremtidsoptimisme og ind i det 21. århundredes tilsvarende løfterige Obamaæra.