Hunger’ er i sjælden grad en film, der er ét med sit emne: viljestyrke og protest.

Den handler om IRA-fangen Bobby Sands, der i foråret 1981 indledte en sultestrejke i protest mod de umenneskelige forhold i det berygtede Maze-fængsel uden for Belfast.

Filmen begynder dog på den anden side af tremmerne, hjemme hos en af fangevogterne, der begynder dagen med rituelt at vaske sine hænder, hvor knoerne er kronisk blodige efter de daglige prygl, han giver fangerne.

Derpå ser han sin bil efter for bomber, inden han kører på arbejde.

Bank til afpillede indsatte
Allerede fra begyndelsen levnes der ingen tvivl om, at den tilspidsede konflikt i Nordirland ødelægger liv på begge sider af loven, hvilket også understreges i en senere scene, hvor kampklædte betjente bliver sendt ind i fængslet for at give de nøgne og afpillede indsatte bøllebank.

Sympatien ligger helt oplagt hos fangerne, men da kampen er omme, ser de indsatte tilfredse ud, mens en betjent bryder grædende sammen.

Fangernes modstand, som blandt andet består i at nægte at bære fangedragt og i at smøre deres ekskrementer op på væggene og hælde urin ud på gangen, forener de indsatte i en form for værdighed, mens det skaber frygt og forvirring hos de ansatte.

Lort som kunstnerisk udtryk
’Hunger’ er Steve McQueens første spillefilm, men den britiske kunstner har i sin videokunst udforsket forholdet mellem kroppen og rummet, og det spændingsfelt er også centralt i ’Hunger’, som McQueen vandt debutantprisen Caméra d’Or for i Cannes.

Her ophøjes det allermest ækle – menneskelort – til et kunstnerisk udtryk, når det er smurt i dekorative cirkler på en nøgen væg, og fangernes mørke urin, der siver ud under de låste døre, er et tyst udråbstegn, en protest mod enhver forestilling om, at fængselslivet er civiliseret.

Uden politisk forklaring
Er ’Hunger’ en politisk film? Ja – men så alligevel langtfra.

Enhver historisk kontekst og politisk forklaring er barberet bort til fordel for stillestående tableauer og en lydside fuld af mumlen og uklare lyde. I stedet fremstår ’Hunger’ som en udforskning af en tilstand, fortalt i tre dele.

Første del skildrer fangevogternes gentagne og hårdhændede overgreb, mens man på lydsiden hører den daværende premierminister, Margaret Thatcher, leve op til sin titel som jernlady og nægte at give de indsatte status af politiske fanger.

En af årets største præstationer
Med få undtagelser er der ingen dialog i filmens første del, men i filmens anden del bryder McQueen med ordløsheden og skifter fokus til Bobby Sands, som spilles af Michael Fassbender, i hvad der må være en af dette års største præstationer.

Sands er karismatisk og fuld af liv og modstand, og i filmens mest radikale scene, en 23 minutter lang samtale mellem Sands og en moderat katolsk præst, får vi indblik i Sands’ grundigt gennemtænkte martyrium.

Samtidig er dette brud på filmens tysthed en anerkendelse af det talte ords betydning. Meget kan udtrykkes i billeder, men noget må trods alt siges, for at vi kan forstå denne viljestærke protest.

Filmen svinder ind
Men når alt er sagt, er der kun handling tilbage, og som sagt går ’Hunger’ i ét med det, den skildrer, så da Bobby Sands under sin 66 dage lange sultestrejke svinder ind, gør filmen det også.

Den ydre handling går i stå, og filmsproget slankes til en minimal puls.

I stedet giver filmen et bud på de indre billeder, der går gennem Sands’ blodsukkerfattige, drænede sind.

Kroppen er det ultivative våben
Og mens hans øjne sortner, hans kinder udhules, og hans ribben truer med at gennembryde det pergamenttynde skind (den i forvejen slanke Fassbender tabte sig 16 kilo for rollens skyld), folder der sig en abstrakt skønhed ud i billederne.

Kroppen er det mest ultimative våben, og i filmens sidste del er udtrykket ekstremisme – kropslig og politisk – vel mest dækkende.

Og selv om filmens slutning er grum at se på, er der en grufuld skønhed i kompromisløsheden, uanset hvor ekstrem og kvalmefremkaldende den er.