Da François Truffaut skrev sit berømte essay ’En vis tendens i fransk film’ i 1954, skete det i oprør mod en bestemt slags film: de historiske dramaer, der på autopilot alle fortalte den samme historie om helte og heltinder, romantik og idealisme, og som – meget væsentligt – var optaget i kunstige filmstudier, langt fra virkelighedens Paris.

Truffaut og hans kolleger fra Cahiers de Cinéma ønskede at gøre op med traditionen for store, dyre studieproduktioner af uopfindsomme film, som han nedsættende kaldte ’cinéma de papa’, og i stedet lave realistiske og vedkommende film.

Tårevædet sentimentalitet
Man skulle tro, at hele den franske nybølges tsunami af neorealistiske mesterværker var gået hen over hovedet på Christophe Barratier.

Barratier bekendte sig allerede med sin debutfilm ’Koret’ til en bemærkelsesværdigt gammeldags filmfortælling, der var mere inspireret af førkrigstidens franske film end af sin egen tid.

Men hvor det i ’Koret’ lykkedes ham at holde den rendyrkede nostalgi ude af billedet, driver det med tårevædet sentimentalitet i hans nye film, ’Faubourg 36’.

Ikke meget sus i skørterne
Titlen refererer til tid og sted – en forstad til Paris i 1936 – og selv om fortællingen om livet i og omkring et varietéteater måske lyder lidt af Baz Luhrmanns postmoderne overflod i ’Moulin Rouge!’, er der sgutte meget fut i skørterne på kabareten Chansonia.

Filmen følger varietémesteren Pigoil (den trinde Gérard Jugnot fra ’Koret’), der mister både job, kone og søn, da Chansonia falder i fremmede hænder sidst i 1930’erne.

Fascisme, fattigdom og fordrukkenhed kradser på døren, men sammen med de andre lokale ildsjæle og en ung kvindelig stjerne får Pigoil teatret på benene igen.

Det er også netop hende – den unge sangerinde – der giver filmen et tiltrængt nyt pust af liv og musik (selv om det forstyrrer noget, at hendes frasering så tydeligt hører hjemme i det 21. århundrede).

Skamløst skoleridt
Den musikuddannede Barratier har lydsiden i orden, og til musettemusikkens sørgmuntre toner er det ikke umuligt at lade sig charmere af de ekstremt romantiserede (studieoptagede) billeder af et Paris anno dazumal.

Alligevel trættes man af den ekstremt gammeldags, bagudskuende fortælling, der er et så skamløst skoleridt gennem alle tænkelige franske klichéer, at man må håbe, der gemmer sig et glimt i Barratiers tårevædede øjne.

Barratier tager sig kærligt af fransk films fortid, men kommer ikke just med bud på nytænkning.

Vi frankofile filmfans kan til gengæld glæde os over, at fransk films fremtid er sikret takket være andre gode kræfter som Laurent Cantet, Arnaud Désplechin og François Ozon.