For madanmelderne i iBYEN er det en regel, at topkarakteren seks kokkehuer først må uddeles efter to sublime besøg på den samme restaurant.

Det et godt princip, også i filmens verden, selv om det ikke så tit er muligt, for ofte kan et gensyn afsløre de skønhedsfejl og mangler, der skjulte sig bag den umiddelbare begejstring ved første gennemsyn.

Hvorimod de ægte mesterværker står distancen og trodser nyhedsværdiens blændværk – som det er tilfældet med Jonathan Demmes ’Rachel Getting Married’, som jeg så første gang i Venedig sidste år og netop har genset.

Demmes første spillefilm
’Rachel Getting Married’ er Demmes første spillefilm siden den lidt trætte genindspilning af ’The Manchurian Candidate’ i 2004.

Demme er for de fleste mest kendt som instruktøren bag den femdobbelte Oscarvinder ’Ondskabens øjne’, men gennem det sidste årti har han koncentreret sin indsats om dokumentarfilm.

Kulmination på karrieren
Med ’Rachel Getting Married’ forener han sin evne til at skabe bredt appellerende filmfortællinger med klare dokumentariske islæt, og den markerer en foreløbig kulmination på hans karriere som filmskaber.

LÆS ARTIKEL Dagbog fra Venedig: Demme leverer varen - endelig

Som titlen afslører, er handlingen centreret om et bryllup, men ’Rachel Getting Married’ er en usædvanlig skildring af et usædvanligt bryllup.

Nok er det storesøster, Rachel (Rosemarie DeWitt), som skal giftes med sin sorte forlovede, Sidney (Tunde Adebimpe), men det er lillesøster, Kym (Anne Hathaway), der er filmens absolutte centrum lige fra begyndelsen, hvor hun løslades fra afvænningsklinikken for at deltage i sin søsters bryllup.

LÆS ARTIKEL Anne Hathaway: »vi lever i en ekstremt ungdomsfikseret kultur«

Mørk Hathaway
I skikkelse af en usædvanlig mørk og kantet Hathaway vender Kym hjem til barndomshjemmet, som summer af bryllupsforberedelser.

»Jeg så lige et spøgelse«, siger en af søsterens venner, mens Kym går forbi, og det er vel netop det, hun er, som hun bevæger sig gennem huset med sort kohl om øjnene og en sky af politisk ukorrekt cigaretrøg og totalt upassende kynisme omkring sig.

Filmens sorte hul
Hun er ikke bare familiens sorte får, hun er filmens sorte hul, som suger tilskueren til sig – og fanger faderens (Bill Irwin) udelte opmærksomhed, mens hun som et løsgående, konfliktsøgende missil sørger for en dosis modgang midt i al den lyksalige medgang.

’Rachel Getting Married’ er i både sin ramme (familiesammenkomsten) og sin tematik (skyld/soning) traditionel, ja, næsten banal, men det generøse ved Demmes film er, at den er langt rigere end sit centrale drama.

Musikken udfolder filmen
Med afsæt i bryllupsfesten er filmen en skønhedsåbenbaring, der som en blomst folder sig ud med musikken som fødselshjælper – den musik, der siver gennem rummene i det store træhus i Connecticut, mens regnen siler ned udenfor.

Brylluppet og musikken smelter eksplicit sammen under selve ceremonien, hvor brudgommen fremfører Neil Youngs ’Unknown Legend’ for sin brud, og musikerne (som spilles af musikere fra instruktørens egen omgangskreds) improviserer, mens kameraet kører.

Kombinationen af lange, løst orkestrerede optagelser med live musikledsagelse og fremragende spil fra både amatører og professionelle (blandt andre Debra Winger i en knivskarp præstation) skaber en mageløs intens stemning.

Den smukkeste hjemmevideo nogensinde
Det improviserede var en af grundtankerne for Demme, der flere steder har beskrevet sin intention om at skabe en film, der føltes som den smukkeste hjemmevideo nogensinde.

Af samme grund er ’Rachel Getting Married’ optaget med håndholdt HD video, som giver det samme umiddelbare udseende som hjemmevideoer.

Og det er netop den balance, der gør filmen helt enestående. For på den ene side skærer Demme ind til benet med sin dokumentariske realisme, der er ikke så lidt Dogmeinspireret, på den anden side er det en film, der er så overdådig i både billeder, musik og sin dybe medmenneskelighed.

Det er det, den handler om bag det umiddelbare familiedrama: troen på et bedre Amerika, og det er derfor en udpræget 2008-film med den politiske forandring som klar og håbefuld undertone.

Som i himlen
’Rachel Getting Married’ er en film, der i sjælden grad har hjertet på rette sted. Hudløst ærlig, kærlig og så fuld af optimisme og overskud, at man sidder stille og taknemmelig tilbage.

»This is how it is in heaven«, siger gommens gamle bedstemor i sin grådkvalte tale til brudeparret, og hvor man dog håber, at hun har ret.

Læs flere filmanmeldelser på www.ibyen.dk