En mand får en nytårsraket i øjet, men insisterer på at fortsætte festen.

En gruppe nogle-og-tredive-årige fyre bliver vrede på deres ven, som ikke længere vil lege, som da de var unge.

Et venskab mellem to purunge piger går itu, da den ene ligger under for gruppepres og efterlader den anden bevidstløs af druk ved en øde motorvej.

En buschauffør med hjertesorger nægter at køre videre, før synderen bag en knækket gardinstang melder sig.

Og en ung lærerinde siger fra over for en ældre mandlige kollega, som har afstraffet en elev fysisk.

Sveriges tavse flokdyr
Gennem fem uforbundne historier giver svenske Ruben Östlund et portræt af et land af tavse flokdyr, der hellere følger strømmen og lader som ingenting end at sige fra, når de møder uretfærdighed.

Det er Sverige, men det kunne lige så godt være Danmark.

I en række aldeles ordinære situationer observerer Östlund menneskets ritualer, småsnak og bevægelser; ofte fokuserer kameraet på fødder i stedet for ansigter, på en gruppes indbyrdes positionering i en bus, til et middagsselskab eller i et lærerværelse.

Ekstremt udleverende
Køligt, distanceret – og ekstremt udleverende. Man genkender simpelthen sig selv i situationerne.

Ja, sådan taler vi. Sådan gebærder vi os, når vi bliver forlegne. Men alle situationerne har fået en knivspids salt.

Noget er gået galt, noget bliver ikke sagt, eller nogen har forbrudt sig mod regelsættet.

Nuancerne er helt fine og upåfaldende, og tilskueren tvinges til at holde ørerne stive. Hvad er det, der ikke bliver sagt? Hvad burde der siges?

Minder om Roy Andersson
Det er oplagt at sammenligne ’De ufrivillige’ med landsmanden Roy Anderssons eventyrligt sære sverigesportrætter.

Manglen på enstrenget fortælling, den udstrakte distance til personerne (med et kamera, der genert eller frastødt holder afstand), den satiriske tone, der alt efter tilskuerens vilje kan tolkes som en moralsk afklapsning eller en sympatisk medmenneskelighed, og den snurrende karruselmusik er redskaber, begge instruktører benytter sig af for at fremmane et billede af en svagt unaturalistisk virkelighed.

Tættere på virkeligheden
Men Östlunds film er tættere på en genkendelig virkelighed end Anderssons allegorier.

De fem historier, vi præsenteres for, er taget ud af en triviel hverdag og er kun en lille smule forskudt fra det forventelige. De fem historier mødes aldrig, men der tegner sig et tematisk mønster.

’De ufrivillige’ handler om, hvordan vi reagerer, når vi møder uretfærdighed, og om den hårfine grænse, der går mellem acceptabel og uacceptabel adfærd.

Få helte
Der er ikke mange helte i filmen, men skolelærerinden, der siger fra, da hun ikke kan holde hykleriet ud længere, er den sjældne undtagelse.

Hun er på sporet af sandheden allerede halvvejs inde i filmen, da hun via et simpelt eksperiment lærer sine elever om gruppepres.

Her peger Östlund på det grummeste i den menneskelige psyke på en måde, der sender tankerne tilbage til Michael Hanekes fremragende menneskemosaik i ’Ukendt kode’.

Det er uhyggeligt, når mennesker tankeløst klapper i takt. Men Östlund er ikke så vred som Haneke.

Tragikomisk menneskeskildring
Der er en vis forsoning at spore i hans tragikomiske skildring af mennesker, der for så vidt vil det bedste, men indfanges i flokmentalitetens stupiditet.

Som da buschaufføren og den unge turleder taler om at rejse væk fra Sverige og »alle de tragiske mennesker«. Men ikke kan se, at de selv er de tragiske mennesker.

Læs flere filmanmeldelser på www.ibyen.dk