Kan en intelligent ung mand anno 2010 blive fristet til at indgå i et nynazistisk broderskab, blot fordi hans fremtidsplaner ufrivilligt ændres og fremkalder en kontrovers med hans forældre?

LÆS OGSÅ Bøssenazi-film rammer ikke helt plet

Det er jeg ikke helt overbevist om. Men ellers er Nicolo Donatos spillefilmsdebut en overmåde overbevisende film.

Nul muslimer, nul homoer
Thure Lindhardt har i hovedrollen som Lars endelig fået en rolle, hvor hans blanding af genert drengerøv og lynende intelligent ordkløver smelter sammen. Da Lars bliver degraderet i militæret på baggrund af et rygte om upassende opførsel, tager han hjem til sine synligt skuffede forældre, der ikke kan rumme hans desillusion.

Da Lars en aften besøger en gammel ven, dukker lederen af den lokale fraktion af nynazister op og forsøger at hverve Lars, som først er modvillig, men hurtigt lader sig lokke af ’Tykke’ (Nicolas Bro), som med simpel smiger taler til Lars’ manglende selvtillid på et kritisk tidspunkt i hans liv.

Også den tillukkede Jimmy (David Dencik) virker sært tillokkende på Lars, og da Tykke indstiller Lars til et a-medlemskab i foreningen og installerer ham hjemme hos Jimmy, er det begyndelsen til enden.

De ved nemlig begge alt for godt, at kærligheden mellem mand og mand ikke er tilladt i en forening, hvis grundprincip er at leve »i harmoni med de naturlige love«. Hvilket på nynazistisk nudansk betyder: nul muslimer, nul homoer.

Urealistisk skift i ideologisk sindstilstand
Men hvordan kommer det så vidt? Hvordan kan en kvik fyr, der i en af filmens første scener overbevisende argumenterer imod den dødbringende dumhed, den nationalsocialistiske forening prædiker, lade sig forføre af selvsamme fællesskab?

Kan militærets broderskab uden videre erstattes af et andet? Og skal der virkelig ikke andet til end en fremstrakt hjælpende – eller skulle man sige heilende – hånd?

Det er spørgsmål, der presser sig gevaldigt på i ’Broderskab’, hvor Lars’ skift i ideologisk sindstilstand overstås på ganske få minutter. Lidt længere betænkningstid havde helt klart været at foretrække, for uden en dybere forståelse af denne fortællemæssige grundpræmis er det svært at acceptere den handling, der følger.

Ud over denne anke er der dog meget at lovprise i ’Broderskab’. Nicolo Donato skildrer kærlighedsforholdet, så det føles helt rigtigt, samtidig med at de to elskende konstant er klar over, at det, de gør, vil blive betragtet som forkert.

En stor filmoplevelse
Spillet mellem Thure Lindhardt og David Dencik er smukt, præcist og følsomt, og Dencik imponerer med sin evne til at sige en masse blot med et blik.

Også den ukendte Morten Holst gør en overbevisende figur i rollen som Jimmys lillebror, Patrick, der skulle have haft det a-medlemskab, som Lars i stedet får tilbudt, og dermed overtrumfer han blodets broderskab.

Også billedsiden med de lavthængende skyer over den navnløse danske provinsby og de afklædte mandekroppe, hvis fællesskab bevæger sig på en hårfin grænse mellem homofili og homofobi, er flot forløst i Laust Trier-Mørchs billedskønne realisme.

Så alle anker til trods er der en stor filmoplevelse at hente i ’Broderskab’.