'Cold Souls’ er en film, der lover virkelig godt. Gode skuespillere, en hyleskæg og opfindsom præmis og en særpræget tone, der vel bedst kan beskrives som legesyg, filosofisk og sorthumoristisk på en gang.

Paul Giamatti spiller mere eller mindre sig selv i rollen som skuespilleren Paul Giamatti, der kæmper en hård kamp med sin hovedrolle i en Broadway-teateropsætning af Tjekhovs ’Onkel Vanja’.

Da hans agent nævner en artikel fra tidsskriftet The New Yorker om et firma, der tilbyder at opbevare menneskesjæle, ser Paul en mulighed for at få åndelig lindring for sine sjælekvaler.

Sjæleopbevaring
Scenen, hvor Paul første gang opsøger sjæleopbevaringsfirmaet Soul Storage, er måske filmens allerbedste. Den altid så præcise og veloplagte David Strathairn spiller firmaets leder, dr. Flintstein, der taler om sjælen, som var den sammenlignelig med ethvert andet organ, og dejlige Lauren Ambrose (’Six Feet Under’) vimser rundt som sekretæren, der ser alt og ved alt om de opbevarede sjæle og deres (eks-)ejermænd.

Det er absurd og samtidig ikke totalt utænkeligt i disse tider, hvor vi dagligt bilder os selv ind, at alt ved tilværelsen er til forhandling og kan bruges eller smides væk efter forgodtbefindende.

Både præmissen og de indledende ordkløverier, sjælehandlen afstedkommer, er vittigt og præcist præsenteret af den debuterende spillefilmsinstruktør Sophie Barthes.

Deadpan-humor
Ligeså virker det oplagt med koblingen til Tjekhovs ’Onkel Vanja’, der netop – blandt andet – handler om livets skuffelser, og da Paul Giamatti i en af filmens første scener udtaler replikken »Jeg er 47 år gammel. Hvis bare jeg kunne leve det, der er tilbage, på en anderledes måde«, er der bygget bro mellem stykkets figurative tale og filmens morsomt bogstavelige tagen på ordet.

Dermed placerer filmen sig i en selvbevidst stil, der kan minde meget om Spike Jonze og Charlie Kaufmans film (’Orkidétyven’ og ’Being John Malkovich’), og dér virker den hjemme med sin deadpan-humor og sin morsomme indforståethed.

LÆS ARTIKEL Tag en tur ind i Charlie Kaufmans hoved

Æstetisk ambitiøs
Barthes har dog også et andet sigte med sin film, som ifølge hende selv er inspireret af en gentagen drøm. Det drømmeagtige er flot formidlet i Andrij Parekhs slørede, springende billeder, der fremmaner de erindringer, der tilhører de skiftende sjælebærere i filmens plot, som der ikke skal afsløres for meget af her.

De slørede billeder illustrerer på fornem vis Paul Giamattis oplevelse af en sløring mellem rollen og hans eget liv, men selv om ’Cold Souls’ er en både indholdsmæssigt og æstetisk ambitiøs film, virker den køligt distanceret fra sin tilskuer og lidt tåget i de mange skift mellem komik og dybereliggende filosoferen over sjælens betydning for det moderne, neurotiske menneske.

Livets største gåde
Bedst er den, når den holder sig til sin næsten Woody Allenske drilagtighed i skildringen af Giamattis ærgrelse, da han ser, at hans sjæl ikke er større end en kikært (»Det er ikke størrelsen, der er afgørende«, forsøger dr. Flintstein at trøste), mens det russiske underplot, som blandt andet involverer en gangster, en sjælekurer og en ung skuespillerinde med stjernedrømme om at få implanteret Sean Penns, Johnny Depps eller Al Pacinos sjæl, er skuffende banal i sammenligning og derfor ikke kan fastholde interessen, til trods for de atmosfæriske billeder fra en brutalt vinterlig Sankt Petersborg.

Det ændrer dog ikke på, at ’Cold Souls’ er en film, der både vil og tør meget i sit ligefremme og morsomme livtag med en af livets største gåder.

Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.