Uanset om man er til film eller teater eller begge dele på én gang, er ’Me and Orson Welles’ en uventet lækkerbisken.

Filmen er instrueret af Richard Linklater, der har haft en lang og ujævn karriere. En slags rød tråd af fin kvalitet har dog været Linklaters særlige fornemmelse for unge menneskers prøvende følelser.

Det gælder både den generationsdefinerende debut, ’Slacker’ fra 1991, de to stilfærdige hovedværker ’Before Sunrise’ og ’Before Sunset’ og på sin egen måde også hitkomedien ’The School of Rock’. Linklater har også brugt sin seismografiske sans for unges følelser til at bryde ind i den ærefrygtindgydende filmtitan Orson Welles.

Hvordan skildre Orson Welles uden at blive overvældet af legendens kliché?

Troværdig kopi af New York
Det lykkedes Linklater at frembringe et portræt i sideværts belysning ved at betragte Welles igennem en anden persons historie. Nemlig den kun 17-årige kække Richard, der en skønne dag i 1937 ved et tilfælde får birollen som Lucius, da den ikke meget ældre Welles skal sætte ’Julius Cæsar’ op på Broadway.

Zac Efron fra ’Hairspray’ spiller Richard frisk og frejdigt. Det giver Welles-figuren masser af plads uden af den grund at blive klaustrofobisk altdominerende.

LÆS ANMELDELSETravolta overrasker igen - som kvinde

Den texanske instruktør får med relativt få midler skabt en troværdig kopi af New York i 1937. Cole Porter skriver ’I’ve Got You Under My Skin’ og andre af tidens hits. Det hele lugter kun så lige tilpas af kulisse, som en god teaterfilm skal gøre.

Geniet i støbeskeen
I 1937 kæmpede det 22-årige vidunderbarn Welles i makkerskab med sin erfarne teaterdirektør John Houseman for at få deres tre år gamle Mercury Theatre til at overleve. Det var året inden, de transporterede Mercury Theatre ud i æteren og tog fusen på Amerika med den dramatiserede ’radiotransmission’ af H.G. Wells ’Klodernes kamp’.

Det var dengang, amerikanerne i ramme alvor troede en invasion fra Mars var i fuld sving. Kun fire år inden Welles skrev sig ind i filmhistorien med det kommercielle flop ’Citizen Kane’.

’Me and Orson Welles’ er blevet en morsom og kærlig film hyldest til teaterets kaos og magi. En film om geniet i støbeskeen og en gigantisk begavelses egocentricitet. Men også om det fantastiske privilegium at få lov til at se det folde sig ud for alvor for første gang.

Selv om det for Richards vedkommende sker med ømme tæer. Teaterets verden var heller ikke dengang for sarte sjæle. En mimose kommer nu engang længst med rundsave på albuerne.

McKay er Orson Welles
’Me and Orson Welles’ havde ikke været mulig, hvis ikke Linklater havde fundet en skuespiller, der kunne få Orson Welles til at gå igen. Det lykkes mageløst for den unge engelske skuespiller og pianist Christian McKay. Han har haft lejlighed til at øve sig i teaterstykket ’Rosebud: The Lives of Orson Welles’.

Så McKay er simpelthen Orson Welles. Endnu ikke i sin senere fysiske magt og vælde, men allerede som 22-årig en imposant figur med et gigantisk, selvsikkert ego.

Et ego, som lige præcis i en enkelt, afgørende scene fremstår undermineret af et sekunds desperat usikkerhed. I et kort glimt er geniet igen en forældreløs dreng. Dér springer både filmen og Orson Welles definitivt til live.

Indtagende og sprællevende
Så gør det ikke noget, at Claire Danes er glimrende som selvbevidst karrierepige, at Eddie Marsan er fremragende som John Houseman, og at canadiske James Tupper er næsten lige så meget Joseph Cotten, som Christian McKay er Orson Welles.

Cotten, som Welles brugte i ’The Magnificent Ambersons’ og ’Citizen Kane’, og som han spillede så uforglemmeligt over for i Carol Reeds ’Den tredje mand’.

’Me and Orson Welles’ er en helt igennem indtagende og sprællevende skuespillerfilm i et charmerende genskabt tidsbillede. Igen en spændende ikkeimporteret film som Cinemateket giver et liv som månedens film.

Det er et fremragende initiativ! De få visninger udgør ikke nogen form for skræmmende, kommerciel konkurrenceforvridning, men er da bare et dejligt kosttilskud til sultne cineaster!