Annonce
Annonce

Forsiden

Cph:Dox 10. nov. 2010 KL. 13.49

Star Wars-fans går i krig mod George Lucas

Hvem ejer egentlig Star Wars, spørger ny amerikansk dokumentarfilm.

Fakta

  • CPH:DOX
  • 4.-14. november.

»Mange mennesker ser George Lucas som en Antichrist«. »George Lucas er en lille djævel forklædt som en falsk profet«. »George Lucas voldtog vores barndom«.

Sådan lyder nogle af de opsigtsvækkende udtalelser i dokumentarfilmen ’The People vs. George Lucas’, som kan ses i aften på CPH:DOX.

Filmen stiller spørgsmålet: Hvem ejer 'Star Wars'? George Lucas, eller de fans der har gjort filmene til deres egne?

For Star Wars-fans på flere kontinenter har de seneste år gjort oprør mod Lucas, efter han lavede de tre 'nye' prequel-afsnit, introducerede den udskældte figur Jar-Jar Binks og begyndte at lave om på de originale film i sagaen.

Oprør mod Lucas
’The People vs. George Lucas’ tager med andre ord fat på en principiel diskussion om, hvem der ejer kultur.

Til det formål har instruktøren bag filmen Alexandre O. Philippe rejst verden rundt og talt med Star Wars-fans om deres oprør mod manden bag de intergalaktiske film.

»Jeg var otte år gammel, da jeg så min første Star Wars-film, ’The Empire Strikes Back’. Siden da har jeg haft et kærlighedsforhold til Star Wars, men jeg blev frustreret, da Lucas lavede de tre prequels og lavede særudgivelser af de gamle film i stedet for at restaurere dem. Og jeg var ikke den eneste, der sad tilbage med den følelse«, fortæller Alexandre O. Philippe, der har arbejdet i døgndrift i fire år med ’The People vs. George Lucas’.

Den 37-årige amerikanske dokumentarinstruktør fokuserer i sine film især på fankultur og populærkultur i det hele taget. Tidligere har han eksempelvis lavet en film om det særegne sprog ’klingon’ i Star Trek.

»Popkultur viser, hvem vi er, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen. Derfor siger Star Wars også enormt meget om, hvem vi er. Og derfor synes jeg, det er et problem, når George Lucas begynder at lave om på de oprindelige film og laver speciel editions af film, som millioner af mennesker elsker i den oprindelige version«, siger Alexandre O. Philippe.

Terapi for Star Wars-fans
Han har vist sin film i hele verden, og hvad enten ’The People vs. George Lucas’ bliver sat op det store lærred i Spanien eller i Sydkorea, så afføder den stærke reaktioner hos publikum.

»Mange steder, hvor vi har vist filmen, jubler og klapper folk midt i det hele. Mange fans er også kommet op til mig bagefter og har sagt om deres oplevelse af at se filmen, at ’det var lige som at være i terapi’. Det er jo den største kompliment, man kan få fra en Star Wars-fan. Jeg tror, filmen hjælper fansene med at for afløb fra deres vrede mod Lucas«, siger Alexandre O. Philippe.

Adskillige gange har han og hans filmselskab, både undervejs i optageprocessen og efter premieren på dokumentarfilmen, kontaktet Lucasfilm Ltd. for at få en kommentar fra skaberen af Star Wars.

»Men hver gang har vi fået nej. Og det er jo trist. George Lucas er gået fra at være en oprører i filmverdenen, til at nu stå i spidsen for sit eget imperium. Han er blevet besat af at have magt. Men for min skyld må han lave Star Wars-filmene om 15 gange, så længe man også kan få adgang til filmene i de oprindelige versioner«, siger dokumentarfilminstruktøren.

Han pointerer, at ’The People vs. George Lucas’ efter hans mening går skridtet videre og handler om større emner, såsom ejerskab i en digital tidsalder og om problemer omkring restaurering af vores kulturelle arv.

Næste projekt: Synsk blæksprutte
På Dox har han selv fået lov at introducere sin film samt stillet op til debat ved et seminar om Star Wars og piratkopiering.

Derefter skynder instruktøren sig tilbage til arbejdet med sit kommende projekt. En dokumentarfilm om den synske blæksprutte Paul, der under sommerens VM i fodbold i Sydafrika forudså vinderholdene i otte af kampene.

LÆS OM FILMENwww.peoplevsgeorge.com

SE MEREcphdox.dk

FOKUSALT OM CPH:DOX