Også mordere har brug for anerkendelse af, hvad de kan. Selv om deres kunnen er alt andet end køn.

Måske kunne man ellers have forventet, at ustraffede folkemordere foretrak at holde den forbryderiske side af deres fortid skjult.

Men de indonesiske ledere af dødspatruljer, der myrdede kommunistmistænkte, intellektuelle og kinesere i midten af 1960'erne, er på visse punkter ikke så meget anderledes end os andre.

Forfængelige massemordere
Det fremgår af den absurd nok samtidig underholdende, utrolige, forfærdelige og faktisk danskproducerede dokumentarfilm 'The Act of Killing'.

Navngivne mordere fra Indonesiens nære, men fortrængte forhistorie i 1960'erne viser sig her at være forfængelige mænd, der vil beundres og berømmes for deres bedrifter.

Selv om tortur, magtmisbrug, korruption, vold og mord altså er grusomme handlinger, som slebne Anwar Congo med det blændende kunstgebis og hans ligesindede har udført.

En film i en film
Når den amerikanske instruktør Joshua Oppenheimer med 'The Act of Killing' fortæller en virkelig historie, der virker larger than life og er noget af det mest perspektivrigt skræmmende sat op på storskærm længe, skyldes det faktisk ikke mindst hans evne til at få forbryderne i filmen til at vise deres menneskeligt genkendelige karaktertræk.

LÆS OGSÅ CPH:DOX åbner med kontroversiel film om massemordere

Hovedpersonen Anwar Congo og hans venner elsker simpelthen at være i rampelys. De er så vilde med at være i centrum og med legendariske gangsterscener og cowboyhelte fra Hollywoods film, at de går med på dokumentarfilmholdets idé om at dramatisere deres forbrydelser i en film og selv spille både mordere og ofre.

Og fordi villigheden til at deltage i legen er til stede hos de stadig magtfulde ledere af dødspatruljerne, kan 'The Act of Killing' skabe en film i en film, mens perspektiver og absurditeter breder sig som ringe i vand.

Skødesløs selverkendelse
Iført fantastisk smagløse kostumer og for fulde trompeter folder mændene sig her ud og tilføjer hellere skrøner og sandfærdigheder om sig selv, joviale pralerier og hånlatter end fortrydelse.

I 'The Act Of Killing' åbnes forbrydernes film om deres egne forbrydelser med en fanfare af en kulørt scene, hvor de udklædte mænd syngende hylder sig selv og dermed skaber en helt ny kunstart i retning af barbariets flamboyante operette.

Er de medvirkende rimelig talentløse udi sceneoptræden, så er de til gengæld, som hele filmen viser, meget ferme til at omgås selverkendelse skødesløst.

LÆS OGSÅ Instruktør: »Vi sidder alle med ved det enorme kannibalistiske tagselvbord«

Fortrængninger og selvforherligelser falder dem lettere end at se i øjnene, hvilke skader de har forvoldt. Det gælder også Anwar Congo, indtil natlige mareridt om at være forfulgt af de myrdede bliver så tydelige, at han ikke kan ignorere dem.


Ekstrem og genial dramaturgisk idé
'The Act of Killing' er en indonesisk vaudeville med mordere og deres forbrydelser i hovedrollerne.

Filmen er deres, men den er i høj grad også de engagerede filmfolks. Efter adskillige år som filmarbejder i Indonesien har Joshua Oppenheimer tilsyneladende opnået en usædvanlig indsigt i og forståelse af magtforholdene og -misbruget i landet.

Al denne viden, hans indonesiske sprogkyndighed samt hans evne til at komme tæt på de medspillende forbrydere må have gjort det muligt for ham at visualisere den ekstreme og geniale dramaturgiske idé om at genskabe folkemordet som en Hollywoodpastiche i en dokumentarfilm, som nogle steder synes tydeligt inspireret af den udfordrende instruktør Werner Herzogs mod på at gå ejendommeligt berigende veje.

Mordets barokke komposition
'The Act of Killing' sætter ganske simpelt en ny standard for, hvordan man kan genfortælle en historisk begivenhed dramaturgisk, analytisk og dokumentarisk. Uden at forfalde til at blive kedeligt belærende.

LÆS OGSÅGuide: Hør lyden af CPH:DOX

Det er en film med en forhistorie så grum, at man ville ønske, at den ikke fandtes. Og det er en film så spændende og visionær, at man alligevel gerne ser den igen.

Det er en mordets barokke komposition, hvis ekko klinger længe efter det sidste syrede farvebillede.