Massemord, seriemord, selvmord. Hjemløshed, klimakatastrofer og langvarige depressioner. Jo, vi ved nok, hvad en dokumentarfilm er, og sjov er da vist noget af det sidste, man kan beskylde dem for at være.

Nogenlunde sådan lyder vel nogle af de gamle fordomme om dokumentarfilm. Helt uden rod i virkeligheden er de ikke.

Men mangt og meget har forandret sig. I løbet af den sidste halve snes år har dokumentarfilmen gennemgået mange forandringer. En af dem er, at de er blevet ikke så lidt sjovere.

Ikke fordi verdens gang giver mere grund til lalleglad optimisme og munterhed, men fordi den dokumentariske fortælling har gennemgået dybtstikkende forandringer, siden Michael Moore lavede ’Bowling For Columbine’, og dokumentarfilmen viste sig i stand til at fange et stort publikums opmærksomhed.

LÆS OGSÅ CPH:DOX åbner med kontroversiel film om massemordere

Voksende interesse blandt unge
Hvordan? Først og fremmest med humor.

Ironi er den cool glasur, der får selv de bitreste piller til at glide ned. Vil du nå et stort publikum, må du underholde dem. Gør du det godt nok, får du lov til at belære dem imens. Om alt fra storpolitik bag kulissen og fastfoodkulturens ødelæggelse af dit helbred.

Den amerikanske lektie er enkel: Ufattelig mange kæmper om dit publikums opmærksomhed. Så uanset hvor alvorligt dit budskab er, må og skal du aflevere det i en underholdende form. Hvad enten underholdningen er komisk eller dramatisk.

LÆS OGSÅBiohit: Dokumentarfilm er blevet mere underholdende

At det nu er almindelig kendt, at dokumentarfilm kan være grineren, uanset om de er syrede eller spøjse, er stærkt medvirkende til den eksplosivt voksende interesse blandt unge.

Årets program på CPH:DOX har ikke et decideret humorreservat. Flertallet af film ser stadig ud til at være stemt for alvoren, men spredt ud over programmet er der mange forskellige film med næsten lige så mange forskellige slags humor.

Fælles for dem er, at humoren ikke som i en komedie med Jim Carrey eller Mick Øgendahl bliver sparket direkte i latterkuglerne, men snarere er op til publikums sans for tilværelsens ironier.

Det gør ondt, når man griner
Et eksempel er den amerikanske ’Public Hearing’, hvor det parodiske i gennemførelsen af en offentlig høring omkring udvidelsen af det lokale Walmart bliver minutiøst rekonstrueret fra A til Z (inklusive kaffepauser) og åbenbarer sig som, hvad det i virkeligheden er – demokratiet som et absurd skuespil.

I ’Bestiaire’ tager canadieren Denis Coté publikum med på en usædvanlig tur i zoo. Menneskene og dyrene glor på hinanden, og en uventet spejleffekt opstår i et filmisk spejlkabinet for ironisk selviagttagelse.

At livet i en palæstinensisk flygtningelejr skulle give anledning til moro, er ikke det første, man tænker på, men i ’A World Not Ours’, som beskrives som »en sprælsk kollage af 20 års hjemmevideoer«, fortæller Mahdi Fleifel fra Libanon »rørende og morsomt« om livet i en palæstinensisk flygtningelejr.

Musikken har da vist glimt i øjet i ’The Secret Disco Revolution’, der stiller spørgsmålet om, hvorvidt diskoen bare var galopperende hedonisme, eller om den i virkeligheden handlede om frigørelse af de sorte, kvinderne og de homoseksuelle.

LÆS OGSÅGuide: Hør lyden af CPH:DOX

Og så er der dømt norsk mockumentary i ’The Rocka’ om den tykke rockbamse Basse, der under sit nom de plume Big B. Thunder i en overvægtig tilstand af midalder beslutter sig for at erobre Udkantsnorge med sit nye rockband, Bang Bang.

Humor af den mere kulsorte slags finder man i ’Sofia’s Last Ambulance’. Sofia er ikke en kvinde, men en hovedstad, og filmen fortæller om de absurditeter, som udspiller sig, når en hovedstad med to millioner mennesker skal deles om blot 13 ambulancer.

Og en ambulance er måske et passende sted at slutte. For i dokumentarfilm gør det som regel en smule ondt, når man griner.