»Jeg er glad for, at jeg har røget og drukket som et svin, så jeg er sikker på, at jeg ikke bliver en dag over 70«, siger Knud Romer.

Hans gamle far er ved at dø efter igennem en længere periode at være forsvundet ind i Alzheimers forvirrende favntag. Faderen, som sønnen har talt med hver eneste dag i sit liv, blev trukket ind i en zone, hvor han ikke længere kunne huske ’Tyskeren’, hans kone gennem 50 år.

LÆS ANMELDELSEKnud Romer: 'Den som blinker er bange for døden'

Faderen spørger med flakkende øjne sin søn: »Hvem er du?«.

Omkvæd til far
Smerten over at forholde sig til identitetens opløsning og tabet løsnes efter døden i værket ’Et blad falder til himlen’, som Knud Romer skrev sammen med komponisten Bent Sørensen, og som opførtes med DR’s Pigekor i Tivolis Koncertsal for et publikum af demente og deres pårørende.

»Far sover i sin stol/ Far sover i sin stol/ alting visner i hans ansigt/ og et blad falder til himlen« bliver omkvædet i denne lille film om en søn, en far og den død, der skiller dem. »Det skal jeg fortælle til min far«, griber sønnen sig i at sige til sig selv, men der er ikke længere en far at fortælle det til.

LÆS MEREExcentrisk forfatter siger farvel til sin far i ny film

’Et blad falder til himlen’ giver et illusionsløst og klart blik på død og demens, når »det eneste, der er tilbage, er at glemme«.

Kedelige interviewsituationer
Kameraet følger Knud Romer på snublende tæt hold, og det er sådan set dét i Anders Birch og Didde Elnifs debutfilm.

Dens menneskelige dimension er som Romers tale skarp og klog, men man kunne godt have fundet på noget mere interessant end interviewsituationer i bilen.

Den storhed, Knud Romer føler ved opførelsen af korværket, bliver i de små klip ikke smittende nok til at bære byrden af at skulle forløse projektet kunstnerisk i en ellers tankevækkende og åbenhjertig film om døden på besøg i de levendes land.