Annonce
Annonce
Gadeplan 27. sep. 2012 KL. 14.09

Bekymring i havnen: »Det er et spørgsmål om tid, før der sker en alvorlig ulykke«

Borgere i København er frustrerede over »hasarderet« sejlads i havnen.

Borgere i København er godt trætte af »hasarderet«, »fuldstændig hensynsløs« og »total åndsvag« sejlads i Københavns Havn.

En af dem er Mikkel Wold, der både cykler og går strækningen langs havnen fra sit hjem nær Langelinie til sit arbejde nær Amaliehaven flere gange om ugen.

...jeg vil ikke finde mig i, at nogen udsætter andres liv for fare og samtidig ødelægger et rekreativt område

Mikkel Wold

Han har blandt andet været vidne til en episode, hvor en speedbåd sejlede langt stærkere end det tilladte og helt tæt på nogle kajakroere, så kajakkerne var ved at vælte.

»Det er tydeligt at se, at de sejler alt for stærkt, for bådene har spidsen højt hævet over vandet, og det kan de altså ikke komme til, hvis man overholder fartgrænsen«, siger han.

LÆS ARTIKELMotorbådsfører hamrer ind i betonpille og brækker alle ribben

Politiken.dk har talt med flere borgere, der enten sejler i havnen, går tur langs den eller nyder en øl på en af caférne nær ved vandet.

De er alle sammen enige: Det går alt for stærkt, og sejladsen er alt for vild.

fakta

Havneregler
Farten for lystbåde må i Københavns havn ikke overstige 6 knob i hovedløb og 4 knob i kanaler og sideløb. Knob betyder sømil i timen og 1 knob svarer til 1,852 kilometer i timen. Ligesom promilegrænsen for bilister er promilegrænsen for bådførere 0,5. Man skal ikke nødvendigvis have et bådcertifikat for at sejle det der betegnes som en mindre motorbåd, så længe én i båden har certifikat til det.

Sommerhalvåret er det værste
Især om sommeren ser Mikkel Wold næsten dagligt vandscootere, små motorbåde og speedbåde sejle med en fart langt over det tilladte. I Københavns Havn må der sejles mellem 4 og 6 knob i timen.

Han har de senere år observeret, at problemet er taget til.

»I en periode så man politiet sejle rundt i havnen, oftere end de gør nu. Dér kunne man tydeligt se en forskel i måden, der blev sejlet på«, siger han.

Den 10. september sad Bent Frystyk på en bænk ved Den Lille Havfrue og kiggede ud over havnen og nød, hvad meteorologerne tidligere på dagen havde betegnet som, 'den sidste sommeraften'.

»Der var rigtig mange både, der sejlede meget voldsomt. Det kunne man se med det blotte øje«, siger han.

LÆS OGSÅHerretur med høj fart formentlig skyld i tragisk speedbådsulykke

Samme aften sejlede fire mænd sig selv ihjel, da de med høj fart og - for tre af dems vedkommende - alkohol i blodet ramte en mole nær Hundige. Forinden havde de haft en våd aften i Nyhavn og havde sejlet hjem.

Bådtrafik i Københavns havn

I gennemsnit sejlede der på en sommerdag i 2011 omkring 19 både i timen gennem Københavns havn. Politi har i år taget én for sprit-sejlads og mellem 10 og 15 for at overtræde fartgrænsen.

Politiet har ikke tid til hasarderet sejlads
Bent Frystyk kontakter ikke politiet, når han oplever den voldsomme sejlads.

»Man får jo altid det samme svar: 'Vi har ikke ressourcer'«, siger han.

Mikkel Wold har derimod gentagne gange kontaktet politiet, når han har været vidne til »hasarderet« og »fuldstændig hensynsløs« sejlads.

»Sidst jeg ringede, svarede de, at de ikke havde tid og ressourcer. Men jeg vil ikke finde mig i, at nogen udsætter andres liv for fare og samtidig ødelægger et rekreativt område«, siger Mikkel Wold.

På sine ture til og fra arbejde har han ofte tænkt, at det bare er et spørgsmål om tid, før det går galt.

Københavns roklub manøvrere uden om ROERE  er de 'bløde' i havnen og må ofte vige for den hurtigt-sejlende både.
I Københavns Roklub er man også godt trætte af problemet, som de oplever på absolut tætteste hold. Vibeke Skousen er motionsrochef i klubben og har roet i havnen de seneste fire år.

»I år har jeg set politiet to gange, og jeg har roet omkring 60 ture om eftermiddagen både weekend og hverdag. Så det er jo ikke, fordi det er overvældende med deres tilstedeværelse«, siger hun.

LÆS OGSÅHer er de alvorligste bådulykker de seneste fem år

Hun fortæller også, at klubbens roere ikke længere er så afslappede, fordi de hele tiden skal sidde og holde øje med, om motorbådene har set dem - selv om det er motorbådene, der skal vige for dem.

»Vi synes, der skal være plads til alle i havnen, men der er kommet flere motorbåde, som sejler åndssvagt og hensynsløst i havnen. Heldigvis er der ikke sket noget - endnu«, siger hun.