På Thorvaldsens Museum kan man lige nu blive konfronteret med næsten hvem og hvad som helst fra billedhuggerkunstens tusindårige historie, der har gjort sig fortjent til at blive støbt i gips: guder og helte, konger og kejsere, kunstnere og kærlighedsgudinder eller bare kroppe og hoveder.

Gips.  'Amor og Psyche'. De står eller sidder nok så nydeligt på hver sin hylde i museets kælder og venter på et publikum, der ved så meget om græsk og romersk mytologi, at det uden besvær kan identificere dem.

Men i det tidlige 1800-tal – på Thorvaldsens tid – var disse antikke figurer de mest eksemplariske forbilleder, som en kunstner kunne se for sine øjne.

Ville en sådan billedhugger vide eller bare genopfriske, hvordan et sådant kunstværk så ud, kunne han naturligvis ikke gå på nettet. Han kunne dårligt nok gå på biblioteket, for illustrerede kunstbøger var endnu en sjældenhed.

Men han kunne besøge en samling af afstøbninger i gips efter de mest berømte antikke kunstværker. Hvis han altså havde sådan én.

Græske motiver
Det havde Bertel Thorvaldsen.

Hans samling på 650 afstøbninger er nu hentet frem af museets magasiner og sat frem til beskuelse i noget, der kan minde om en studiesamling.

Her er alt fra mindre detaljer af Trajansøjlens relieffer over legemsdele fra gavlskulpturer til intakte udgaver af den kapitolinske Venus, Amor og Psyche, Apollo fra Belvedere og meget andet, som opvakte elever vil genkende fra skoletidens oldtidskundskab.

Der er også eksempler på, hvad renæssancekunstnere som Donatello og Giovanni Bologna kunne udrette med menneskeskikkelsen, og endda enkelte prøver på egyptisk kunst.

Men i det store hele ligger Thorvaldsens samling i klar forlængelse af de kølige nyklassicistiske værdier, som han selv var blevet flasket op med, efter at han kun 11 år gammel var begyndt på Kunstakademiet.

Det var i 1781, og det grundlag ændrede sig ikke, da han en snes år senere var blevet en af Europas mest efterspurgte billedhuggere. Dengang bad man nok til Kristus. Men i kunsten var det Zeus og alle de andre græske guder på Olympen, der herskede.

Aldrig ud over kanten
Med antikinspirationen hos Thorvaldsen står vi over for et genbrug, som ikke bare er legitimt, men også udtryk for en særlig klassisk dannelse.

Det er en overbevisning om traditionens fundamentale betydning og den kunstneriske kontinuitets absolutte nødvendighed, som totalt adskiller hans tid fra vores. I dag legitimerer kunsten sig ved at søge nye grænser og kritisere sine historiske forudsætninger, så der nærmest ikke er sten på sten tilbage.

Det er det stik modsatte af Thorvaldsens projekt, og det er det, der kan gøre ham og hans periode så vanskelig at forstå for rastløse himmelstormere, der mener som Asger Jorn: at går man ikke til kanten, er der slet ingen grund til at gå.

Så langt gik Thorvaldsen aldrig. Han havde intet behov for at forsyne sine egne skulpturer med et udtryk eller en gestik, som han ikke allerede fandt bekræftet i antikken. Og vi taler om antikkens klassisk strenge stil, ikke om de dramatiske skulpturer fra hellenismen som ’Laokoon’, ’Den Belvederiske Torso’, Den Farnesiske Herkules etc.

For den typisk nøgterne nyklassicist brød sig ikke om figurer, der med svulmende lidenskaber og heftige armbevægelser ville fortælle om smerte, ængstelse og andre store uhåndterlige følelser. Om romerbarokkens store billedhugger Bernini udtalte Thorvaldsen, at han undertiden drejer hovederne på sine figurer så meget, at de synes at se sig selv i nakken.

LÆS OGSÅThorvaldsens breve kan læses på nettet

Værdifulde kopier
Hvis der skulle skabes kunst i grækernes ånd, skulle skulpturer udstråle ro og balance, skønhed og værdighed, ynde og ydmyghed.

Agasias.  Borghesefægteren var lidt for vild for Thorvaldsen. At bruge disse antikke skulpturer som kanoniske forbilleder var ikke det samme som at efterligne den. For antikken skulle inspirere til storhed, ikke til uselvstændighed. Når Thorvaldsens samling af støbninger efter antikken er blandt de bedst bevarede overhovedet, er det altså ikke, fordi der ikke blev slidt på den – som inspiration.

Uanset at forlægget til mange af disse skulpturer er to tusinde år – eller mere – ældre end Thorvaldsens egne ting, kommer man ikke uden om dem, hvis man vil forstå grundlaget for hans formsprog.

Desuden har disse afstøbninger en værdi i sig selv: I visse tilfælde er sådan en form i gips det nærmeste, vi i dag kommer en tabt eller forsvundet original. Ved ca. tres af samlingens afstøbninger ved man ikke, hvor originalerne er, eller om de overhovedet eksisterer længere.

Handy udgivelse om stort og småt
Siden 2008 har denne samling været et forskningsprojekt for arkæolog, dr.phil. Jan Zahle, tidligere leder af Den Kgl. Afstøbningssamling.

Hvad han ikke ved om afstøbningernes tematik, teknik, typologi og historie, er simpelthen ikke værd at vide. Noget af denne viden har han samlet i en handy bog om emnet, på dansk.Den rummer en uhyre informativ og eksakt tekst, med illustrationer, fodnoter, kort o.l.

Heri kan man læse om periodens store marked for afstøbninger (Thorvaldsen holdt også Kunstakademiet forsynet), om hvordan man fik tag i de rigtige, om andre lignende samlinger og om kunstakademierne, hvor afstøbninger længe var obligatoriske pædagogiske redskaber.

Om det så er noget så perifert som tidens italienske betalingsmiddel: en scudi, er der gjort grundigt rede for, hvad det svarer til i moderne valuta.

Til efteråret vil der foreligge en om muligt endnu mere omfattende publikation om emnet – på engelsk.