Per Kirkeby! Nok en gang? Ja! Og denne gang på Ny Carlsberg Glyptotek!

Jamen, det er jo ikke mere end en håndfuld dage siden, at Ordrupgaard lukkede sin Kirkebyudstilling. Og der har også for nylig været Kirkebyudstillinger i Athen, i Bruxelles og i Kassel. Og Phillips Collection i Washington har haft bud efter danskeren.

International status
Når museer virker så uselvstændige - og plagierende - i deres planlægning, er det såmænd bare et symptom på Kirkebys internationale status. Han er en kunstner, alle gerne vil udstille, fordi han er blevet en kunstner, alle gerne vil se.

LÆS OGSÅKirkeby er maleriets fange

Men kan hans værker tåle at blive set igen og igen? Ja, det kan de, eftersom det ikke er de samme værker, og fordi det heller ikke er det samme tema, der selekterer og redigerer udstillingerne. Hvortil kommer, at kunstneren - trods sin alder og trods den sygdom, han har lagt bag sig - stadig er usædvanlig produktiv.

Åbenbaringer
Temaet bag Glyptotekets udstilling, 'Epifani', er måske det mest uforpligtende af alle de temaer, som en Kirkebykurator kan finde på.

I en teologisk kontekst står epifani for Kristusbarnets åbenbarelse for hedningene og de tre vise mænd eller konger fra Østerland. I en bredere sammenhæng er epifani blot det guddommeliges åbenbaring, og for dem, der tror mindst lige så meget på Kirkeby, som de tror på kirken, vil alle værker være forventede åbenbaringer.

LÆS OGSÅ Manden Per Kirkeby

I samarbejde med Kirkeby selv samt hans tyske og danske galleri har Glyptoteket sammensat en udstilling med 25 malerier og skulpturer fra 1981 til 2011.

Uden at være planlagt sådan har udstillingen fået retrospektiv karakter, idet den lader os se 30 år tilbage på en udvikling, hvor abstraktion og figuration har udkæmpet deres evige styrkeprøve.

Abstraktionen som forestilling
I sin indledning til udstillingen leger Flemming Friborg med den kætterske tanke, at Kirkeby slet ikke er en abstrakt maler, men derimod benytter sig af abstraktionen som forestilling.

Med andre ord: Det, man kan se og sanse, skal man som kunstner kun nærme sig, hvis man også har modet til at voldtage det og forlade det igen.

Det virkelige kan være så mange ting: et landskab, en geologisk formation, et træ, en krop, en figur - eller den norske polarforsker Nansens skib 'Fram'! Men hvad det end er, er det kun begyndelsen til det egentlige maleri.

Holder maleriet åbent
For man kan ikke bare male ud af den blå luft, som Kirkeby har sagt. Der skal være noget, man maler bort fra, ud fra eller op til.

Den kunst, som Kirkeby dyrker på en søvngængeragtig sikker, fandenivoldsk måde, består af at holde maleriet åbent for incitamenter og inspirationer, uden at det i sin virkelighedsrelation bliver entydigt forpligtet.

LÆS OGSÅ Per Kirkeby: Jeg har set et nøgternt brunligt Monetmaleri

Det er den lære, man kan drage af udstillingens værkudvalg, at man godt kan tage afsæt i 'noget', uden at man ender som realist. Men det er selvfølgelig ikke nogen ny konklusion i relation til netop denne kunstner.

Ingen dybere pointe
Der gemmer sig ikke nogen subtil pointe bag de udvalgte malerier. De er bare godt valgt ud.

Derimod er udstillingsrummene - de rigt dekorerede skulptursale i den ældste del af Glyptoteket - mindre velvalgte til netop denne kategori af moderne kunst.

Udstillingens primære berettigelse er, at man får chancen for at se nogle knaldgode PK-malerier som 'Geologische Nachrichten', 'Oprejst Fram' og et 3,5 meter stort lærred fra 2011, som er en klar kunstnerisk dementi af alle rygter om kunstnerens dårlige helbred.

Jeg vil ikke råde ham til at deltage i et maraton. Men male kan han stadigvæk. Det falder ham faktisk lige så naturligt, som vejrtrækning er for de fleste af os andre.