Berthe Morisots maleri af en ‘Siddende ung pige’ fra 1889 er en ren showstopper, samtidig med at det er et af den slags malerier, der absolut skal opleves ansigt til ansigt. Gengivet på tryk kan man nemlig let tro, at baggrunden simpelthen er gråmalet, men i virkeligheden er det et (nærmest) råt lærred, vi ser, kun påført hastige strøg af maling, der løseligt markerer konturen af en stoleryg, et bordben og en krum karaffel.

Det er så spontant, så præcist og så modigt malet, ikke mindst når man ser på tilblivelsesåret.

Talentfuld kvinde
Og det bliver ikke mindre markant, når man dertil lægger kunstnerens køn, for i 1800-tallet havde kvinder ikke adgang til en kunstnerisk uddannelse på akademiet.

Heldigvis afholdt sådanne forhindringer ikke franske Berthe Morisot fra at forfølge sin drøm om at blive kunstner, og det kan vi kun være yderst taknemmelige for i dag.

LÆS OGSÅMesterlig franskmand var for fræk til sin tid

Morisot havde nemlig talent, ligesom hun besad det mod og den selvtillid, det må have krævet ikke bare at blive kunstner, men også at være det på sin helt egen måde. Talentet havde Morisot allerede fået anerkendt som 23-årig, da hendes værker slap igennem censuren og blev vist på Académie des Beaux-Arts’ officielle udstilling, Salonen.

Her holdt man ellers en til tider temmelig svulstig tradition i hævd, men Morisot formåede at udstille på Salonen hvert år helt frem til 1873, hvilket kunne have lagt grunden til en sikker succes.

Dristige impressionister
Men i 1874 blev Morisot inviteret til at udstille med en række af de kunstnere, vi i dag kender som impressionisterne, hvilket vil sige blandt andre Monet, Degas og Renoir.

De var efterhånden blevet godt trætte af aldrig at blive optaget på Salonen og organiserede i stedet deres egen alternative udstilling.

Men selv om impressionisterne i dag er højt elskede, og deres værker sælges for svimlende summer, var det langtfra kærlighed ved første blik. Tværtimod blev gæsterne på udstillingen voldsomt forargede over den nye malemåde, hvor penselstrøgene stod til tydelig aflæsning.

Morisots gode ven maleren Edourad Manet havde da også på det kraftigste frarådet hende at foretage det dristige karrierevalg, men den advarsel overhørte hun. Og der er da heller ingen tvivl om, at Morisot var impressionist – måske endda i endnu højere grad end en del af sine kolleger.

Kompromisløs penselføring
Ganske vist var hun som kvinde afskåret fra at opstille sit staffeli på gader og stræder, sådan som hendes mandlige kolleger ellers yndede at gøre. Men hun malede sine motiver med en fuldstændig kompromisløs penselføring.

Se bare på hendes maleri af en ‘Liggende ung kvinde i gråt’, udført i 1879, hvor det detaljerede ansigt står i kontrast til de dansende dristige strøg, der får kjolestoffet til næsten at gå i ét med sofaen.

Og helt fantastisk bliver det, når Morisot lader lærredet skinne igennem, ikke mindst i øverste højre hjørne, så man bliver i tvivl om, hvorvidt billedet er ved at materialisere sig for øjne af én – eller er i færd med at opløse sig selv.

Så kan motivet være nok så meget hentet i den feminine intimsfære, for malemåden er alt andet end kvindagtigt tilbageholdende.

kontrast.  I 'Villa omgivet af appelsintræer' fra 1882 arbejder Morisot med stærk sol og sval skygge, og mellem felter, der nærmest er indfarvet, sat over for fede malingsafsæt.

Perfekt udnyttelse af kontraster
Det er denne egenartede og uforfærdede tilgang til maleriet, man genfinder i Morisots bedste værker, som ‘Villa omgivet af appelsintræer’ (1882), hvor hun som sand impressionist indfanger forholdet mellem stærkt sollys og sval vibrerende skygge.

Men ikke nok med det, Morisot udnytter også her kontrasten mellem felter af nærmest indfarvet karakter, hvor malingen er trængt helt ind i lærredets fibre, sat over for fede malingsafsæt, der bliver til blade og frugter.

Virkelighedsopfattelse
Netop de tydelige penselstrøg var en af de store anstødssten tilbage i impressionismens tidlige år, idet mange følte, det ikke var en realistisk gengivelse af det sete.

Men på mange måder er det impressionistiske maleri faktisk meget tæt på vores virkelighedsopfattelse og synsevne, for hvis man stod i den have, hvor Morisot malede sin mand og datter i 1883, ville man netop ikke kunne se alle detaljer, simpelthen fordi solen skinner så stærkt.

I skyggen af mandlige kolleger
I andre perioder arbejdede Morisot med et mere gennemmalet udtryk, der i nogle tilfælde bliver lidt for bastant og kulørt.

Men det kan på ingen måde forklare, hvorfor hun i mere end hundrede år har stået i skyggen af sine (mandlige) kolleger og åndsfæller. Eller hvorfor hun stadig befinder sig i den absolutte periferi af kendte impressionister.

Udstillingen på Ordrupgaard er et lille skridt i den rigtige retning – og en stor oplevelse i selskab med en mageløs kunstners værker.