Astrid Kruse Jensens usædvanlige udstilling, nu hos Asbæk, har allerede fascineret og fortryllet sit publikum de steder, den har været vist.

Og det er der gode grunde til, for den unge fotograf viser nye uventede sider af sin formåen, og det usædvanlige er, at det sker så tidligt i hendes udvikling.

Hvor hun tidligere brugte mørket som et medie, hvormed hun kunne give den fotograferede virkelighed et personligt touch, har hun denne gang gjort selve det fotografiske materiale til medspiller.

LÆS OGSÅ Dansk topfotograf kaster sig over uddøende medie

I udstillingen med titlen ’Disappearing into the Past' har hun tintet sine motiver ved at eksponere dem på gamle polaroidfilm, der på grund af deres for længst overskredne salgsdato ikke kun gengiver og fremstiller det, de må og skal, men også gør noget ved billedet, som tilsyneladende forstyrrer, misfarver, forrykker eller på en anden vis modarbejder motivets renhed.

Som nyromantikkens malerier
Gennem denne proces og disse uventede skønhedsfejl sætter hun et lille kritisk spørgsmålstegn ved poesien og nyromantikken der, hvor den ellers ville beherske billedet alt for entydigt.

Måske er vi ikke langt fra den billedopfattelse, som er skagensmalernes og den sene Krøyers. Ved et hurtigt blik falder motiverne inden for kategorien: en drømmende og nostalgisk realisme.

LÆS OGSÅKunstner har skiftet identitet fem gange

Farven i fotografierne er undertrykt på samme måde som på visse af nyromantikkens malerier – og med samme effekt.

Stemningen stiger altid der, hvor farverne mister deres gennemslagskraft og må forlade de former, som de normalt skænker et individuelt særpræg.

En dekonstruktion truer midt i den fingerede skønhed. For det er åbenbart ikke alt, man kan betro et fotografi.

Modificeret skønhed
Når vi fotograferer, gør vi det for at fastholde nuet. Men det, som fotografiet skal bevare, synes her at blive nedbrudt og forsvinde, måske ind i den fortid, som titlen taler om.

Noget, der har at gøre med alder, anfægter billedets klare erindring om virkeligheden. Det er, som om fotografiet rammes af spredte hukommelsestab, af en kemisk betinget demens.

Tilbage er en fragmenteret, men modificeret skønhed, og et paradoks fødes: Vi synes at foretrække denne reducerede vision af det virkelige frem for det, der går for at være hele sandheden.

Trækonstruktionerne på udstillingen giver helheden karakter af installation. Men de er ikke det væsentlige. Måske forstyrrer de ligefrem. Fotografierne kan sagtens klare sig uden.