'Angst’ hedder et håndkoloreret træsnit, som Edvard Munch skar i 1896, i en af sit byrdefulde livs måske mest byrdefulde perioder. ’Angst’ er også titlen på et litografi med det samme skæbnesvangre motiv fra det samme år. For Munch slap ikke sine motiver, og de slap aldrig ham.

’Angst’ kunne i en eller anden forstand også være titlen på de fleste af 84 malerier, træsnit og litografier, der fra i morgen og indtil februar gør ARoS til et særligt privilegeret sted.

Udstillingens titel er simpelthen ’Edvard Munch Angst/Anxiety’. Det sidste lyder som et tilnavn, og et passende et, hvis vi tager hans værker som tavse vidner på den tilstand, der dominerede hans liv.

En bevægelse indad
Det passer også med udstillingens iscenesættelse. For dens vægge er malet i en særlig grå farve, antracitgrå. Og på fire af væggene aner man ligefrem efterklange i sort af de typiske Munchske strøg, der som vældige psykiske radiobølger udgår fra personerne i hans billeder. Her skal grues og græmmes, ikke grines.

Munch er aldrig den realist, der optimistisk skildrer naturen, som om den gode Gud havde skabt den for menneskets skyld. Mod slutningen af 1800-tallet er der ifølge filosoffen Nietzsche opstået et tillidsbrud mellem denne Gud og alle dem, som man tidligere kaldte for Guds børn. Men Munch bliver aldrig en af Guds bedste børn.

Begyndelsen tegner ellers harmonisk nok, nærmest impressionistisk. Men i 1889 vender han realismen ryggen. Han vender sig ikke mod det abstrakte – det ankommer først et par årtier senere – og aldrig hos Munch.

LÆS OGSÅ Forretningsmand sælger original 'Skriget'

Nej, han vender sig imod sig selv, som om han er den eneste skabning i hele universet, han tør have tillid til. Fra da af maler han ikke naturen, som han har set den med sit blik, men som han føler den med sin sjæl.

Tyngdepunktet for maleriets anliggende har forrykket sig mod indre forestillinger, fornemmelser og fobier, mod en angst, som ikke har nogen konkret årsag. Den er der bare.

Den forbandede omverden
End ikke naturen møder Munch med så meget tillid og kærlighed, at han vil ofre mange detaljer på dens maleriske beskrivelse.

Den manifesterer sig altid som truende former, der har rottet sig sammen. Ligesom røvere i gamle dage foretrækker denne natur at operere i ly af mørket. Men tidspunktet er ikke afgørende, om end det har sin symbolske resonans. For hos Munch har døden og melankolien allieret sig med skumringen og måneskinnet.

Måske føler han sig overbevist om, at virkeligheden – i virkeligheden – vil være lige så destruktiv som alt andet levende, kvinden ikke mindst.

Selv i forholdet mellem mand og kvinde rækker kontakten ikke ud over den erotiske besættelse. Den er til gengæld til at tage at føle på, som det lyser ud af hovedværket ’Kvinden i tre stadier’ fra 1894.

LÆS OGSÅDet sidste skrig koster cirka en halv milliard

Eksistensangsten er Munch ikke alene med blandt tidens kunstnere. I J.F. Willumsens samtidige maleri ’Naturskræk’ flygter mennesket også fra sine omgivelser, men som om en flugt stadig giver mening.

Det gør flugt ikke i Munchs tilfælde. Her falder personerne ind i deres forbandede omverden på en sådan måde, at de næppe kan adskilles fra deres skæbne.
Foto:  Simon Fals
Nordens mest betydningsfulde kunstner
I maleriet fra ’Aften på Karl Johan’ fra 1892 samler disse skibbrudne mennesker sig frontalt i billedets forgrund og vender sig med knappenålsstore pupiller i deres store stirrende øjeæbler ud mod os, som om de vil reddes. Som om de kan reddes.

Ikke kun er Munch Nordens mest betydningsfulde kunstner. Men han er en af de modernister, hvis værk i den grad lægger op til en biografisk tilgang.

I udstillingens katalog – en publikation, som ARoS kan være stolt over – giver en række forskere og kendere deres bidrag til forståelsen af denne verdenskunstner, der med tiden indskrænkede sin verdenskontakt til de udstillinger, han afholdt. Ellers holdt han sig på afstand.

LÆS OGSÅ Drama om nyt Munch-museum udfolder sig i Norge

Mennesket hos Munch er altid ensomt og alene, som han selv var det. Men det er aldrig uberoende af sine omgivelser.

Bl.a. giver Allis Helleland et rids af den barndom og baggrund, som Munch kom fra, men som han aldrig lagde helt bag sig: et dybt religiøst og gudfrygtigt hjem, hvor det aldrig var fogeden, der bankede på, men ofte døden.

Nye tider
I de 37 år, der er gået, siden Munch sidst var i Aarhus, er der sket meget med Aarhus – bl.a. har byen fået et bedre kunstmuseum. Men der er sket mindst lige så meget med Munch.

En sådan udstilling laver et museum ikke længere, fordi det har lyst til det. Det har den hungrende internationale efterspørgsel og den astronomiske prisudvikling, der omgiver Munch, gjort til utopi. Nu kræver sådanne projekter utrolige mængder af fondsstøtte, kontakter og velvillighed.

LÆS OGSÅKunstredaktør: Museernes vokseværk flytter fokus fra kunsten

Havde Bergen Kunstmuseum ikke tidligt givet tilsagn om at ville udlåne Rasmus Meyers samling af Munch, endda i sin helhed og i øvrigt for første gang, og havde man ikke opnået andre lån fra Munch Museet og Nasjonalmuseet, i Oslo, og fra Statens Museum for Kunst i København, ville alt have set mindre imponerende ud i de mørke Munchske sale på Aros Allé.