Hvis man mener, at samtidskunst er alt for fint og avanceret, og ens kulturelle appetit mere går i retning af Ripley’s Believe It or Not, er ARoS’ kælder et fortræffeligt rejsemål i efterårsferien.

Her står en krukke med liljer på hovedet og balancerer på spidsen af det ene kronblad!

Og hvis det er en kunst at lave umiddelbart forståelig kunst, er Tony Matelli en stor kunstner.

Der er nemlig ikke meget i ARoS’ underetage, der er underforstået, det meste får man bogstavelig talt smækket lige i hovedet.

Par får flygel i hovedet
Det er f.eks. ikke de finere betydningsstrenge, den amerikanske kunstner spiller på i værket ’Fucked (couple)’, der åbner denne hans hidtil største soloudstilling, ’A human Echo’.

Her smadrer han et Steinway-flygel i hovedet på et kærestepar.

LÆS OGSÅMuseer vil tække publikum med den brede smag

Naturtro voksfigurer af en mand og en kvinde har tilsyneladende slæbt sig tværs gennem udstillingsrummet.

Bag dem ligger sporene af det knuste instrument. Parret er sønderlemmet og gennemboret af alskens samuraisværd, baseballbat og haveredskaber, men trods alle deformationer og tegn på ekstrem vold er de stadig oprejste, de holder hinanden i hånden, og på mandens overarm er tatoveret ordene ’True love Forever’, nåårh.

Tosomhed.  Parforholdets indre spændinger er med det fulde våbenudtræk af flygel, rosensaks og baseballbat brudt ud i en afsky- og lattervækkende totalkrig i Tony Matellis 'Fucked (couple)'. Foto: ARoS Det er et hysterisk skingert, men også ret komisk værk, der i en skønsom blanding af Madame Tussaud, Tarantino og Tom & Jerry udtrykker, at selv i Tony Matellis ironiske cirkus rimer hjerte på smerte.

Det er for det meste sådanne banale erkendelser, der i hans naturtro kunst får en meget gennemarbejdet fremstilling.

Håndværket og ikke mindst hårvæksten er f.eks. virkelig imponerende, når to tynde aber sultent kaster sig over en fed abe, eller når tre spejderdrenge fortabt i skoven står og kaster op efter at have spist giftige svampe. Eller hvad med værket ’Fuck it, Free yourself’, hvor der ligger fristende hundreddollarsedler på et bord – med levende ild i, sgu!

Han formår at gå i kroppen på en, skabe sensationer og spille sanserne et puds. Og der skal jo alligevel noget til at vække os i dag.

Spillekort, pizzastykker og øldåser
Som en forvokset teenager er Matellis primære fokus på kroppens forandringer, og ofte afbilleder han sig selv i ubehagelige situationer.

Et af de bedste på udstillingen er værket ’Reverie’, hvor han med et forstørret hoved på skrå og et fåret udtryk i ansigtet sidder på en sten og spiller strengeløs ukulele som en latterlig, kikset antihelt. Bag ham hænger et tov, han kan hænge sig i.

Matelli er virkelig opsat på at provokere. Nogle værker viser så klamme kropsdeformationer, at man må have et medicinsk blik for at forblive uberørt, mens andre nærmest bare vrænger af samtidskunstens egen banalitet i stabler af spillekort, pizzastykker og øldåser. Her ligger skabelsesprocessen, fortæringen og tomheden ligefor.

Måske derfor fatter jeg umiddelbart mest interesse, når hensigten ikke er så åbenbar, som i skulpturen af en kvindelig søvngænger ’Sleepwalker’ eller den af en mand, ’Josh’, der synes at være i trance og svæver et par centimeter over gulvet. Her bevæger Matelli sig over i et mere anelsesfuldt register, hvor effekten bliver så meget desto større.

Eller er det bare min kultiverede fordom, at den betydning, der ulmer i tåge, er finere end den, der står frem i lys lue?

Balancekunst.  Hvis det er en kunst at lave umiddelbart forståelig kunst, er Tony Matellis en stor kunstner. Foto: ARoS

Ikke meget rød tråd
For faktisk er det jo ikke bare ret underholdende med alle hans ekstreme vrid af den klassiske skulpturtradition i poppede og voldsomme udfald, det er også her, de fleste modsætninger og de største perspektiver dukker op i hans kunst.

Det smadrede flygel taler ikke kun med populærkulturen, men også med fluxus, skulpturerne ikke kun med Tussaud, men også med superrealismen, og flere af hans symbolske motiver henter sine referencer i barokken og romantikken.

LÆS OGSÅAnmelderne anbefaler: Her er det bedste på Art Copenhagen

Men selv om de enkelte værker virker meget kommunikerende på grænsen til det overtydelige, er jeg bange for, at hans mange forskellige materialer og flimmer af udtryk faktisk står i vejen for hinanden.

Der er nemlig ikke meget rød tråd i udstillingen ud over den snart sagt flove fortælling om forgængelighed, man altid kan ryste ud af ærmet, og som man på museet heller ikke ser sig for god til at anvende i de medfølgende tekster, husk, at du skal dø.

Ak og tak.