»Det ligner big bang«, erklærer en hvidskægget mand med tilfredshed foran et tredelt maleri af Sven Havsteen-Mikkelsen, men kvinden ved hans side hvisker halvhøjt og let irettesættende: »Det er nu påskemorgen ...«, samtidig med at hun ser sig hurtigt omkring i udstillingssalen for at afgøre, hvor mange der har overhørt den upassende ordveksling.

Hendes mand er til gengæld fløjtende ligeglad og fortsætter frejdigt: »Nå, a very big bang, altså!«.

Kvinden ser ud, som om hun hvert øjeblik vil kunne forvandle sig til en saltstøtte af skam, for her er ikke alene tale om for høj stemmeføring på et museum, men også om noget, der nærmer sig en afart af blasfemi.

Vi befinder os nemlig på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, og her taler man ikke himmelhøjt om big bang. Om vi besøger museet af samme grund, er ikke til at afgøre, men jeg er i alle tilfælde taget tværs gennem Danmark for at se nærmere på det museum, der på det seneste er kommet i fokus på grund af 696 spørgsmål til kulturministeren.

Idyl
De mange spørgsmål er stillet af Ellen Trane Nørby (V), der kræver en detaljeret redegørelse for forholdene på landets statsanerkendte museer. Det er således de samme 8 spørgsmål, Trane Nørby har stillet om 87 museer, hvorved hun dog har undladt at spørge til de sidste 20 museer af slagsen, men måske hun løb sur i sit foretagende.

Under alle omstændigheder har Trane Nørby fået skudt i skoene, at det i virkeligheden handler om Museet for Religiøs Kunst, hvor hendes mor, Merete Nørby, sidder i bestyrelsen.

Alt ånder nu idyl på museet, der ligger i skovbrynet med udsigt ud over Limfjorden. Før i tiden lå her en såkaldt sommerrestaurant, men da den nedbrændte, blev grunden genbrugt som adresse for et museum, man i byen allerede havde talt om i mange år.

LÆS OGSÅUgens kunst: Samtidskunst og kirke smelter sammen

Det hele begyndte i 1976, da kunstneren Bodil Kaalund tog fat på at udsmykke Lemvig Kirke, et arbejde, der kom til at tage de næste fem år og satte hende i forbindelse med en masse lokale. Der blev diskuteret tro, kunst og kirke, og ikke mindst forholdet mellem de tre parter, og undervejs blev ideen om et museum for emnet undfanget.

I 1994 stod første del af museet færdigt, opført for penge rejst i byen, amtet og hos private fonde. Allerede fire år senere kom den første udbygning til, mens man i 2006 tilføjede endnu en fløj.

Alligevel er Museet for Religiøs Kunst ganske overskueligt, det består af et indgangsparti, tre regulære udstillingssale og et lidt mærkværdigt kælderlokale.

En meget død Kristus
Tre måneder frem står Sven Havsteen-Mikkelsen på programmet, og det betyder, at den første udstillingssal domineres af gengivelser af Golgata.

Havsteen-Mikkelsen (1912-99) kredsede omkring motivet i en række altertavler, der nærmest må betegnes som variationer, ikke bare over motivet, men også over tilgangen til det.

Der er således en konstant kontrast mellem baggrunden, som fremstilles i forskellige grader af glødende, og den mørke figurgruppe omkring de tre kors i forgrunden. Fra Haslev Kirke har man lånt en version fra 1990 med bastantrød himmel og en meget død Kristus på korset, og det tema genfindes i Risskov Kirkes maleri, hvor en syg sol skinner gennem en tåge af undergang.

Anderledes er Havsteen-Mikkelsen gået til sagen i et privatejet maleri fra midt i 1980’erne, igen med ’Golgatha’ som titel og tema. Her ser den korsfæstede Jesus næsten sejrende ud, med armene strakt over hovedet på en måde, der godt kan minde om vikingernes fremstilling af en handlekraftig Kristus.

Desværre forklares de forskellige vinkler ikke for beskueren, der så til gengæld kan se, hvordan Havsteen-Mikkelsen opbyggede sine kompositioner på et maleri fra 1950’erne, der er ophængt i den lavloftede kældersal.

Her finder man desuden rendyrket poesi i det skønne lille maleri ’Julenat’ fra omkring 1933, der ligner et folkloristisk kludeklip i al sin indtagende enkelhed.

Papirklipskunstner
Helt minimalt, men så sandelig også kraftfuldt er endnu et lille lærred, malet engang i 1950’erne og helt uden titel. Her er alting opslugt af mørke, mens en kvinde omfavner det, der ligner en afdøds ansigt.

Der kunne være tale om en variation over det kendte pietá-motiv, hvor den sørgende jomfru Maria holder om sin døde søn. Men netop fordi detaljerne er holdt på et så absolut minimum, kan man også se maleriet som et billede af den onde drøm, den levende efterladte føler sig fanget i – selv om det kun er alt for virkeligt, når man står over for liget af en elsket.

Og det er langtfra den eneste gang, Havsteen-Mikkelsen går overraskende anderledes til motivet, for på udstillingen ses også et maleri med titlen ’Pietá’, der dog mere ligner et billede af to levende elskende i den dybblå nat end en mor med liget af sin søn i skødet.

LÆS OGSÅOverset kvindelig impressionist imponerer på Ordupgaard

Alternative fremstillinger af kristne temaer og motiver finder man dog for mere fuld udblæsning i museets sidste sal, hvor Havsteen-Mikkelsens værker får selskab af andre kunstneres frembringelser.

Georges Rauaults portræt af Jesus fra 1939 er således på én gang nyskabende og stærkt sanset, mens den unge danske kunstner Peter Callesen (født 1967) bidrager med blandt andet papirklippet ’På den anden side’ fra 2009.

Og den titel skal tages temmelig bogstaveligt, for et bøjet hjørne af det A4-papir, Callesen altid benytter sig af, viser sig at være farvet rødt som det blod, der bliver til blomster for den korsfæstedes fod.
Forladt.  'Min Gud, min Gud' er titlen på Peter Callesens papirværk. Foto: Museet for Religiøs Kunst
Krydsfelt mellem kunst og religion
En anden samtidskunstner, der er på spil i samlingen, er John Kørner, som for nylig udførte en udsmykning til den nybyggede Østerhåb Kirke.

Men hvor hans alterbillede dér er blottet for kristen symbolbrug og i stedet former sig som et himmelstræbende træ, troner et kors mellem kraner og faretruende fugle på museets noget mindre maleri.

Så hvad er det , der gør et kunstværk interessant for Museet for Religiøs kunst? Skal indholdet være religiøst – eller kræves det måske, at kunstneren er religiøs?

Det spørgsmål stiller jeg museumsleder, mag.art. Gerd Rathje, der holder til på et lille kontor propfyldt med bøger.

»Vores interesseområde er krydsfeltet mellem kunst og religion i det 20. og 21. århundrede«, svarer hun.

»Men det er langtfra sådan, at religiøs symbolik eller et motiv i sig selv er spændende for os, ligesom en kunstner ikke kan regne med vores opmærksomhed, blot fordi vedkommende er religiøs«.

I stedet, fortæller Gerd Rathje, forsøger man at undersøge forholdet mellem den kirkekunst, der i perioder har kørt på sit helt eget spor, og samtidskunsten.

Afslag på statsanerkendelse
Men hvor man for få årtier siden kunne opleve en ophedet debat, da den erklærede ateist og Cobra-kunstner Carl-Henning Pedersen udsmykkede Ribe Domkirke, er der i dag en større tolerance begge veje.

»John Kørner har aldrig udtalt, om han er troende eller ej, men han har udført sin udsmykning af Østerhåb Kirke med stor respekt«, siger Gerd Rathje.

»Og det er det, det handler om: det gode kunstværk sat i spil med religionen«.

LÆS OGSÅ 271 meter kedelig Amager-mur skal omdannes til kunst

Men drejer det sig så udelukkende om kristen kunst her på museet?

»Nej, det gør det ikke. Næste år har vi en udstilling af grønlandske artefakter eller folkekunst, ligesom vi forestiller os at lave en udstilling med islamisk kunst – og jødisk, men det giver vel nærmest sig selv«.

Alligevel fik Museet for Religiøs Kunst i foråret afslag på at blive statsanerkendt, hvilket ellers ville have åbnet op for tilskud fra statens side. Afslaget er blevet tolket som den direkte årsag til Ellen Trane Nørbys mange spørgsmål, men det afviser Gerd Rathje, der tilføjer, at hun intet har haft med den side af sagen at gøre.

»Men«, siger Gerd Ratjhe, »oven på alt det her kunne jeg da godt tænke mig at vide, hvor Museet for Religiøs Kunst ligger på kulturministerens landkort«.