Om så Edward Steichen aldrig var blevet den legende, han er, ville ’Family of Man’ stadig være det. Det var denne kontroversielle, til tider også kommercielle, fotografs mesterstykke i det sidste job, han bestred før pensionsalderen, ledelsen af fotoafdelingen på Museum of Modern Art i New York.

På denne i enhver forstand globale udstilling, som i midten af 1950’erne vandrede verden rundt, gav 503 billeder, taget af 273 fotografer, et hidtil uset og sammensat signalement af det moderne menneske i alle dets afskygninger.

Også til Danmark kom dette humanistiske show, hvor det trak 60.000 nysgerrige medmennesker til Charlottenborg, et sensationelt tal i præ-Louisiana-året 1957.

LÆS OGSÅKunstredaktør: Fotografi er snart lige så fin som anden kunst

Udstillingen var Steichens idé. Men inden da havde han nået at præstere sit eget varierede livsværk som fotograf. Derom handler Diamantens udstilling. Den består hovedsagelig af lån fra Musée National d'Historie et d'Art, Luxembourg.

Og hvorfor Luxembourg? Fordi dér blev Steichen født, og uanset at han allerede som barn kom til USA, hvor det meste af hans glorværdige karriere skulle udfolde sig, glemte han ikke, hvor han stammede fra.

Fotografi som maleri
Hvis vi ud fra udstillingens mange billeder skal forsøge at give et signalement af denne innovative mand, må man konkludere, at der faktisk var meget få ting, han ikke nåede at prøve med et kamera i hånden.

I dette kameras barndom måtte fotografiet som det yngste medie søge sin inspiration i samtidens maleri. Hvor skulle det ellers finde sine påvirkninger?

LÆS OGSÅKontroversiel foregangsmand udstiller modefotografier

Som så mange af den tids fotograferende pionerer var Steichen som ung påvirket af impressionismen. I hans tilfælde var det oplagt, eftersom han for en tid dyrkede maleriet sideløbende med fotografiet.

Sådan gik det til, at Steichen fotograferede Rodin, som om han i virkeligheden malede omridset af den store franske billedhugger med brede summariske former.

åkande.  I billedet af en åkande har han udvidet fotografens typisk sort-hvide palet til også at omfatte farve. Foto: Musée National d'Histoire et d'Art, Luxembourg Og derfor kunne han heller ikke i et fotografisk selvportræt fra 1901 dy sig for at stille sig i positur med pensel og palet. For også han – fotografen – var en maler, blot med lyset som sit materiale.

Interesse for mennesket
Ligesom impressionismen havde sin tid, havde piktorialismen også sin. I 1900-tallets første årtier måtte fotografiet genopfinde op sig selv.

Det valgte at træde i karakter som en udtryksform, der var de andre og ældre kunstneriske medier overlegen ved sin realisme og sin umiddelbare evne til altid at konfrontere motivet, uden omsvøb.

Det er dette mere direkte fotografi, som demonstrerer Steichens evne til at indfange de særlige karakterfulde øjeblikke i den virkelighed, der frister ham.

LÆS OGSÅGuide: Weekenden byder på kunstfotografi, punk og paraply-fællesskab

Uden sådan set at ville det, bevidst, er det denne del af hans værk, der kaster nogle af de længste skygger ind i fotografiets nyere historie.

Det er mennesket, der optager ham mest. Men i takt med at hans berømmelse som fotograf stiger, bliver det nemmere at sætte navn på de personer, der sidder model for ham. Berømte politikere, forfattere og filmstjerner står nu i kø for at blive foreviget af deres ligemand i berømmelse.

Mode- og societyfotograf i sin samtid
Fra at være på mode som portrætfotograf er der ikke langt til også at blive modefotograf, og tidens kvinder skulle ikke bladre længe i modemagasinerne Vogue og Vanity Fair for at finde et arbejde af Steichen, der overbeviste dem ved sin altid stilsikre elegance.

Nærmest ene mand opfandt han modefotografiet. Den nye beskæftigelse distancerede ham noget fra en gammel ven og våbenbror som Alfred Stieglitz, for Steichen var en af de store kunstnere, der ikke skammede sig over at smile hele vejen til banken.

Som han bemærkede, havde også Michelangelo sat pris på betaling for sit arbejde.

Steichen kendte altså sit værd. Men er hans fotografi også al denne opmærksomhed værd? Hvis vi lader udstillingen svare for ham, og hvad er sådan set mere naturligt, må svaret blive et rungende ja.

LÆS OGSÅParis censurerer rå og direkte fotoudstilling

Meget havde set anderledes ud uden den uimponerede og rastløse måde, hvormed Steichen havde udnyttet fotografiets muligheder. Selv farvefotografiet nåede han at prøve kræfter med under en rejse til Mexico i 1938, og det var vel et helt anderledes teknisk udfordrende fotografi end det, der senere blev hvermandseje.

Skønt ingen i hans egen samtid brillerede mere som mode- og societyfotograf, blev fotografiet aldrig bare et erhverv for ham. Det er også kunst, især udtrykskunst, som man kan se det af hans sidste store projekt, også i farver: 'The Shad-blow Tree'.

Rigt udvalg af billeder
Igennem fire år gennemfotograferede han en bærmispel i sin have for at dokumentere de udtryksnuancer og -forvandlinger, som et stykke organisk natur gennemløber over tid.

Det er næsten bevægende. Med et rigt udvalg af billeder fortæller Diamantens udstilling Steichens historie, som et pænt stykke af vejen er sammenfaldende med fotografiets egen historie.

LÆS OGSÅFotoudstilling viser danskerne og 'de andre'

Men ophængningen gør mere end det, for arrangørerne har stået på hovedet i Det Nationale Fotomuseums egen samling for at finde relevante billeder af alle de fotografer, fra Henri Cartier-Bresson over Richard Avedon og videre frem, der gennem deres værk stadig betaler af på gælden til Steichen.

For at skille dem ud fra hovedsporet er disse fotografier placeret på farvede vægge.

Så en af fotografiets pionerer er ikke kun sat ind i sin egen tid, men også i sin eftertid. Steichen, der introducerede moden i fotografiet, er trods sine værkers alder ikke selv gået af mode.