Hvad er det, der både kan få himlen ned på Jorden, menighedsrådene op i loftet og kulturdebatten ind i kirkerne?

Svar: Det er den moderne kirkekunst. Med en anskuelig udstilling og en veltilrettelagt og ikke overpopulariseret publikation har KØS taget det besværlige emne op og dermed - for en tid - gjort sig selv til Museum for moderne kunst i det offentlige kirkerum.

Flere og flere svigter kirkerne. Det samme gør politikerne, for ellers ville de næppe nedlægge dem.

Men kirken svigter til gengæld ikke kunsten. For den giver stadig kunstnerne masser af opgaver, og den er ikke så doktrinær og intolerant som tidligere.

LÆS OGSÅUgens kunst: Samtidskunst og kirke smelter sammen

Ingen grænser
Hvis man remser navnene op på dem, hvis udsmykninger udgør udstillingens eksempelsamling, får man et indtryk af en enorm alsidighed. Der er langt fra Mogens Jørgensens loft i Hover Kirke til Øivind Nygårds altervæg i Statsfængslet Østjylland.

Næsten lige så langt som der er fra Niels Guttormsens himmelstiger på Fonnesbæk Kirkes ydre til Mogens Andersens slyngede og buskede arabesker i Sejs-Svejbæk Kirkes indre. Eller til Svend Wiig Hansens totaludsmykning af Kastrup Kirke.

Når man først forlader den evangeliske emnekreds, er der ikke grænser for, hvad der kan være muligt – og måske relevant.

LÆS OGSÅMuseet bag de 700 spørgsmål: Religiøs kunst viser kraftfulde glimt af evigheden

Men svigter kunstnerne ikke kirken, når de vil basere opgavens løsning på deres eget billedsprog? Oprindelig var kirkekunsten jo en synliggørelse af de budskaber og historier, som var hentet fra Bibelen og blev genfortalt fra prædikestolen. Den var pædagogisk og teologisk funktionel.

Men når det gælder dagens kunstneriske løsninger, har Herrens Hus i den grad fået mange boliger, og det har fået meningerne til at brydes.

Smølfer i Ribe Domkirke
Nogle mener, at kirken står sig bedst ved at være et hvidkalket museum, der bør åbne sig for den bedste samtidskunst, uanset indhold.

Andre kræver, at indholdet netop skal have relevans for stedets ånd og tradition, og at det bør veje tungere end alle hensyn til kunstnerisk originalitet.

LÆS OGSÅKloster sætter spot på malermunken Per Kirkeby

Om kirken er nok så hvid, er den ikke nogen neutral white cube. Som præsten Signe Malene Berg formulerer det i kataloget: Når kunsten bevæger sig ind i kirkerummet, bliver kunsten helt naturligt spændt for kirkens vogn.

Aldrig har diskussionen raset mere end i slutningen af 1980’erne, da Carl-Henning Pedersen udsmykkede apsis i Ribe Domkirke med det, som hans kritikere kaldte for smølfer.

Tracey  Emins neon-installation 'For You', 2012, til Københavns Domkirke. Foto: Erling Lykke Jeppesen og Henrik Bjerregrav 'Smølferne' blev overfuset, men ikke overmalet ligesom kalkmalerierne, diskussionen stilnede af, og i dag ’intervenerer’ kunstnerne i stor stil kirkerne, uden først at studere Testamentet og terpe teologi.

Gerhard Richters store vindue til Kölner Dom er det bedst tænkelige eksempel på nye tiders udogmatiske ånd: Det er en dekorativ farvesymfoni bestående af 4.900 små firkanter, der er kemisk renset for genkendelighed.

Men selv fraværet af et motiv eller en figur kan få nogen til at associere til noget. Richters kritikere har f.eks. associeret ruden til islamisk kunst!

At fremstille Gud
Udstillingen fører os sikkert gennem det meste af den danske kirkekunst, der har stræbt efter prædikatet moderne og frigjort. Særlig typisk er Hein Heinsens og Stig Brøggers udsmykning af Johannes Kirken i Vorup.

Om det at fremstille Gud eller at fremstille det ufremstillelige har Heinsen selv sagt: Afbildningen af Gud kan kun ske i form af Guds fravær. Dette fravær er lig med en enkelhed, der har fået sine efterfølgere blandt de yngre.

Ruth Campau har videreført den i Hans Egedes Kirke og Rigshospitalets Kirke og Sophia Kalkau i et forslag til en udsmykning af Grøndalskirken.

Svend  Wiig Hansens udsmykning af Kastrup Kirke, 1973-84. Foto: Erling Lykke Jeppesen og Henrik BjerregravModstanden mod megen moderne kirkekunst kommer sig af, at den har permanent karakter.

Det er nemmere at komme igennem med dristige løsninger, når de ikke skal stå indtil dommedag, som f.eks. de seks projekter af interimistisk karakter, hvis realisering falder sammen med udstillingen.

Det er den engelske kunstner Tracey Emins sanselige sætning i lysende neon til Københavns Domkirke, Kaspar Bonnéns tankeforstyrrende, men dog korsformede dobbeltfigur til Køge Kirke og Alexander Tovborgs bidrag til Ribe Domkirke, som er udgivelsen af et kirkeblad i fire numre (!).

Inspireret brugskunst
De resterende tre midlertidige udsmykninger er: fotografen Mads Gamdrups projekt til Odense Domkirke, Lærke Lautas til Heldum Kirke i Lemvig og Thilo Franks lysekrone til Budolfi Kirke i Aalborg.

Med sine talrige eksempler får udstillingen på KØS understreget det afgørende i problemstillingen.

LÆS OGSÅFrodig kirkekunst i Guimiliau

Og det afgørende er ikke, om kirkekunst er gammeldags eller moderne, abstrakt eller figurativ, men om menigheden kan forholde sig til den, også ved at gøre den til genstand for en diskussion.

Med andre ord: Moderne kirkekunst skal være inspireret brugskunst, der giver oplevelser fra sig.