Guldnakker kalder man den beklædningsgenstand, som folk i gamle dage kunne kigge på og beundre, når der blev festet igennem ude på landet.

Det var et guldbroderet nakkestykke til en kvindehue, hvis intrikate gyldne mønster glimtede i lyset og på den måde kunne dreje blikket i retning af den, der bar huen til skue.

Men lige nu er det Trine Søndergaard, der drejer blikket med sine ’guldnakker’, en serie af stilfuldt iscenesatte fotografier med denne specielle hovedbeklædning som hovedtema.

LÆS OGSÅKunstredaktør: Fotografi er snart lige så fin som anden kunst

Guldnakkerne har hun fundet på et museum, og det er også dér, hun har fotograferet dem. Det er karakteristisk, at hun igen aflægger besøg i et historisk emne. Det gjorde hun også med sine fotografier fra Fanø af kvinder i den gamle lokale folkedragt.

I fotografiet drejer det sig ofte om at finde en virkelighed, som vi andre ikke vidste eksisterede, og så gøre den til fælleseje ved billedets hjælp. Derved gør hun både nyheden og overraskelsen til sine allierede uden at lægge noget til ud over sin fornemmelse for, hvad der både er ægte og smukt.

Nærmer os guldalderen
Trine Søndergaards nye billeder er billeder af fravær. For alle kvinderne vender ryggen til os. Men de gør det næppe af forlegenhed eller undselighed. De gør det kun, fordi deres identitet ikke betyder noget for konteksten.

De agerer ikke selv. Det er fotografen, der har bedt dem om at stå, som de står. I nogle af aftrykkene gør de det så i overnaturligt format.

Som i malerier af Krøyer og Hammershøi repræsenterer kvinden med ryggen til os ikke nogen bestemt person. Hvem hun er, og hvad hun hedder, er billedet uvedkommende.

hypnotisk.  I interiøret er der ingen figurer, kun spillet mellem det kolde og varme sidelys. Fotografierne af interiørerne er fra 2010. Foto: Trine Søndergaard Vi skal snarere se hende som den anonyme repræsentant for sit køn, der er klædt på til fest og fotografering, og så kan man ikke undgå at lægge mærke til, hvor fint og nænsomt hendes nakke kontrasterer med skinnet i den lille hues gyldne tråde.

Hvis Trine Søndergaards fotografier virker så æstetisk befriende, er det ikke alene på grund af deres særlige forening af nærvær og fravær, klarhed og uforklarlighed.

Oplevelsen er også forbundet med den rolige klassiske komposition og afstemte baggrundsfarve, som hun har valgt. Billederne får dermed et historisk præg, som forbinder dem med deres emne. Vi nærmer os guldalderen, men på fotografiets præmisser.

Tomheden dominerer
Det gælder også den anden serie, som Trine Søndergaard har taget med sig til udstillingen i Bredgade: interiørerne.

De er som en moderne gendigtning af den stilhed og renhed, som man kender fra Hammershøis forfinede kompositioner. Hammershøi har tydeligvis også været hendes inspiration.

LÆS OGSÅTrine Søndergaard: I Danmark tager vi naturen for givet

Også hun har valgt at digte videre på denne fortælling om rum, hvor det afgørende er linjer, lys og skygger, døre, der er enten åbne eller lukkede. Tomheden dominerer.

Men den savner ikke at blive komplementeret. Som hos maleren vil alt det, der ikke allerede findes i billedet, føles overflødigt, hvis det var der. Igen en fin fotoudstilling hos Martin Asbæk.