Der står en potteplante i vindueskarmen i et ellers tomt rum.

Eller er det en fuglerede med nogle hvide liljer i? Det er, som om den hænger ud ad det åbne vindue. Og hvorfor hører man en saxofon?

Det lyder måske ikke ophidsende, men det viser sig at være udstillingens bedste værk, efterhånden som det udfolder sig og afslører sin hemmelighed.

Albansk-franske Anri Sala arbejder konsekvent med musik og rum i sine værker.

LÆS OGSÅ Politikens kunstanmelder: »Lydkunsten er i rivende udvikling«

Vel at mærke ikke blot det akustiske rum, men rum i enhver konkret forstand: fysiske rum, oplevede rum og byrum.

I hovedværket, videofilmen ’1.395 dage uden rødt’ bliver rummet både politisk, historisk, musikalsk og et spørgsmål om liv og død.

Det foregår nemlig i Sarajevo under belejringen i 1990’erne, hvor snigskytter skød tilfældige civile fra bjergene, når de krydsede de store, lige gader.

Det betød, at man helt konkret måtte løbe for sit liv over disse gader for at komme gennem byen, og at det var farligt at iklæde sig rødt eller andre påfaldende farver.

Tavs kulde og angst
I filmen følger vi en kvindes vej gennem byen, som krydsklippes med det lokale symfoniorkester, der indøver Tjajkovskijs sjette symfoni.

I begyndelsen er der ingen direkte sammenhæng mellem de to forløb, men langsomt smelter de sammen, idet hun nynner med på det, som øves, og på et tidspunkt nynner hun endda en af de manglende stemmer i orkesteret, som ikke er fuldt besat.

LÆS OGSÅFremragende videokunst går tæt på den store forlegenhed

Man får indtryk af, at hun er musiker og på vej hen til prøven. Flere gange tror vi, at hun når frem, for der går hele tiden mennesker ind og ud af øvelokalet, men det er aldrig hende.

Ingen i gaderne snakker sammen; det hele er præget af tavs kulde og angst; en sær blanding af hverdag og overlevelseskamp, hvor en tur ned til bageren eller til skole er livsfarlig.

Det giver et gib i alle på gaden, når der lyder skud.

For lang, skrøbelig og lavmælt
Anri Sala formår at give krop og følelse til den vanvittige tilstand, Sarajevo befandt sig i; en tilstand, der også indebar, at syv medlemmer af orkesteret døde, og tolv blev såret, ligesom både instrumenter og noder blev ødelagt.

Alligevel fortsatte de deres aktiviteter, som var musik ikke en fredelig velfærdsluksus i opgangstider, men en fysisk nødvendighed på linje med at spise og sove.

Det er en smuk og vedkommende film, men den holder ikke sin intensitet hele vejen.

LÆS OGSÅLouisiana sender bud efter familien Danmark

Det skyldes, dels at den er meget lang (44 min.), dels at dens musik konstant overdøves af trommelyden fra den næste installation.

Det er efter sigende et bevidst valg fra kunstnerens side, og der kan nogle gange være en pointe i at lave glidende lydlige overgange mellem værker, men i dette tilfælde kan jeg ikke bifalde det.

Filmen er for lang, skrøbelig og lavmælt til at være en åben passage på vej mod trommeværket.

To trommeværker og et blinkende stroboskoplys
Trommeværket er i virkeligheden to værker, der dog er beslægtede.

Først møder man nogle lilletrommer med trommestikker, der synes at spille helt af sig selv. Det viser sig hurtigt at være, fordi de springer op snarere end bliver slået ned, og at det er lyden, der forårsager bevægelsen frem for omvendt.

LÆS OGSÅUgens kunst: Moderne mester var forfulgt af døden

Det andet værk, ’Svar mig’, er en video, hvor en mand og en kvinde ikke har en egentlig dialog. Når kvinden siger ’svar mig’, spiller manden blot på sine trommer, som om det var et svar. Hun synes ikke at acceptere det som et svar.

Meget flot og næsten mystisk er ’Efter tre minutter’ – en dobbeltprojektion af et samspil mellem et bækken, et blinkende stroboskoplys og videomediet.

Stroboskopet blinker 60 gange i sekundet, men videokameraet registrerer kun 25 billeder i sekundet. Vi kan altså ikke følge en regelmæssig blinken, men får pludselige udbrud af blændende genskin på bækkenets riller i mørket. Og så er værket fuldstændig lydløst.

Smuk uden at være banal
Men som sagt i indledningen er det saxofonværket, der tager prisen på denne spændende udstilling.

Det går op for os, at det ikke er en potteplante eller en fuglerede, men en person, der er i vinduet – et opsat hår med blomster i.

Man antager måske, at det så er en kvinde, men det viser sig at være en mand, Jemeel Moondog. Det er ham, der står og spiller saxofon højt oppe i berlinerbygningen ’Lange Jammer’ og lader sin atonale improvisation påvirke af byens lyde, mest markant en kirkeklokke.

Denne video er smuk uden at være banal; overraskende uden at være fiks; musikalsk uden at være entydig. Et lille mesterværk i en meget spændende udstilling.