For ikke at skræmme publikum med alt for mange udstillinger om den svære samtidskunst har mange museer i de senere år søgt tilflugt i modernismens nemmere fordøjelige fortid.

De fleste er nu engang mest trygge ved kunst, hvis indhold de kan nikke genkendende til.

Derfor har vi oplevet den ene grandiose temaudstilling efter den anden om især symbolismen, denne mærkelige isme, som i modsætning til forgængeren impressionismen slet ikke er en vel defineret stil, men snarere en frigjort og svimlende visionær holdning over for alle de naturindtryk, som vi af gammel vane kalder for virkeligheden.

Epidemisk tilstand
På baggrund af de mange udstillinger kunne man få det indtryk, at symbolismen altid har været et udpræget nordisk fænomen, der kun trivedes i lande med korte somre, lange kolde vintre og sparsomt dagslys. Men det er slet ikke tilfældet.

Set i et større geografisk perspektiv var symbolismen en epidemisk tilstand omkring forrige århundredskifte. Den begrænsede sig nok til visse motiver, landskabet ikke mindst, men ellers kendte den ikke til grænser.

For at blive overbevist behøver man blot flyve til Helsinki og ind på Ateneum til udstillingen '52 sjæle'.

Kendte og ukendte
I en bygning, der er som bygget til periodens dunkle og betydningsmættede kunst, møder man den første museale kortlægning af en lang række kunstneres landskabsskildringer mellem 1880 og 1910. Er man til uventede oplevelser og opdagelser, har udstillingen meget at byde på.

Blandt de knap 52 mestermalere er der mange, som museumsgæster kender fra tidligere fejringer af perioden, som f.eks. J.F. Willumsen, Vilhelm Hammershøi, L.A. Ring – for nu bare at holde os til danskerne.

LÆS OGSÅSamtidskunstneres fortolkning af Willumsen skaber fantastisk synergieffekt

Men der er endnu flere, som de ikke kender helt så godt, og som fordeler sig pænt over Europakortet.

Endelig er der en lille håndfuld malere, som enhver kunstkyndig kender, endda udmærket, men som ingen ville forvente at finde i dette stilistiske selskab. Det er malere som Mondrian, Signac og Kandinsky, som ellers regnes til modernisternes inderkreds.

Is.  Akseli Gallen-Kallela satte det finske landskab på plads i malerkunsten. I dette billede fra 1905 gjorde han isen på Keitele-søen til mere end en observation. Den blev en form, der zigzaggede sig ind mod dybden. Foto: Kunstmuseet AteneumMening med provokationen
Det er også van Gogh og Gauguin, som man altid klassificerer som vaskeægte ekspressionister. Ja, selv gode gamle Monet – maleren, der inspirerede til ordet impressionisme – er med en høstak i sol blevet indlemmet i symbolismens altfavnende verdensbevægelse.

Er ’52 sjæle’ med sin brede definition af begrebet da for altfavnende og inkluderende? Og dermed for provokerende?

LÆS OGSÅVan Gogh-malerier får politieskorte på store flyttedag

Måske. Men der er mening med provokationen. Man kan starte med at tage digteren Stephane Mallarmé på ordet: for den sande symbolist gælder det ikke om at male selve objektet, men om at skildre den virkning, som objektet har på ham.

For hvor naturalismen står for en nøgtern beskrivende prosa, der stræber efter det objektive, er symbolismen som et stykke poesi, der bruger sansningen som råstof for en sjælelig inspireret vision.

Sanseindtryk
Det er tydeligt i udstillingens godt halvfems mesterværker, bl.a. Frederic Leightons maleri 'Clytie', hvori et himmelsyn, en eksplosion af gyldne skyer, stjæler opmærksomheden fra jorden, vi står på. Eller i van Goghs kornmark, hvor marken har erobret hele billedfladen uden tage synderligt hensyn til den bonde, der høster kornet.

Landskabet er det motiv, der er bedst til at demonstrere kunstnersjælens nyerhvervede magt over sanseindtrykkene. Det var landskabet, der med sin næsten guddommelige kraft satte sig igennem som langt mere end et optisk fænomen.

Med sin særlige følsomhed og intuition kunne den udvalgte kunstner etablere et særligt følelsesmæssigt og sjæleligt fællesskab med dette landskab og på den måde synliggøre det for alle, der ville se det med det samme blik som kunstneren.

Skyer.  I Frederic Leightons 'Clytie' stjæler en eksplosion af skyer opmærksomheden fra jorden, vi står på. Foto: Kunstmuseet Ateneum
Tvivl om sandheden
De fleste af kunstnerne på udstillingen begyndte som naturalister. For de var elever af naturalister, som finnernes nationale kunstnerhelt Gallen-Kallela og vores egne Ring og Willumsen.

Men gradvis blev deres bevidsthed om kunstens rette virkemidler invaderet af en tvivl på, om sandheden om verden kun lod sig åbne med naturalismens redskaber. Det var den franske forfatter Zola, der hævdede, at kunst er et stykke natur set gennem et temperament.

I takt med at 1800-tallet nærmede sig sin afslutning, blev dette temperament mere og mere mærkbart. Det blev som et prisme, der gjorde enhver objektiv natursansning umulig. For en stor kunstner må altid være en selvstændig og egenrådig personlighed, der uanset det motiv, han måtte vælge, altid ønsker at være synlig i sit eget værk.

Spejlinger af natursandheder
Kunstneren er den, der suverænt stiller sig de opgaver, han føler sig særligt veludrustet til at udføre.

Opfindelsen af fotografiet tog ikke penslen ud af kunstnerens hånd. Den inspirerede ham måske blot til at ændre den måde, han nærmede sig virkeligheden på, og til at erkende ideerne bag alt det, som øjet ikke har adgang til.

LÆS OGSÅGuide: Ny udstilling slår et slag for tegneseriekunsten

Fælles for disse kunstnere var, at de mente sig i stand til at se ud over fænomenernes overflade og ind til en verden, som kunne tolkes som spejlinger af større natursandheder.

Udstillingen ’52 sjæle’ viser, at symbolismen ikke blot manifesterede sig forskelligt kunstnerne imellem, men også fra land til land.

Og så alligevel ikke mere anderledes, end at disse 52 individuelle flugtruter væk fra naturalismen pegede i samme retning: mod en større interesse for det dunkle, mystiske og sjælelige, mod sindsstemningernes forførende magt og en ny kreativ frihed.