En figur af en letpåklædt pige, som – Himlen hjælpe os – er beregnet til at sidde i.

Det er den engelske kunstner Allan Jones, der siden 1969 har haft denne pikante stol på sin samvittighed.

Stars-and-stripes.  Hvorfor Studio 65's sofa har fået titlen 'Leonardo', er lidt af en gåde. Så er der en rød sofa, formet som et par svulmende røde læber. Sædelighedspolitiet burde have taget arkitektur- og designfirmaet Studio 65 i sin varetægt i 1970! Derudover er der kulørte plastikmøbler, som er pustet op, ligesom Lolitadukker.

Der er også flere Marlon’er og Marilyn’er, af Andy Warhol. Og ikke så lidt andet.

Forårets trækplaster
1960’ernes pop art brugte og afprøvede det meste og ikke mindst det frække og sexede.

Meget kan man beskylde denne stil for – og man gjorde det især dengang, da den kom frem første gang og forstyrrede den herskende æstetiske dagsorden. Men man har aldrig kunnet klandre den for at være verdensfjern.

Når man med forsigtige skridt vandrer gennem ’Pop Art Design’, Louisianas nye store trækplaster for hele familien, spørger man sig selv, om der overhovedet har eksisteret en stil, der har været tættere på den verden af fristelser, som længe lå og lokkede uden for kunstnerateliererne.

LÆS MERESofaer ligner skumfiduser på Louisiana-udstilling

Det vil sige den moderne verden: storbyen, forbrugersamfundet, filmindustrien og alle de andre kulørte industrier. Med denne frigørelse kom der virkelig hul igennem til alt det, som de skønne kunster tidligere ikke turde røre med en ildtang.

Reklamekunstnere
Det var fra denne heksekedel af firmalogoer som Coca-Cola-reklamer, vaskepulvermærker og tusindvis af andre visuelle stimuli, at inspirationen kom som et insulinchok til maleriet, skulpturen, arkitekturen, møblerne og kunsthåndværket.

Kunst og design i den hektiske opgangsperiode fra midten af 1950’erne og ca. 15 år frem er fælles om nok til, at de to medier kan deles om én udstillingsplakat. For moderne kunst og moderne design har altid haft den strategi tilfælles, at de vil fange publikums opmærksomhed.

Kunst, som i en eller anden forstand ikke er flot udformet, er en sjældenhed. Og der eksisterer vel heller ikke design, der ikke har kunstneriske ambitioner.

Ja, indimellem kan det ligefrem være svært at se, hvad der er mest kunst, og hvad der er mest design, hvor det ene holder op og det andet begynder, og hvornår et industrielt produkt bliver til et kunstnerisk objekt.

Tag nu Gunnar Aagaard Andersen, som omsider har fået sin posthume renæssance. For han var jo en højst eksperimenterende billedkunstner. Men hans genistreg af et bogstavtapet er mindst lige så meget design som kunst, uden at blive ringere af det.

Det samme med Verner Panton, en anden vigtig dansker, som i både sine stole, ringlamper etc. var en kunstnerisk formgiver af de sjældne.

LÆS OGSÅKnap 600.000 besøgte Louisiana i 2012

Kunstnere inden for pop art’en, der begyndte deres karriere i reklamebranchen, f.eks. som reklametegnere, er en væsentlig del af hele historien. Der tales ligefrem om ’Madmen-æraen’ i katalogets forord, som Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, og udstillingens to kuratorer – Anders Kold og Kjeld Kjeldsen – har forfattet i fællesskab.

Kunne en Don Draper være endt som designer i det virkelige liv? Sagtens, for han vidste ikke så lidt om, hvad der gør sig, når man vil brage igennem i et samfund, hvor konkurrencen om opmærksomhed er hård som flintesten.

Samling til samtiden
Det er næsten 50 år siden, at Louisiana præsenterede popkunst for første gang.

Når man lige undtager Warhol, der har det med at komme igen og igen, har der ikke været nogen anden popkunst-udstilling før nu.

LÆS ANMELDELSELouisianas tidlige Warhol-tegninger afslører den senere kunstner

Men som årene er gået, har Louisiana haft heldet med sig. For det er et museum, der er så heldigt at have en samling, der passer til tidens samtidsfikserede behov og dannelsesidealer.

’Pop Art Design’ er en udstilling, der bekræfter museets aktualitet og relevansen af den samling, der blev opbygget efter åbningsåret 1958 og især efter, at grundlæggeren Knud W. Jensen i 1960’erne havde sadlet om og gjort stedet til et museum for international kunst.

Opgør med det abstrakte
Ikke sådan at forstå, at udstillingen fortrinsvis bygger på Louisianas egne værker.

Slet ikke. De udgør mindre end en tiendedel af de mere end 170 objekter, malerier o.l., der er fremme.

LÆS OGSÅLouisianas direktør skriver suveræn ABC om museets samling

Men i kraft af at man straks genkender billeder som f.eks. Warhols Mao-portræt, som i øvrigt er en deponering, vil en del af glæden også være genkendelsens. Begreberne pop art og design dækker mere end det, der ses. Men noget af det, man ser, ville man savne, hvis man ikke netop fandt det her.

Den nye stil kan ses som et vellykket opgør med New York-skolen, den abstrakte ekspressionisme. For med hele sin blanke, industrielle finish er den hverken abstrakt eller ekspressionistisk. I stedet er den kølig og usentimental, skarp og direkte.

Hvis man irriteres eller stimuleres af det, man oplever, er årsagen ikke, at man ikke kan genkende det, man ser. Tværtom. Det provokerende er, at ting sagtens kan forestille noget, som intet har med deres funktion at gøre.

Omvandrende show
Skulle David Hockney have været med?

Robert Morris? Duane Hanson? Richard Estes? Lucas Samaras? Richard Lindner osv. ...? Og de danske repræsentanter for popkunsten?

Tja. ’Pop Art Design’ er en af den slags udstillinger, som i princippet kunne være lavet på mange andre måder, med nogle andre kunstnere, og andre værker, uden at helheden ville lide stor skade ved det.

Det er også det, der er sket i forhold til Vitra Design Museum i Weil am Rhein, som fik ideen til konceptet, og hvor udstillingen blev vist først.

Også Louisiana og Moderna Museet i Stockholm, hvor pop-showet vandrer hen bagefter, har indrettet sig efter hinanden. Det vil sige, at en stor del af Louisianas relevante samling først vises i Stockholm, mens modsat flere af Moderna Museets pop art-relaterede værker kun kan ses i Humlebæk.

’Pop Art Design’ rummer eksempler på alverdens poppede ting fra perioden. Men udstillingen er mere end en stor broget eksempelsamling. Den er lige så udfordrende, som den er underholdende.

Nok virker den som en noget uoverskuelig sum af stærke, men spredte indtryk, og øjnene har rigeligt at bestille. Keder man sig, er det ens egen skyld.