Man får jord i hovedet og et hjerte af sten af at opholde sig på Sorø Kunstmuseum i denne tid. På den gode måde, altså.

Det hele begynder med en sten, der er 4,5 milliarder år, dvs. ældre end vores planet og på alder med selve vores solsystem. Den drønede rundt som meteorit, indtil den i 1969 faldt ned på Jorden et sted i Mexico.

Det er svimlende at tænke på, og så ligger den bare dér i forrummet til udstillingen og er på en måde langt sejere end nogen værker – svedent sort med lyse pletter af forskellige mineraler.

Spændende koncept
Mineraler er uorganiske, krystallinske stoffer, og vi har det med at opfatte os selv som det modsatte, som indbegrebet af organisk liv. Men også vores kroppe indeholder jo de fleste mineraler, og vores knogler og tænder er opbygget af uorganiske kalkmaterialer, der arbejder sammen med de organiske elementer.

Og omvendt er sten fulde af liv i form af f.eks. mikroorganismer, der lever i overfladen og i mellemrum, og som også er med til at påvirke dem. Ideen om, at vi er den levende ånd, og at jorden er død og dum materie, er noget af en forsimpling.

LÆS OGSÅAnmelder vælger ugens udstilling: Olafur Eliasson og andre sværvægtere i dansk udstilling om jord

Denne tanke, denne konkrete understregning af jordens levende materialitet og af vores afhængighed af den, er udgangspunktet for udstillingen – et koncept, som naturligvis splittes op og afmonteres, så snart værkerne tager over med hver sin specifikke dagsorden.

Svært at overføre til museet
I centrum er kunstretningen land art, der om nogen er jordens kunst. I stedet for at skabe løsrevne, indendørs skulpturer gik en række amerikanske kunstnere i 60’erne ud i landskabet og formede i selve jorden, stenene, klipperne.

Ofte med midlertidige værker, som blev slidt ned, såsom Dennis Oppenheims ’Identity Stretch’, hvor han i landskabet har lavet en kæmpe forstørrelse (304 x 91 meter) med tjære af sit eget og sin søns fingeraftryk, delvis overlappende i en sært bevægende gestus.

Mindre bevægende og mere fortænkt er hans simple markering af grundplanen for et galleri fra Stedelijk Museum i Amsterdam på en jordmark i New Jersey. Ja, det er det modsatte af at tage landskabet ind i galleriet, og lad os så komme videre.

LÆS OGSÅAnmelder om nyt museum: Så bliver mursten vist ikke smukkere

Problemet med land art på museum er, at man kun ser tegninger og fotos; man længes efter selv at komme ud i landskabet. Stig Brøgger – den eneste danske kunstner, der tog land art til sig i dens samtid – har dog lavet nogle meget fotogene værker med brug af spraymaling i forskellige dele af Nevadaørkenens geologi.

De hænger smukke og farverige på væggen i tre stadier af hvert værk, og samtidig kan man se hans meget gennemførte samlekasser med de tilhørende jordprøver.
Olafur  Eliasson: 'Petru's Garden Series' (1994). Foto: Anders Sune Berg
Dissonans
På gulvet ligger Richard Longs cirkel af svenske granitsten, en klassiker, mange vil genkende fra Louisianas samling – meget passende på denne udstilling, men også efterhånden triviel.

Nogle mindre stenværker tiltrækker sig større opmærksomhed, fordi de er så mærkelige, og fordi de stiller nye spørgsmål. Det er Marie Lunds sammensætninger af store, rå, smukke stenarter med velkendte brugsgenstande: et vinglas, et cykelstyr, en cd-skive. De skurrer mod hinanden, stenen og brugstingen, fordi vi spontant deler materien op: det rå og det forarbejdede, det geologiske og det menneskeskabte, det naturlige og det kunstige.

LÆS OGSÅ Man må ikke kede sig til Louisianas poppede forårstilbud

At glasset er lavet af mineraler, cykelstyret formentlig af metalliske legeringer, og at cd’en skinner på grund af et tyndt lag guld, ændrer ikke meget ved vores oplevelse. Men langsomt begynder de to elementer at gå i dialog, og 10. gang man betragter vinglasstenen, virker det næsten, som om de hører sammen i al deres forskellighed.

Der er med andre ord et interessant spændingsforhold her, en slags materiel dissonans, der endnu har en kraft.

Tager materien alvorligt
Udstillingen er bedst, når værkerne på denne måde lader materien stå frem som noget konkret, der i sig selv bærer betydning.

Man kan mene, at Mandla Reuters sindrige leg med en adresse, som postvæsenet ikke kender til – en tom plads, man angiveligt har adgang til via en fjernbetjening – handler mere om territorium og systemer end om jord.

Og Maria Lobodas montrer med smukke ædelstene hviler på et lidt banalt og søgt koncept om, at titlerne angiver et forkert antal af de forskellige stene, og at man skal stole på sine sanser frem for det, man kan læse.

LÆS OGSÅForårsudstilling på Charlottenborg byder på kreativt genbrug og uartig glasur

Det smukkeste værk er Thiago Rocha Pittas video af honning, der langsomt løber ned over klippestykker. Her refererer titlen til såvel Danae-myten som superkontinentet Pangæa, men begge dele er unødvendige for at blive grebet af den helt basale bevægelse af det gyldentflydende materiale, der finder vej i et ujævnt terræn for til sidst at nå til kanten og dryppe ud over den.

I en tid, hvor al fokus i kunstverdenen er på relationer, processer og koncepter, er det befriende, at Sorø tager materien alvorligt – især i de værker, der for alvor gør det.